Etisk Tema

Abort og fosterdiagnostik

Flere etiske dilemmaer er til debat, når vi taler om abort og fosterdiagnostik. Fx spørgsmålet om, hvornår det er acceptabelt at udføre abort, og hvordan gravide bliver informeret om muligheder og konsekvenser af deres valg.

Det er i dag muligt for gravide at få en række informationer om fosteret inden udløbet af grænsen for fri abort i 12. graviditetsuge, og meget tyder på, at gravide i fremtiden kan få endnu flere informationer.

Vi følger udviklingen på området og har flere gange taget stilling til anvendelsen af fosterdiagnostik samt adgangen til fri abort.

Her finder du aktuelle og tidligere redegørelser og udtalelser om fosterdiagnostik og abort.

Udvalgte publikationer

2023

Udtalelse om grænsen for provokeret abort

I denne udtalelse tager Det Etiske Råd stilling til, hvor grænsen for provokeret abort skal gå.

Læs mere og hent udtalelsen

2016

Udtalelse om fosterantalsreduktion

I denne udtalelse tager Det Etiske Råd stilling til, om gravide kvinder selv bør kunne træffe beslutning om fosterantalsreduktion inden udløbet af abortgrænsen.

Læs mere og hent udtalelsen

 

2013

Brugen af kaliumindsprøjtninger ved sene aborter

Det Etiske Råds stillingtagen til afslutning af et fosters liv med kaliumindsprøjtning forud for provokeret abort.

Læs mere og hent udtalelsen

2013

Fosterdiagnostik og etik: at vide eller ikke at vide

Se med, når læger, vordende forældre og medlemmer af Det Etiske Råd stiller skarpt på fosterdiagnostik og etik.

Læs mere og se videoen

2011

Håndtering af aborterede fostre

En udtalelse om behovet for fælles retningslinjer for sygehusenes og lægernes rutiner for håndtering af aborterede fostre og inddragelse af forældrene.

Læs mere og hent udtalelsen

2009

Fremtidens fosterdiagnostik

I redegørelsen diskuteres de problemstillinger, som antagelige nye metoder til fosterdiagnostik, fører med sig. 

2007

Udtalelse om eventuel ændring af abortgrænsen

I denne udtalelse tager Det Etiske Råd stilling til, om grænsen for fri adgang til provokeret abort bør udvides som følge af den ændrede praksis angående fosterdiagnostik, der blev indført i Danmark i 2004.

Læs mere og hent udtalelsen

FAQ'er om abort og fosterdiagnostik

FAQ om provokeret abort

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, men medlemmerne behøver ikke at blive enige om de spørgsmål, de diskuterer. Faktisk er medlemmerne som oftest uenige. Alene af den grund kan det være svært at svare på, hvad Det Etiske Råd mener om provokeret abort. Et andet problem er, at der kan gå lang tid imellem, at Rådet forholder sig til et bestemt spørgsmål.

Sidst Rådet forholdt sig til provokeret abort var således i 2007, hvor Rådet tog stilling til, om abortgrænsen efter medlemmernes mening skulle udvides, så der blev fri adgang til abort i længere tid end de første 12 uger af graviditeten, som der var i 2007 og også er i dag.

Dengang var flertallet af medlemmerne tilfredse med de eksisterende regler (se spørgsmål 7), men ingen af medlemmerne fra 2007 sidder i Rådet i dag. De enkelte medlemmer bliver nemlig udpeget for tre år og kan kun genudpeges én gang. Et medlem kan derfor højest sidde i Rådet i seks år. Så hvad de nuværende medlemmer af Det Etiske Råd mener om provokeret abort, vil man kun kunne finde ud af ved at spørge dem!

Hvilke etiske dilemmaer er der ved provokeret abort?
Rent lovgivningsmæssigt er det et helt afgørende dilemma, hvordan kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, sit liv og sin graviditet skal afvejes i forhold til hensynet til fosteret. Hvis kvinden fx er blevet gravid uden at ønske det og hverken har lyst eller er klar til at få et barn, så er det et stort indgreb i hendes ret til selv at bestemme at forhindre hende i at få adgang til en provokeret abort. Det taler for at lovliggøre provokeret abort.

På den anden side er spørgsmålet så også, om det er etisk acceptabelt at fjerne fosteret, der er et menneskeligt væsen. Som du kan se i svarene nedenfor, er det spørgsmål ikke helt enkelt at svare på. Men mange mener, at det bliver mere og mere problematisk at fjerne fosteret, jo ældre det bliver. Hvis man har den opfattelse, er en mulig måde at håndtere dilemmaet på at tillade provokeret abort indtil et bestemt tidspunkt i graviditeten. Netop sådan er reglerne i Danmark, hvor der er fri adgang til provokeret abort til og med 12. graviditetsuge.

For den enkelte kvinde eller det enkelte par kan spørgsmålet om abort også rumme andre vanskelige spørgsmål og dilemmaer. Ofte har de med kvindens/parrets livssituation at gøre. Det kan fx være et par, der har tre børn i forvejen og overvejer at få en abort, fordi de ikke tror, det er godt for familien at få et barn mere. Eller det kan være en enlig kvinde, som egentlig gerne vil have et barn, men som på den anden side hellere vil vente, til hun har fundet den rigtige partner at få det sammen med.

At provokeret abort rent juridisk er tilladt medfører altså ikke nødvendigvis, at det er uproblematisk for den enkelte kvinde eller det enkelte par at tage stilling til spørgsmålet om abort i den konkrete situation.

Der er mange holdninger til abort, hvilket især hænger sammen med, at der er mange meninger om, hvordan man skal opfatte et foster. Et yderpunkt i debatten er, at mennesket opstår ved befrugtningen, og at man derfor lige fra starten skal respektere og beskytte et befrugtet æg på samme måde som et fuldt udviklet menneske. Hvis man har det synspunkt, er abort stort set altid forkert eller i hvert fald højest problematisk.

Et andet yderpunkt i debatten er, at et foster ikke har noget særligt krav på beskyttelse eller på at blive taget hensyn til, bare fordi det biologisk set er menneskeligt liv. Det afgørende er i stedet, om fosteret/barnet har udviklet de egenskaber, der udgør det særlige ved at være menneske — fx rationalitet og selvbevidsthed. Ud fra den opfattelse er det uproblematisk at udføre provokeret abort, også selv om kvinden er langt henne i graviditeten.

De fleste personer i Danmark har nok et synspunkt, der ligger mellem disse to yderpunkter, nemlig (1) at fostre har krav på en vis beskyttelse, og (2) at fosterets krav på beskyttelse stiger i løbet af graviditetsforløbet, så det er mindre problematisk at udføre abort tidligt i graviditetsforløbet end sent i graviditetsforløbet. Denne opfattelse kaldes for den gradualistiske opfattelse: fosterets etiske status (dets krav på at blive taget hensyn til) stiger gradvist.

Ud fra den gradualistiske opfattelse afhænger svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en provokeret abort er etisk forkert, af en afvejning: Er fosterets krav på beskyttelse i den konkrete situation mere tungtvejende end kvindens ret til selvbestemmelse? Svaret afhænger af, hvor udviklet fosteret er og dermed hvilken graviditetsuge, kvinden er i. Man kan også mene, at det afhænger af, hvad kvindens begrundelse for at ønske en abort er, fordi nogle begrundelser for at ønske abort er mere tungtvejende end andre. Et synspunkt kan fx være, at det er en mere tungtvejende begrundelse, at en kvinde endnu ikke føler sig parat til at blive mor, end at hun ønsker en abort, fordi hun venter en dreng og hellere vil have en pige. For en uddybning af de beskrevne synspunkter, se Må man anvende befrugtede æg til forskning og eventuelt også Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status, især kapitel 3 og 2. baggrundskapitel.

Når man udfører provokeret abort, bliver fosteret slået ihjel. Men ”at slå ihjel” er noget andet end ”at dræbe”. Man dræber ikke en bænkebider eller en rødkælk. Man tager heller ikke til dyrlæge for at få sin hund dræbt — den bliver i stedet ”aflivet”.

Ordet ”dræbe” bruger man først og fremmest, når man slår mennesker ihjel. Måske ville man også bruge det, hvis man slog et individ fra en anden meget udviklet art ihjel, fx et væsen fra rummet med højt udviklet intelligens og veludviklede sociale færdigheder. Eftersom vi bruger ordet ”dræbe” på denne måde, afhænger svaret på spørgsmålet om, hvorvidt abort er drab på fostre, af, hvad man mener, et foster er — dvs. hvilken etisk status et foster har.

Hvis man mener, at et befrugtet æg har samme status som et fuldt udviklet menneske, ville man udmærket kunne argumentere for, at det er drab at foretage provokeret abort. Er man derimod gradualist, vil man næppe betegne en provokeret abort tidligt i graviditeten som drab. Men for nogle ville det måske kunne komme på tale at benytte denne betegnelse senere i graviditet, fx i uge 32, hvor fosteret næsten er fuldt udviklet og normalt ikke har problemer med at klare sig uden for livmoderen.

I loven om Det Etiske Råd står der:

”Rådet skal i sit virke arbejde ud fra respekt for menneskets og kommende generationers integritet og værdighed samt respekt for naturen og miljøet. Respekt for menneskets integritet og værdighed omfatter også det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede menneskelige æg og fosteranlæg”.

Ifølge loven er der altså ingen tvivl om, at et foster er at regne for menneskeligt liv og har krav på at blive behandlet værdigt og med respekt. Men når man spørger om, hvorvidt et foster er et menneske, er man sjældent ude på at finde ud af, om et foster rent faktisk er menneskeligt liv. Biologisk set er det nemlig indlysende, at et foster er menneskeligt liv. Det, man spørger om, er i stedet, om fosteret etisk set skal betragtes som et menneske og i visse henseender derfor har samme rettigheder og krav på at blive taget hensyn til som fuldt udviklede mennesker. Dette spørgsmål giver passagen fra loven om Det Etiske Råd ikke noget entydigt svar på, selv om det tydeligt fremgår, at menneskelige æg og fosteranlæg ikke etisk set er helt uden betydning.

Om et foster er et menneske fører altså tilbage til svaret på spørgsmål 2 ovenfor.

Nogle mennesker i Danmark tror, at Det Etiske Råd bestemmer reglerne inden for de emner, vi arbejder med: Abort, fosterdiagnostik, assisteret reproduktion, aktiv dødshjælp osv. Men det gør vi ikke.

Det er Folketinget og altså politikerne på Christiansborg, der bestemmer reglerne, når de stemmer om de lovforslag, der bliver fremsat. Det er med andre ord politikerne og ikke Det Etiske Råd, der har besluttet, hvordan reglerne om provokeret abort skal være i Danmark. Men Det Etiske Råd har nogle gange indflydelse på lovgivningsprocessen, fordi politikerne læser de etiske udredninger, Rådet laver og præsenterer i sine redegørelser og udtalelser.

Ifølge de nuværende regler er der fri adgang til provokeret abort til og med 12. graviditetsuge. Derefter skal man søge abortsamrådene om tilladelse til at få udført en provokeret abort. Abortsamrådene lægger i deres afgørelse vægt på flere forskellige forhold:

  • om graviditet, fødsel eller omsorgen for barnet efter fødslen udgør en trussel mod kvindens helbred fysisk eller psykisk,
  • om der er særlige etiske begrundelser for at udføre en abort, fx at kvinden er blevet gravid på grund af voldtægt eller incest,
  • om der er risiko for, at barnet har eller vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse eller
  • om kvindens sociale forhold kan begrunde en abort, fx fordi kvinden er ung, meget dårligt stillet rent økonomisk eller presset af andre personlige forhold som boligsituation, arbejde eller familie

Begrundelserne skal være mere og mere tungtvejende, jo længere henne i graviditeten aborten foretages. Hvis fosteret skønnes at være levedygtigt (omkring uge 22-24), kan kvinden desuden kun få foretaget abort, hvis det er nødvendigt for at afværge fare for hendes eget liv eller alvorlig forringelse af hendes helbred fysisk eller psykisk.

Reglerne om provokeret abort blev vedtaget i Folketinget i 1973 efter en langvarig og kompliceret proces, som ikke giver et udtømmende svar på, hvorfor grænsen for fri abort kom til at ligge netop ved udløbet af 12. graviditetsuge. Men en af de begrundelser, der blev anført, var risikoen for kvinden ved at få udført en abort senere end uge 12. Det blev også nævnt, at der både ud fra biologiske og psykologiske synspunkter er en ganske afgørende forskel på svangerskabet i dets tidligste og seneste stadier. Du kan læse mere om forløbet på side 58-61 i Fremtidens fosterdiagnostik.

Det skal nævnes, at det normalt kun er den gravide kvinde selv, der kan anmode om svangerskabsafbrydelse. Den biologiske far har juridisk set ingen indflydelse på forløbet. Hvis kvinden er under 18 år, skal forældremyndighedsindehaveren samtykke til indgrebet. Men abortsamrådene kan i nogle tilfælde beslutte, at der ikke skal indhentes samtykke, eller at aborten kan gennemføres, selv om forældremyndighedshaveren nægter at give samtykke.

I disse år udføres der ifølge Abortlinien omkring 15.000 aborter om året. Der er tale om et fald i forhold til de forudgående år, hvilket især skyldes, at de helt unge kvinder får færre aborter. Men er det et problem, at der udføres cirka 15.000 aborter om året?

Et af spørgsmålene er, om det er et problem på grund af hensynet til de fostre eller fosteranlæg, der bliver fjernet. Som det fremgår af de tidligere svar, afhænger svaret på dette spørgsmål i høj grad af, hvordan man opfatter fosteranlægget eller fosteret.

Et andet spørgsmål er, hvordan det påvirker kvinden (eller parret) at få en abort. I redegørelsen Fremtidens fosterdiagnostik konkluderer Det Etiske Råd på side 68 følgende om dette spørgsmål ud fra de undersøgelser, der er lavet:

”Det Etiske Råd mener imidlertid, at man med rimelighed kan konkludere, at det er en væsentlig og indgribende begivenhed for en kvinde at få udført abort, en begivenhed som kan have betydning for hende mange år fremover. Der er ikke tale om, at aborten i alle tilfælde primært har negative konsekvenser. For eksempel peger nogle undersøgelser på, at en del yngre kvinder, der får udført abort, bliver mere modne og får større selvtillid af at gennemføre forløbet. Men der findes undersøgelser, som peger på, at det ikke er ualmindeligt for kvinderne at skulle igennem en periode med sorg og forøget stress efter aborten. Ifølge nogle undersøgelser kan kvinderne også føle skyld og skam, men denne reaktion afhænger i nogen grad af omverdenens reaktion. Hvis omverdenen signalerer accept af kvindens beslutning, er dette element mindre fremtrædende.”

På baggrund af denne opsummering må konklusionen være, at det under alle omstændigheder af hensyn til kvinderne selv er en god idé at nedbringe antallet af uønskede graviditeter ved forøget brug af prævention.

Som beskrevet i svaret på spørgsmål 7 er der faktisk nogle grænser i lovgivningen for, hvor sent det er muligt at få provokeret abort. En grænse går ved udløbet af 12. graviditetsuge, hvor der ikke længere er fri adgang til provokeret abort. Kvinden skal herefter søge abortsamrådene om tilladelse til at få udført en abort. En anden grænse går i 22.-24. graviditetsuge, hvorefter kvinden kun kan få udført en abort, hvis det er nødvendigt af hensyn til hendes eget helbred.

Men én ting er, at disse grænser faktisk er bygget ind i lovgivningen. Noget andet er, om grænserne etisk set er velbegrundede. Det kan man udmærket argumentere for, at de er. Hvis man tilslutter sig den gradualistiske opfattelse, som er beskrevet under spørgsmål 2, bliver det mere og mere problematisk at udføre en abort, jo længere i udviklingen fosteret er. Man kan måske sige det sådan, at fosteret bliver mere og mere menneske og derfor har mere og mere krav på at blive beskyttet – både af hensyn til fosteret selv og måske også af hensyn til vores respekt for det menneskelige liv i det hele taget.

Dette taler for, at man rent lovgivningsmæssigt tilskynder til at foretage abort så tidligt i graviditeten som muligt. Hensynet til kvinden peger i samme retning, for det er et væsentligt større indgreb såvel psykisk som fysisk at få foretaget en sen abort end en tidlig. En tidlig abort er derfor mest skånsom for kvinden selv.

Det enkle svar på dette spørgsmål er ”ja”. Men samtidig er det vigtigt at gøre opmærksom på, at en given religion godt kan have en ”standardholdning” til abort, selv om de personer, der tilslutter sig religionen, ikke alle sammen tilslutter sig denne holdning fuldstændigt. Nogle religioner levner også rum for fortolkning i forhold til abortspørgsmålet, så der kan være intern uenighed om, hvad den ”rigtige” forståelse er.

Det Etiske Råd har beskrevet tre religioners holdning til abortspørgsmålet i 3. baggrundskapitel i redegørelsen Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status. Der henvises hermed til denne tekst. Dog skal Islams holdning til abort kort refereres her, da den meget godt illustrerer sammenhængen mellem religion og abortspørgsmålet. I en hadith (en beretning fra profeten Muhammad) fremgår det, at et fosteranlæg besjæles 120 dage efter undfangelsen og først derefter får etisk status som en person:

”Sandelig, under tilblivelsen i jeres moders mave, er I de første fyrre dage i en form som et frø, dernæst i en periode af samme varighed i en form som en klump sammenløbet blod, dernæst i en periode af samme varighed i en form som et lille stykke kød, hvorefter der bliver sendt en engel til fosteret, og denne blæser ånden i dette”.

I forlængelse heraf anses det inden for Islam under visse betingelser for at være acceptabelt at abortere fosteret inden for de første 120 dage efter undfangelsen. Tilsvarende sammenhænge mellem religion og abortspørgsmålet er der også inden for kristendommen og jødedommen.

FAQ om fosterdiagnostik

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, men medlemmerne behøver ikke at blive enige om de spørgsmål, de diskuterer. Faktisk er medlemmerne som oftest uenige. Alene af den grund kan det være svært at svare på, hvad Det Etiske Råd mener om fosterdiagnostik. Et andet problem er, at der kan gå lang tid imellem, at Rådet forholder sig til et bestemt spørgsmål. Sidst, Rådet forholdt sig til fosterdiagnostik var i 2009, hvor Rådet udgav redegørelsen Fremtidens fosterdiagnostik. Ingen af de daværende medlemmer sidder i Rådet i dag, så hvad de nuværende medlemmer mener, vil man kun finde ud af ved at spørge dem.

I 2009 gav ingen medlemmer af Rådet udtryk for, at de ligefrem syntes, man skulle forbyde eller undlade at udføre fosterdiagnostik. På den anden side var en del medlemmer ret kritiske over for fosterdiagnostik — og alle medlemmer mente, at der bør være grænser for, i hvilke tilfælde man skal kunne udføre provokeret abort efter fosterdiagnostik. Det burde efter de daværende medlemmers mening kun ske i forbindelse med alvorlige sygdomme eller misdannelser hos fosteret og altså ikke på grund af normalegenskaber som fx køn, disposition for højde eller intelligens. Men lige præcis hvor, grænsen skulle gå, var der ikke enighed om — og det kan også være svært at beskrive en sådan grænse med ord uden at komme med konkrete eksempler.

Nogle gange er det også svært alene ud fra diagnosen at vurdere, hvor alvorlig en given sygdom eller misdannelse kommer til at være for barnet. Et eksempel på dette er læbe-gane-spalte, som kan have meget varierende sværhedsgrad. I disse tilfælde er det udtryk for et konkret skøn, hvor alvorlig sygdommen eller lidelsen må siges at være.

I Danmark tilbydes alle gravide kvinder fosterdiagnostik, som betales med offentlige midler og altså er gratis for kvinden selv. Tilbuddet omfatter de følgende undersøgelser:

  • En såkaldt doubletest i graviditetsuge 8-13, hvor der tages en blodprøve fra kvinden, som testes for indholdet af to stoffer kaldet PAPP-A og hCG.
  • En ultralydsundersøgelse i uge 11-13, hvor tykkelsen af fosterets nakkefold vurderes.
  • En misdannelsesscanning omkring uge 20 i graviditeten, hvor man vurderer, om fosteret ser normalt ud, fx kan man se, om hjertet har udviklet sig normalt.

Doubletesten og ultralydsundersøgelsen fører tilsammen frem til en vurdering af risikoen for, at fosteret har genetiske defekter som fx ved Downs syndrom, der også betegnes mongolisme. Hvis risikoen for dette er større end 1:300 (dvs. at der er en risiko på 0,33 % eller mere for, at fosteret har en arvelig sygdom), tilbydes kvinden enten moderkagebiopsi (hvor et stykke af moderkagen analyseres) eller fostervandsprøve (hvor noget af fostervandet analyseres), som giver et mere sikkert billede af, om fosteret har arvelige sygdomme. At man normalt ikke tilbyder moderkagebiopsi eller fostervandsprøve med det samme skyldes, at der er en risiko på ca. 0,5 % for, at kvinden efterfølgende spontant aborterer fosteret, fordi man stikker en nål ind i livmoderen for at tage prøven.
Som supplement til disse undersøgelser er man også begyndt at anvende en metode, der betegnes NIPT (Non-Invasiv prenatal test). Det kan du læse om under spørgsmål 10. Ved denne test tager man en blodprøve fra moderen og finder frem til noget af det arvemateriale fra fosteret, der befinder sig i blodet. Derefter analyserer man det. Testen er endnu ikke så sikker som fostervandsprøve og moderkagebiopsi, men på længere sigt kommer den måske til at erstatte disse teknikker, da NIPT ikke rummer den samme risiko for spontan abort. Måske kommer man på et tidspunkt til at kunne analysere hele fosterets genom (alt dets DNA) ud fra prøven.

Før 2004 var det kun kvinder over 35 år eller kvinder/par med arvelig sygdom i slægten, der fik tilbudt fosterdiagnostik, enten moderkagebiopsi eller fostervandsprøve. Men nu er det altså alle kvinder, der får tilbud om fosterdiagnostik. Som man kan se i redegørelsen Fremtidens fosterdiagnostik har dette ført til, at der fødes væsentligt færre børn med Downs syndrom nu end tidligere. I 2004 (hvor det nye tilbud blev indført) blev der fx født 61 børn med Downs syndrom, mens tallet i 2013 var helt nede på 20. I 2014 var det dog steget til 34, men i langt hovedparten af tilfældene var der tale om børn, der ikke blev opdaget gennem fosterdiagnostik. Meget få forældre vælger at føde et barn, som, de har fundet ud af, har Downs syndrom.

Det offentlige sundhedsvæsen tilbyder fosterdiagnostik som en gratis ydelse til alle gravide kvinder, men ifølge Sundhedsstyrelsen er formålet med dette ikke at sørge for, at der fødes færrest muligt syge eller handicappede børn. Formålet er i stedet at understøtte kvindens valg. Det er altså kvinden selv, der bestemmer, om hun overhovedet ønsker at tage imod tilbuddet om fosterdiagnostik. Og hun bestemmer også selv, om hun ønsker at få foretaget en provokeret abort, hvis der er noget galt med fosteret (se dog svaret på spørgsmål 6 angående reglerne om fosterdiagnostik). Sundhedsvæsenet skal derfor give uvildig rådgivning og ikke forsøge at presse eller råde kvinden til noget.

Stort set alle kvinder tager imod tilbuddet om fosterdiagnostik, og det har været diskuteret, om der reelt er tale om et frit valg. Nogle mener fx, at bare det, at tilbuddet eksister, er et signal om, at det er et tilbud, det er en god idé at tage imod – ellers havde man vel ikke fået det!?

Fosterdiagnostik kan også bruges til andet end at opspore syge eller handicappede fostre for at få foretaget provokeret abort. I nogle få tilfælde kan man fx finde sygdomme, som kan kureres under graviditeten. Eller man kan forudsige komplikationer i forbindelse med eller efter fødslen, som man kan forberede sig på at gøre noget ved, fx ved at operere barnet lige efter, at det er blevet født. For kvinden eller parret kan det også være en fordel at kunne forberede sig på at få et barn med et handicap, hvis de vælger ikke at få foretaget provokeret abort.

Den etiske stillingtagen til fosterdiagnostik rummer nogle af de samme problemstillinger som ved provokeret abort. Spørgsmålet er blandt andet, om fosteret har et krav på beskyttelse og på at blive taget hensyn til, som taler imod at foretage provokeret abort, fordi fosteret jo herved går til grunde. Det er der flere og meget forskellige meninger om. Nogle mener, at hensynet til fosteret ikke vejer særlig tungt, i det mindste ikke så længe, det ikke er ret udviklet og har meget lidt til fælles med et fuldt udviklet menneske. Andre har derimod den opfattelse, at hensynet til fosteret er tungtvejende, fordi der er tale om menneskeligt liv, som skal behandles værdigt og med respekt (se Svar på spørgsmål om provokeret abort, hvor der er en mere uddybet diskussion af dette spørgsmål end her).

Et andet spørgsmål er, hvordan hensynet til fosteret skal afvejes i forhold til hensynet til den gravide kvindes selvbestemmelse. Svaret på dette spørgsmål afhænger selvfølgelig af, hvor tungvejende man anser hensynet til fosteret for at være. Men det afhænger også af, hvor meget man mener, der skal lovgives om – og hvor meget det skal overlades til borgerne selv at bestemme. Også her er der delte meninger.

I forhold til fosterdiagnostik støder der et nyt spørgsmål til, nemlig om det er mindre problematisk at abortere et alvorligt sygt eller handicappet foster end et raskt foster? Meget taler for, at dette kan siges at være tilfældet, i hvert fald i nogle situationer. Hvis et foster fx er både blindt og døvt og samtidig har en alvorlig hjertefejl, så det alligevel vil dø kort tid efter fødslen, kan det være svært at se et formål med at gennemføre graviditeten. Barnet opnår formodentlig alligevel ikke nogen glæde ved at være til i den korte tid, det får at leve i.

Men man skal måske være lidt varsom med at bruge argumentet, for det er svært at vurdere, hvor godt eller dårligt andres liv er — især når det drejer sig om personer, der er født med et handicap og derfor fra begyndelsen af har vænnet sig til at leve med det. Og hvor ”dårligt” skal livet for det kommende barn i øvrigt være, for at det kan retfærdiggøre en provokeret abort? En diskussion har fx været, om et liv med Downs syndrom er så dårligt, at det kan retfærdiggøre en abort. Mange mener, at dette ikke er tilfældet, men det betyder ikke nødvendigvis, at en provokeret abort dermed ikke kan retfærdiggøres. Hensynet til de kommende forældres ønsker og til den belastning, de udsættes for, skal også naturligvis også indgå i vurderingen.

Det Etiske Råd får rigtig mange henvendelser om ”det perfekte barn” (se Ønskebarn for en nærmere diskussion af temaet om det perfekte barn). Spørgsmålet er ofte, hvad Det Etiske Råd mener om, at så mange forældre er ude efter at få det perfekte barn. Som regel er spørgsmålet baseret på en misforståelse af, hvad man faktisk kan med de teknikker, man behersker for øjeblikket. Betegnende for disse teknikker er nemlig, at man stort set ikke er i stand til at tilvælge egenskaber. Normalt kan man kun fravælge bestemte egenskaber eller rettere: befrugtede æg og fostre med bestemte egenskaber. Dette gælder fx i forbindelse med fosterdiagnostik, hvor kvinden allerede har ét og i nogle tilfælde flere fostre i maven. Disse fostre kan man undersøge for at finde ud af, om de har egenskaber, forældrene ikke ønsker, de skal have.

Det vil især sige sygdomme eller handicap, men det er også muligt at undersøge for køn og flere andre normalegenskaber. Men herefter er kvindens eller parrets valgmuligheder enten (1) at få udført en provokeret abort og eventuelt starte forfra med at blive gravid igen, eller (2) at beholde og føde barnet i maven. Det er ikke sandsynligt, at nogle af disse muligheder fører til ”det perfekte barn”. Men udfaldet kan eventuelt være, at kvinden eller parret får et normalt og sygdomsfrit barn i stedet for at få et barn med en arvelig sygdom eller en misdannelse.

Ifølge de nuværende regler er der fri adgang til provokeret abort til og med 12. graviditetsuge. Derefter skal man søge abortsamrådene om tilladelse til at få udført en provokeret abort. Abortsamrådene lægger i deres afgørelse vægt på flere forskellige forhold:

  • om graviditet, fødsel eller omsorgen for barnet efter fødslen udgør en trussel mod kvindens helbred fysisk eller psykisk,
  • om der er særlige etiske begrundelser for at udføre en abort, fx at kvinden er blevet gravid på grund af voldtægt eller incest,
  • om der er risiko for, at barnet har eller vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse eller
  • om kvindens sociale forhold kan begrunde en abort, fx fordi kvinden er ung, meget dårligt stillet rent økonomisk eller presset af andre personlige forhold som boligsituation, arbejde eller familie.

Begrundelserne skal være mere og mere tungtvejende, jo længere henne i graviditeten aborten foretages. Hvis fosteret skønnes at være levedygtigt (omkring uge 22-24), kan kvinden desuden kun få foretaget abort, hvis det er nødvendigt for at afværge fare for hendes eget liv eller alvorlig forringelse af hendes helbred fysisk eller psykisk.

En tilbagevendende diskussion i forbindelse med fosterdiagnostik har været, om brugen af teknologien kan føre til et skred i forhold til nogle af de værdier, vores samfund bygger på. Det har blandt andet været diskuteret, om brugen af fosterdiagnostik på længere sigt vil kunne ændre vores forståelse af menneskets værdighed og menneskelivets ukrænkelighed, fordi det enkelte menneskes værdi ”gradbøjes” i forbindelse med fosterdiagnostik. Nogle liv anses for at være mere værd at beskytte end andre — og selve ideen om at det menneskelige liv som sådan har en ubetinget værdi er dermed sat på spil. I redegørelsen Fremtidens fosterdiagnostik fra 2009, formulerede Det Etiske Råd problemet med et skred i værdier på følgende måde:

”Det er også væsentligt, at lovgivning og praksis så vidt muligt er i overensstemmelse med generelle samfundsmæssige normer og sigter mod at sikre sammenhængskraften i samfundets fællesskab. Eksempelvis bortfalder det ældgamle grundlag for samfundsdannelsen, at ingen har ansvaret for den enkeltes medfødte talenter eller udseende, og at vi derfor byder enhver velkommen til verden, hvis alle informationer om et kommende barns arveanlæg bliver tilgængelige for alle gravide på et så tidligt tidspunkt, at de selv kan vælge til og fra” (s. 63).

Sådanne ”udskridningsargumenter” eller ”glidebaneargumenter”, som de også kaldes, fremsættes ofte i forbindelse med de teknikker, Det Etiske Råd arbejde med. I forbindelse med sådanne argumenter er det vigtig at stille i hvert fald to spørgsmål:

  1. Er det rigtig — eller virker det i det mindste sandsynligt — at den beskrevne brug af en given teknik rent faktisk fører til den påståede udskridning af værdier?
  2. Skal denne ”udskridning” af værdier i så fald faktisk betragtes som noget negativt?

De to spørgsmål er svære at svare på, men de har helt forskellig karakter. Det første har at gøre med, hvordan vores holdninger rent faktisk vil udvikle sig, hvis vi begynder at benytte en given teknologi. Derimod udtrykker svaret på det andet spørgsmål i sig selv en holdning: Er denne udvikling god eller dårlig? Det vil man ofte være uenige om, hvis man har forskellige etiske grundholdninger. Er det fx en dårlig ting, at enlige kvinder nu helt lovligt kan blive insemineret med donorsæd, så de kan skabe en familie uden en partner? Det blev først tilladt i 2006 og var ulovligt indtil da. Svaret afhænger af ens holdninger til fx kvindens selvbestemmelse, barnets interesser, ønskede familieformer mv. og kan derfor være forskelligt fra person til person.

Hvis man har som mål at sørge for, at færre fostre fjernes ved provokeret abort efter fosterdiagnostik, kan flere muligheder for at sikre dette overvejes. I punkterne nedenfor opsummeres nogle forslag, som politikerne i Folketinget kom med, da de i 2003 i fællesskab vedtog en udtalelse om fosterdiagnostikkens formål, udtalelse V 105, fx:

  • at samfundet i højere grad end nu støtter forældrene til handicappede børn med økonomiske eller sociale hjælpeforanstaltninger, så det er mindre belastende at opfostre et sygt eller handicappet barn — det kunne fx være økonomiske tilskud til at passe børnene selv eller bedre muligheder for at få aflastning af en institution.
  • at de kommende forældre rådgives af handicaporganisationer og andre relevante organisationer, så de får kendskab til, hvad det vil sige — og hvad det kræver — at opfostre et barn med et givent handicap.

Om sådanne tiltag ville have nogen effekt, er det selvfølgelig svært at sige noget om. Men det er interessant, at politikerne i udtalelsen gjorde det klart, at etikken altid skal være udgangspunktet for fosterdiagnostikken:
”Folketinget finder, at det ikke er de tekniske muligheder for at finde sygdomme hos fostre, der skal fastsætte grænserne for fosterdiagnostikken. Etiske overvejelser bør altid være udgangspunktet. Det skal sikres, at gravide ikke føler sig tvunget til at få en abort på grund af manglende økonomiske eller sociale hjælpeforanstaltninger”.

I dag drejer debatten om fosterdiagnostik sig i høj grad om kvindens selvbestemmelse og om, hvorvidt det er acceptabelt at foretage provokeret abort af et foster — og om det er mere acceptabelt, når fosteret er alvorligt sygt eller handicappet, end hvis det er normalt. Men det er vigtigt og interessant at være opmærksom på, at debatten historisk set ikke altid har haft dette fokus. Ifølge den danske forsker, Sniff Andersen Nexø (se Forskellige syn på befrugtede æg og fostre), var det først i løbet af 1970’erne, at debatten tog denne drejning. Tidligere var udgangspunktet i højere grad samfundets behov, hvor især to hensyn var relevante:

I 1930’erne var man stærkt bekymret for, at befolkningstallet skulle falde. Derfor anså man det for vigtigt, at kvinderne fødte så mange børn som muligt. Af den grund var adgangen til lovlig abort meget begrænset.
Samtidig var det dog afgørende, at de kommende børn blev til gode og velfungerende borgere i samfundet og altså ikke kom til at ligge samfundet til last. Derfor blev fravalg af dårlige, biologiske liv betragtet som uproblematisk.
Fokus var altså på samfundets behov frem for på fosterets status eller kvindernes frihed. De individuelle behov måtte altså underlægges de samfundsmæssige behov.

Man kan måske sige, at udviklingen inden for fosterdiagnostik på mange måder afspejler den bredere samfundsmæssige udvikling i løbet af det 20. århundrede, hvor der i stigende grad er sat fokus på individets selvbestemmelse og individuelle rettigheder. De samfundsmæssige værdier og behov er i nogen grad trådt i baggrunden.

I 2009 lavede Det Etiske Råd en redegørelse med titlen Fremtidens fosterdiagnostik. Fremtidens fosterdiagnostik er nu så småt ved at blive til virkelighed og anvendes som supplement til de teknikker, du kan læse om under spørgsmål 2. Det er en metode, der betegnes NIPT (Non-Invasiv prenatal test). Ved denne test tager man en blodprøve fra moderen og finder via denne frem til arvemateriale fra fosteret. Noget af arvematerialet fra fosteret befinder sig nemlig i den gravide kvindes blod, men det kan være svært at finde frem til. Og man skal være sikker på, at det stammer fra fosteret og ikke andre steder fra, fx fra kvinden selv. Når man har fundet frem til tilstrækkelig meget materiale, kan man analysere det.

Teknikken fungerer ikke helt tilfredsstillende endnu, men måske kommer den i løbet af ikke særlig lang tid til at fungere så godt, at man allerede i uge 8 eller 9 i graviditeten kan lave en fuldstændig analyse af fosterets genom, det vil sige af dets samlede genetiske arvemateriale. Og når man kan det, vil man kunne sige lige så meget om dets egenskaber, som man på nuværende tidspunkt kan sige om fødte menneskers egenskaber og dispositioner for egenskaber, når man laver en fuld genetisk test. Og det er — i det mindste ifølge reklamerne for sådanne test — slet ikke så lidt endda(se fx: https://www.23andme.com/en-eu/) og må forventes at blive mere og mere, efterhånden som man opnår større og større viden om sammenhængen mellem genomet og de egenskaber, de enkelte gener koder for.

Når NIPT er fuldt udviklet, kan det skabe nogle nye dilemmaer i forhold til reguleringen af fosterdiagnostik. For eftersom prøvesvarene vil være tilgængelige inden udløbet af 12. graviditetsuge, vil kvinden eller parret have et helt frit valg i forhold til at bestemme, hvilke arveegenskaber ved fosteret, der retfærdiggør en provokeret abort. I redegørelsen om Fremtidens fosterdiagnostik diskuterede Rådet blandt andet, om det er acceptabelt at foretage provokeret abort på grund af fosterets køn eller fordi, fosteret viser sig at have en anden far end forventet. Flertallet af medlemmerne fandt ikke dette acceptabelt og anbefalede derfor, at man slet ikke skulle kunne få disse oplysninger i forbindelse med brugen af NIPT.