Abort og fosterdiagnostik

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, men medlemmerne behøver ikke at blive enige om de spørgsmål, de diskuterer. Faktisk er medlemmerne som oftest uenige. Alene af den grund kan det være svært at svare på, hvad Det Etiske Råd mener om provokeret abort. Et andet problem er, at der kan gå lang tid imellem, at Rådet forholder sig til et bestemt spørgsmål.

Sidst Rådet forholdt sig til provokeret abort var i 2023. Her var alle rådsmedlemmer enige om, at alle gravide altid bør have adgang til neutral information og rådgivning om abort. I andre spørgsmål var rådet dog uenige. Et af de spørgsmål, rådet var uenige om, var, hvor grænsen for den fri abort bør gå?

Fx anbefalede ni rådsmedlemmer, at grænsen for den fri abort bør flyttes til uge 18. Mens de resterende otte rådsmedlemmer enten anbefalede en grænse på 15 uger eller at den hidtidige grænse på 12 uger beholdes.

Siden 2023 har der været udskiftning i rådets medlemmer. De enkelte medlemmer bliver nemlig udpeget for tre år og kan kun genudpeges én gang. Et medlem kan derfor højest sidde i Rådet i seks år. Så hvad de nuværende medlemmer af Det Etiske Råd mener om provokeret abort, vil man kunne finde ud af ved at spørge dem.

Rent lovgivningsmæssigt er det et helt afgørende dilemma, hvordan kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, sit liv og sin graviditet skal afvejes i forhold til hensynet til fosteret. Hvis kvinden fx er blevet gravid uden at ønske det og hverken har lyst eller er klar til at få et barn, så er det et stort indgreb i hendes ret til selv at bestemme at forhindre hende i at få adgang til en provokeret abort. Det taler for at lovliggøre provokeret abort.

På den anden side er spørgsmålet så også, om det er etisk acceptabelt at fjerne fosteret. Som du kan se i svarene nedenfor, er det spørgsmål ikke helt enkelt at svare på. Det kan opfattes mere problematisk at fjerne fosteret, jo længere graviditeten har varet. Hvis man har den opfattelse, er en mulig måde at håndtere dilemmaet på at tillade provokeret abort indtil et bestemt tidspunkt i graviditeten. Fra d. 1. juni 2025 er dette tidspunkt til og med d. 18. graviditetsuge. I fem årtier – fra 1973 til 2025 – var grænsen ved uge 12.

For den enkelte kvinde eller det enkelte par kan spørgsmålet om abort også rumme andre vanskelige spørgsmål og dilemmaer. Ofte har dilemmaerne med kvindens/parrets livssituation at gøre. Det kan fx være et par, der har tre børn i forvejen og overvejer at få en abort, fordi de ikke tror, det er godt for familien at få et barn mere. Eller det kan være en enlig kvinde, som egentlig gerne vil have et barn, men som på den anden side hellere vil vente, til hun har fundet den rigtige partner at få det sammen med.

At provokeret abort rent juridisk er tilladt medfører altså ikke nødvendigvis, at det er uproblematisk for den enkelte kvinde eller det enkelte par at tage stilling til spørgsmålet om abort i den konkrete situation.

Der er mange holdninger til abort, hvilket især hænger sammen med, at der er mange meninger om, hvordan man skal opfatte et foster. Et yderpunkt i debatten er, at mennesket opstår ved befrugtningen, og at man derfor lige fra starten skal respektere og beskytte et befrugtet æg på samme måde som et fuldt udviklet menneske. Hvis man har det synspunkt, er abort stort set altid forkert eller i hvert fald højst problematisk.

Et andet yderpunkt i debatten er, at et foster ikke har noget særligt krav på beskyttelse eller på at blive taget hensyn til, bare fordi det biologisk set er menneskeligt liv. Det afgørende er i stedet, om fosteret/barnet har udviklet de egenskaber, der udgør det særlige ved at være menneske — fx rationalitet og selvbevidsthed. Ud fra den opfattelse er det uproblematisk at udføre provokeret abort, uanset hvor fremskreden graviditeten er, idet det først er efter fødslen, at barnet udvikler den slags egenskaber.

De fleste personer i Danmark har et synspunkt, der ligger mellem disse to yderpunkter, nemlig (1) at fostre har krav på en vis beskyttelse, og (2) at fosterets krav på beskyttelse stiger i løbet af graviditetsforløbet, så det er mindre problematisk at udføre abort tidligt i graviditetsforløbet end sent i graviditetsforløbet. Denne opfattelse kaldes for den gradualistiske opfattelse: fosterets etiske status (dets krav på at blive taget hensyn til) stiger gradvist igennem graviditeten.

Ud fra den gradualistiske opfattelse afhænger svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en provokeret abort er forsvarlige eller ej, af en afvejning: Er fosterets krav på beskyttelse i den konkrete situation mere tungtvejende end kvindens ret til selvbestemmelse? Den konkrete situation kan f.eks. være, at kvinden har fået en viden om fosteret gennem fosterdiagnostiske metoder, som har betydning for fosterets livsbetingelser og/eller egenskaber. Eller at hun endnu ikke føler sig parat til at blive forælder. Det er svært at vurdere, hvad der udgør en tungtvejende begrundelse for at foretage en abort. At føle sig parat til at blive forældre er f.eks. noget, som opleves meget forskelligt alt efter hvem man er som menneske. Det samme gælder, hvis fosteret viser tegn på sygdom. For et par, som har ønsket sig at få et barn i mange år, kan en abort være anderledes, end for et par som måske kun kan forestille sig at få et sundt og raskt barn. Du kan læse mere om forskellige synspunkter i rådets udtalelse om fosterundersøgelser.

Abort er et fænomen, der let vækker stærke følelser og intens debat. I Udtalelse om grænsen for provokeret abort (2023) kommer rådet ind på, at dette til dels skyldes, at emnet vedkommer så godt som hele befolkningen, og at abort berør helt grundlæggende fænomener: skabelsen af nyt liv og afbrydelsen af samme. Fordi abort på denne måde rammer bredt og dybt, er det efter rådets mening særligt vigtigt, at alle parter bestræber sig på at fremstille egne og andres synspunkter så sagligt og nuanceret som muligt.

Det kan ikke lade sig gøre at tale om et fænomen som abort uden at bruge ord. Men selve valget af ord er ofte noget af det mest omstridte, fordi det sjældent kan undgå at afspejle ens grundlæggende syn på fænomenet. Det gælder fx betegnelsen for det, som aborteres: er det ’en celleklump’? ’Graviditetsvæv? ’Et foster’? ’Et barn’? ’Et menneske’? ’En lille en’? Hvert ordvalg afspejler mere eller mindre eksplicit et bestemt syn på det omtalte, og kan derfor støde eller forarge dem, der har et andet syn på sagen. Og det samme gælder for betegnelsen af selve processen: er det ’abort’? ’svangerskabsafbrydelse’? ’drab’? Eller noget helt fjerde?

I svarene på de næste to spørgsmål kan du læse mere om konkrete ordvalg, og hvordan de kan ses som udtryk for specifikke etiske afvejninger.

For at betegne abort som ”drab” er man nødt til at opfatte fostre som noget, der har en etisk status som menneske helt fra begyndelsen. Ordet ’dræbe’ bruger man nemlig først og fremmest, når det er mennesker, det går udover. Dyrlæger ”dræber” f.eks. ikke kæledyr – de bliver derimod ”aflivet”. Eftersom vi bruger ordet ”dræbe” på denne måde, afhænger svaret på spørgsmålet om, hvorvidt abort er drab på fostre, af, hvad man mener, et foster er – dvs. hvilken etisk status et foster har.

Hvis man mener, at et befrugtet æg har samme status som et fuldt udviklet menneske, ville man kunne argumentere for, at det er drab at foretage provokeret abort.

Hvis man derimod har en gradualistisk opfattelse, ville man næppe betegne en abort som et ’drab’, særligt ikke når aborten foretages tidligt i graviditeten. Men for nogle vil ’drab’ måske kunne komme på tale, når det er meget sent i graviditeten f.eks. hvor fosteret næsten er fuldt udviklet og som regel kan klare sig uden for livmoderen.

At omtale abort som ’drab’ forudsætter altså et bestemt syn på fosteret, som står i kontrast til andre syn på fosteret. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvilke ord man vælger, når man taler om og diskuterer et emne som abort.

I rådets redegørelse om sprog og etik kan du læse mere, om sprogets betydning, og om der overhovedet findes et etisk neutralt sprog.   

Når man spørger om et foster er at regne for menneskeligt liv og dermed har krav på at blive behandlet værdigt, er man sjældent ude på at finde ud af, om et foster rent faktisk er et levende væsen af arten homo sapiens. Biologisk set er det nemlig indlysende, at et foster er menneskeligt liv. Det, man spørger om, er i stedet, om fosteret har en etisk status som menneske og derfor har samme rettigheder og krav på at blive taget hensyn til, som fuldt udviklede mennesker.

I rådets nyeste udtalelse fra 2023 bliver redegjort for tre modstridende grundsyn på fosterets etiske status:

1. Fosterets værdi etableres med undfangelsen
2. Fosterets værdi etableres i takt med, at det udvikler sig og øges gradvist igennem graviditeten
3. Fosteret får først egentlig værdi nogen tid efter, at det er blevet født

I hvert grundsyn vil man finde forskellige svar på, om fostre er mennesker helt fra undfangelsen, bliver det undervejs i graviditeten eller først kan betegnes som menneske langt senere.

Det er en udbredt misforståelse, at Det Etiske Råd laver og bestemmer reglerne for de emner, som rådet arbejder med såsom abort, fosterdiagnostisk, aktiv dødshjælp osv. Det gør Rådet ikke.

Det er Folketinget og dermed de folkevalgte politikere på Christiansborg, der bestemmer reglerne, når de stemmer om de lovforslag, der bliver fremsat. Men Det Etiske Råd har nogle gange indflydelse på lovgivningsprocessen, fordi rådet som regel præsenterer sine overvejelser for politikerne, der ligesom alle andre borgere selvfølgelig også har mulighed for at læse rådets redegørelser og udtalelser.

I sin udtalelse fra 2023 tog rådet stilling til spørgsmålet: hvor bør grænsen for den fri abort gå? Og netop det spørgsmål har haft et lovmæssigt entydigt svar i de seneste 50 år, hvor grænsen har været ved 12. graviditetsuge.

Den 24. april 2025 har folketinget vedtaget at hæve grænsen til 18. graviditetsuge. Lovændringen er trådt i kraft d. 1. juni 2025.

Da Folketinget i 1973 vedtog 12-ugers grænsen, var det ovenpå en langvarig og kompliceret proces. En af begrundelserne for placeringen af grænsen netop dér, var risikoen for kvinden ved at få udført en abort senere end uge 12. Det blev også nævnt, at der både ud fra biologiske og psykologiske synspunkter er en ganske afgørende forskel på en graviditet i dets tidligste og seneste stadier.

Siden 1970’erne er der sket meget både ift. kvinders selvbestemmelse og fosterdiagnostiske metoder. Et centralt spørgsmål i Rådets seneste udtalelse om abort [link] har derfor været, om den overordnede samfundsudvikling kalder på en revidering af den danske abortlovgivning, så den i højere grad tager højde for den gravides selvbestemmelse?

I sit svar på dette spørgsmål, kom rådsmedlemmerne frem til forskellige konklusioner, hvilket resulterede i følgende anbefalinger:

• 4 rådsmedlemmer anbefalede, at grænsen forsat bør gå ved uge 12.
• 4 rådsmedlemmer anbefalede at flytte grænsen til uge 15.
• 9 rådsmedlemmer anbefalede at flytte grænsen til uge 18.

Rådsmedlemmernes forskellige begrundelser kan du læse i udtalelsen, hvor du også kan få et større indblik i, hvorfor det er svært at pege på præcis, hvor grænsen skal trækkes, hvis man har et gradualistisk syn på fosterets etiske status.

I spørgsmål 8 er det beskrevet, hvor grænsen for den fri abort går. Ønsker kvinden eller parret at få en abort senere end dette tidspunkt, kræver det, at man søger om og får tilladelse til at få udført en abort.

Men én ting er, at disse grænser faktisk er bygget ind i lovgivningen. Noget andet er, om grænserne etisk set er velbegrundede. Det kan man udmærket argumentere for, at de er. Hvis man tilslutter sig den gradualistiske opfattelse (at fosters etiske status vokser i takt med graviditeten), bliver det mere og mere problematisk at udføre en abort, jo længere i udviklingen fosteret er. Man kan måske sige det sådan, at fosteret bliver mere og mere menneske og derfor har mere og mere krav på at blive beskyttet – både af hensyn til fosteret selv og måske også af hensyn til vores respekt for det menneskelige liv i det hele taget. Omkring 22.-24. graviditetsuge er fosteret udviklet i en sådan grad, at der med den rette behandling er en sandsynlighed for, at det vil kunne være levedygtigt udenfor livmoderen.

I sin seneste udtalelse om abort behandlede Det Etiske Råd spørgsmålet: Hvordan bør 15- til 17-åriges ønske om abort håndteres?

I udtalelsen fra 2023 anbefaler samtlige medlemmer af Det Etiske Råd, at 15-17-årige selv bør kunne beslutte, om de vil have abort eller ej – og om forældremyndighedens indehaver skal informeres eller inddrages. De bør dog altid vejledes om, hvilke konsekvenser det vil kunne have ikke at informere og inddrage forældremyndigheden.

Rådet har i sin anbefaling lagt væk på, at 15-17-årige betragtes som fuldt ud i stand til at træffe beslutninger om sex og prævention. Ligeledes at det er et velkendt princip i sundhedsvæsenet, at 15- til 17-årige selv kan tage stilling til spørgsmål om behandling.

Lovændringen som trådte i kraft d. 1. juni 2025 ændrede også 15-17 åriges rammer for abort. De har nu samme rettigheder som personer over 18 år. 

Det enkle svar på dette spørgsmål er ”ja”. Men samtidig er det vigtigt at gøre opmærksom på, at en given religion godt kan have en ”standardholdning” til abort, selv om de personer, der tilslutter sig religionen, ikke alle sammen tilslutter sig denne holdning fuldstændigt. Nogle religioner levner også rum for fortolkning i forhold til abortspørgsmålet, så der kan være intern uenighed om, hvad den ”rigtige” forståelse er.

Det Etiske Råd har beskrevet tre religioners holdning til abortspørgsmålet i 3. baggrundskapitel i redegørelsen Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status. Der henvises hermed til denne tekst. Dog skal Islams holdning til abort kort refereres her, da den meget godt illustrerer sammenhængen mellem religion og abortspørgsmålet. I en hadith (en beretning fra profeten Muhammad) fremgår det, at et fosteranlæg besjæles 120 dage efter undfangelsen og først derefter får etisk status som en person:

”Sandelig, under tilblivelsen i jeres moders mave, er I de første fyrre dage i en form som et frø, dernæst i en periode af samme varighed i en form som en klump sammenløbet blod, dernæst i en periode af samme varighed i en form som et lille stykke kød, hvorefter der bliver sendt en engel til fosteret, og denne blæser ånden i dette”.

I forlængelse heraf anses det inden for Islam under visse betingelser for at være acceptabelt at abortere fosteret inden for de første 120 dage efter undfangelsen. Tilsvarende sammenhænge mellem religion og abortspørgsmålet er der også inden for kristendommen og jødedommen.

Læger, sundhedsplejersker og social- og sundhedsassistenter kan fritages fra at være med til abort, hvis de selv har en religiøs eller etisk overbevisning, der strider mod at udføre svangerskabsforebyggelse eller fosterreduktion. Retten er skrevet ind i sundhedslovens paragraf 102.

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, men medlemmerne behøver ikke at blive enige om de spørgsmål, de diskuterer. Faktisk er medlemmerne som oftest uenige. Alene af den grund kan det være svært at svare på, hvad Det Etiske Råd mener om fosterdiagnostik.

Et andet problem er, at der kan gå lang tid imellem, at Rådet forholder sig til et bestemt spørgsmål. Sidst, Rådet forholdt sig til fosterdiagnostik var dog i 2024. Da rådets medlemmer beskikkes for en treårig periode og kun kan genbeskikkes én gang, er udtalelsen et udtryk for de siddende rådsmedlemmers behandling af emnet.

I 2024 mente samtlige rådsmedlemmer, at et offentligt tilbud om fosterundersøgelser til alle gravide i udgangspunktet er et gode, så længe det (som det danske) ikke er udtryk for en bestemt statslig holdning til fosterundersøgelser, men blot giver gravide et neutralt tilbud, som de så selv kan til- eller fravælge i lyset af deres egen livssituation.

En af de centrale grunde til at foretage fosterundersøgelser er muligheden for at foretage abort i tilfælde af uønskede fund. Det stiller store krav til at definere, hvad uønskede fund indebærer. Det kan nemlig være svært alene ud fra en fosterundersøgelse at vurdere, hvor alvorlig en given sygdom eller funktionsnedsættelse vil være for barnet.

Ifølge sundhedsstyrelsens retningslinjer skal alle gravide have tilbud om følgende fosterundersøgelser:

• En 1. trimester ultralydsscanning mellem uge 11 og 13 med henblik på at sikre en sikker graviditet og fødsel.
• En 1. trimester risikovurdering med henblik på at vurdere risikoen for, at fosteret har misdannelse eller risiko for kromosomsygdom.
• En 2. trimester ultralydsscanning mellem uge 19 og 21 med henblik på at vurdere, om fosteret har misdannelser eller abnorm vækst.

Det offentlige danske fosterdiagnostiske program har en høj tilslutningsgrad, idet det er ca. 95% af alle gravide, som takker ja til at deltage.  

Formålet med at tilbyde undersøgelserne er eksplicit ikke at forebygge sygdom og handicap hos fostre, men at give den gravide mulighed for at træffe de valg i relation til sin graviditet, som hun finder passende. Derfor understreges det også i retningslinjerne, at informationen om muligheden for fosterundersøgelser skal være så neutral som muligt.

Det er altså kvinden selv, der bestemmer, om hun overhovedet ønsker at tage imod tilbuddet om fosterdiagnostik. Der kan være flere grunde til at tage imod tilbuddet om fosterundersøgelser. En grund kan være ren og skær nysgerrighed. En anden kan skyldes en bekymring for, om fosters udvikling er som ønsket.

Hvis man kommer frem til, at fosteret ikke udvikler sig i en ønsket retning, er der overordnet set to typer af handlinger, man kan overveje. På den ene side kan man pleje og behandle fosteret. Det kan fx være ved at operere fosteret for en hjertefejl efter fødslen.  På den anden side kan man abortere fosteret. Det kan fx være i en situation, hvor fosterundersøgelser har afdækket alvorlig, uhelbredelig sygdom hos fosteret, og abort anses for den bedste udvej. Når man overvejer at påvirke fosterets udvikling, er det i sidste ende den gravide/parret som træffer den endelige beslutning på baggrund af sundhedspersonalets neutrale information.

Den etiske stillingtagen til fosterdiagnostik rummer nogle af de samme problemstillinger som ved provokeret abort. Spørgsmålet er blandt andet, om fosteret har et krav på beskyttelse og på at blive taget hensyn til, som taler imod at foretage provokeret abort – altså at afbryde graviditeten. Der er meget forskellige synspunkter på, hvor stort hensynet til fosteret er og om dette hensyn bliver større undervejs i graviditeten.

I forhold til fosterdiagnostik er spørgsmålet også, om, det er mindre problematisk at abortere et alvorligt sygt foster end et raskt foster. I nogle tilfælde vil abort nemlig blive opfattet som værende for fosterets eget bedste, hvis det fx forventes kun at kunne leve i kort tid efter fødslen.

Men man skal måske være lidt varsom med at bruge argumentet, for det er svært at vurdere, hvor godt eller dårligt andres liv er — især når det drejer sig om personer, der er født med et handicap og derfor fra begyndelsen af har vænnet sig til at leve med det. Og hvor ”dårligt” skal livet for det kommende barn i øvrigt være, for at det kan retfærdiggøre en provokeret abort? En diskussion har fx været, om et liv med Downs syndrom er så dårligt, at det kan retfærdiggøre en abort. Nogle mener, at dette ikke er tilfældet, men det betyder ikke nødvendigvis, at en provokeret abort dermed ikke kan retfærdiggøres. Hensynet til de kommende forældres ønsker og til den belastning, de udsættes for, skal naturligvis også indgå i vurderingen.

Det Etiske Råd modtager rigtig mange spørgsmål om ”det perfekte barn” og ”designer børn”. De fleste handler om, hvad Det Etiske Råd mener om, at så mange forældre ønsker at få det perfekte barn. Spørgsmålet rummer en misforståelse af, hvad man faktisk kan med de teknikker, man behersker for øjeblikket. Det er nemlig ikke muligt at tilvælge egenskaber eller ”designe” det perfekte barn. Det, man kan, er i stedet at fravælge bestemte egenskaber eller rettere, fravælge befrugtede æg eller fostre med bestemte egenskaber. Med fosterdiagnostik kan man undersøge fostre for at finde ud af, om fosteret har egenskaber, som forældrene ønsker at foretage et fravalg på baggrund af.

Det vil især sige sygdomme eller handicap, men det er også muligt at undersøge for køn og flere andre egenskaber. Herefter er kvinden eller parrets valgmuligheder enten (1) at få udført en provokeret abort og eventuelt starte forfra med at blive gravid igen, eller (2) at beholde og føde barnet i maven. Det er ingen garanti for, at nogle af disse muligheder fører til ”det perfekte barn”. Men det er muligt, at kvinden eller parret får et normalt og sygdomsfrit barn i stedet for et barn med en arvelig sygdom eller en misdannelse.

Siden 2004 er alle gravide i Danmark blevet tilbudt at få foretaget fosterundersøgelser, som i dag består af en 1. trimesterscanning, en risikovurdering og 2. trimester gennemscanning af fosteret. Den gravide har ret til selv at bestemme, om hun ønsker at få undersøgt sit foster. Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, er det vigtigt, at læger og sundhedspersonalet, oplyser om mulighederne for undersøgelser og svarer på spørgsmål, så den gravide/parret selv kan tage stilling til, hvilke undersøgelser hun/de ønsker. Det er med andre ord, et hovedformål i retningslinjerne at gøre den gravide/parret i stand til at tage stilling til fordele og ulemper på så neutral en måde som muligt, Det nævnes også, at sundhedspersonalet  skal være opmærksom på ’egne holdninger’ og at det kan være meget forskelligt, hvor meget information den gravide/parret ønsker.

I baggrundspapiret for Det Etiske Råds seneste udtalelse om fosterdiagnostik, kan du læse mere i afsnittet ’fosterundersøgelser i Danmark anno 2024’. Her er beskrevet specifikke regler og retningslinjer for de forskellige undersøgelser – også dem som foregår ved private klinikker.

Når forsøget på gennem fosterundersøgelser at påvirke fosterets udvikling i en bestemt retning kan give anledning til etiske dilemmaer, skyldes det, at det ikke altid er klart, hvad der er den bedste retning for fosterets udvikling. Den tvivl hænger sammen med, at det er mange parter som berøres af fosterets udvikling, og at det kan være svært at pege direkte på, hvordan disse parter bliver berørt.

De umiddelbare berørte parter er den gravide og fosteret. Ligesom sundhedspersonalet også kan blive berørt af at tage del i pleje, behandling og abort. På en mere indirekte vis vil mere fjerntstående medlemmer af samfundet også kunne blive berørte.

En gruppe af mere fjerntstående, som ofte nævnes som nogen, der berøres særligt, er personer, som allerede lever med de sygdomme og funktionsnedsættelser, man kan forsøge at gøre noget ved med pleje og behandling eller abort. For nogle af disse kan det fx være belastende, hvis fostre med ’deres’ sygdomme eller funktionsnedsættelser aborteres, idet det kan opleves som udtryk for en vurdering af, at liv som deres ikke er værd at leve. Der er dog også nogle, som mener, at en abort ikke behøver at være udtryk for en sådan vurdering af allerede levende menneskers liv.

Ligesom abort kan virke belastende, kan fødslen af personer med bestemte sygdomme eller handicaps i nogle tilfælde også virke berigende for de personer, som allerede lever med dem. Det kan skyldes flere forhold. For det første kan det opleves som en anerkendelse af, at deres liv er værd at leve. For det andet kan der også være noget berigende i at kunne spejle sig i andre som en selv. Endelig kan det også have betydning, hvor mange man er af en slags, da det alt andet lige gør det lettere at kæmpe for rettigheder og anerkendelse. Det er dog omdiskuteret, om sådanne overvejelser i sig selv kan begrunde en begrænsning af adgangen til fosterundersøgelser eller abort.

Hvis man har som mål at sørge for, at færre fostre fjernes ved provokeret abort efter fosterdiagnostik, kan flere muligheder for at sikre dette overvejes. I punkterne nedenfor opsummeres nogle forslag, som politikerne i Folketinget kom med, da de i 2003 i fællesskab vedtog en udtalelse om fosterdiagnostikkens formål, udtalelse V 105, fx:

• at samfundet i højere grad end nu støtter forældrene til handicappede børn med økonomiske eller sociale hjælpeforanstaltninger, så det er mindre belastende at opfostre et sygt eller handicappet barn — det kunne fx være økonomiske tilskud til at passe børnene selv eller bedre muligheder for at få aflastning af en institution.
• at de kommende forældre rådgives af handicaporganisationer og andre relevante organisationer, så de får kendskab til, hvad det vil sige — og hvad det kræver — at opfostre et barn med et givent handicap.

Samtidig med at de kom med forslagene, gjorde politikerne det klart, at etikken altid skal være udgangspunktet for fosterdiagnostikken:
”Folketinget finder, at det ikke er de tekniske muligheder for at finde sygdomme hos fostre, der skal fastsætte grænserne for fosterdiagnostikken. Etiske overvejelser bør altid være udgangspunktet. Det skal sikres, at gravide ikke føler sig tvunget til at få en abort på grund af manglende økonomiske eller sociale hjælpeforanstaltninger”.

I dag drejer debatten om fosterdiagnostik sig i høj grad om kvindens selvbestemmelse og om, hvorvidt det er acceptabelt at foretage provokeret abort af et foster — og om det er mere acceptabelt, når fosteret er alvorligt sygt eller handicappet, end hvis det er normalt. Men det er vigtigt og interessant at være opmærksom på, at debatten historisk set ikke altid har haft dette fokus. Ifølge den danske forsker, Sniff Andersen Nexø (se Forskellige syn på befrugtede æg og fostre), var det først i løbet af 1970’erne, at debatten tog denne drejning. Tidligere var udgangspunktet i højere grad samfundets behov, hvor især to hensyn var relevante:

I 1930’erne var man stærkt bekymret for, at befolkningstallet skulle falde. Derfor anså man det for vigtigt, at kvinderne fødte så mange børn som muligt. Af den grund var adgangen til lovlig abort meget begrænset.

Samtidig var det dog afgørende, at de kommende børn blev til gode og velfungerende borgere i samfundet og altså ikke kom til at ligge samfundet til last. Derfor blev fravalg af dårlige, biologiske liv betragtet som uproblematisk.

Fokus var altså på samfundets behov frem for på fosterets status eller kvindernes frihed. De individuelle behov måtte altså underlægges de samfundsmæssige behov.

Da rådet udtalte sig om fosterundersøgelser i 2024 var det bl.a. fordi, at der i disse år finder en voldsom teknologisk udvikling sted. Det bliver lettere og lettere at undersøge fostre for flere og flere forhold på tidligere og tidligere tidspunkt i graviditeten. Og i fremtiden må det forventes at blive endnu nemmere at få viden om fostre.

I 2024 opfordrede samtlige af rådets medlemmer til en fremtidssikring af, hvilke forhold der undersøges for, som tager højde for denne udvikling. Det Etiske Råd anbefalede derfor, at der udarbejdes nationale retningslinjer, som indeholder en prioritering af hvilke fosterdiagnostiske fund, der systematisk skal oplyses om. Disse retningslinjer skal hele tiden opdateres, så retningslinjerne tager højde for den nyeste forskning indenfor fosterundersøgelser.

Rådet vurderede også, at fosterundersøgelser ikke kun bør blive opdateret af fagmiljøer alene (f.eks. læger). I stedet bør en bredere kreds involveres. Fosterundersøgelser rummer mange faglige hensyn, men også hensyn der handler om, hvor sandsynlig og alvorlig en tilstand skal være, før der bør kunne undersøges for den. Faglige hensyn vil selvfølgelig spille en væsentlig rolle, men i sidste ende skal der trækkes en grænse. Forskellige fagligheder kan bidrage til at finde et svar på, hvor denne grænse skal være.  

Det var rådets håb, at samfundet på denne måde kan tage ansvar for, hvad det anser for den rette balance mellem de centrale hensyn, som er på spil i forbindelse med fosterundersøgelser. På den ene side handler det om ikke at skabe unødig bekymring hos gravide, som potentielt også kan føre til abort af fostre, der ellers kunne have fået et fint liv. Og på den anden side ønsker man at give gravide mulighed for at træffe de valg i forhold til fosterundersøgelser, abort, behandling osv., som de måtte anse for de bedste for dem selv og/eller fosteret.