Debatten om, hvorvidt det bør være tilladt at forske i menneskelige embryoner, bunder i en uenighed om, hvilken etisk status, embryoner har. Hvis man mener, mennesker har fuld etisk status lige fra befrugtningsøjeblikket, er det lige så moralsk forkert at destruere et embryon, som at slå et menneske ihjel. Hvis man derimod mener, at mennesker først opstår, når de opnår nogle bevidsthedsmæssige funktioner, der er særlige for mennesker, er det ikke så oplagt, at embryoner skal beskyttes på samme måde som mennesker. Uenigheden bunder i forskellige opfattelser af, hvad det er, der giver mennesker deres særlige status.
At mennesket har en særlig status, og dermed en særstilling på denne klode, er der derimod meget stor enighed om. Der er en lang tradition, som også har ført til vedtagelsen af FN's Menneskerettighedserklæring fra 1948, for at opfatte mennesker som en særlig art med særlige rettigheder. I vestlig sammenhæng har der været en lang tradition for at begrunde disse rettigheder i menneskers moralske betydning eller særlige værdighed. Der er undervejs sket et skift fra at forklare denne særlige værdighed i, at den er givet af Gud til alle medlemmer af den menneskelige art, til begrundelser, der vægter den moralske betydning af visse egenskaber, som primært findes hos mennesker. Denne udvikling modsvarer et skift fra at tale om naturlige rettigheder til at tale om menneskerettigheder.
Et væsens etiske status er afgørende for, i hvilken grad man er forpligtet til at tage hensyn til det. Hvis mennesker har højere etisk status end dyr, betyder det altså, at alene dette at være et menneske medfører, at der skal tages mere hensyn til én end til andre levende organismer. For eksempel kunne konsekvensen være, at det må anses for helt uacceptabelt at slå et uskyldigt menneske ihjel, mens dette ikke gælder for dyr.
Om man anser menneskers særlige status for at være noget, der er tilført udefra af en gud, eller om man mener, det skyldes egenskaber ved menneskene selv, har stor betydning for, om man anser embryoner for at have samme status, som mennesker. Det er denne uenighed, man finder i abortdebatten og i debatten om stamcelleforskning. Man kan tale om tre hovedpositioner i debatten:
Mennesker bliver til ved befrugtningen
Nogle mennesker tager udgangspunkt i en forestilling, som kan siges at stamme fra den kristne kulturarv, om at mennesket opstår ved befrugtningen, og det betyder, at man lige fra starten skal respektere og beskytte et befrugtet æg på samme måde, som et udviklet menneske. Det skyldes, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed, som blandt andet betyder, at individet bør respekteres og beskyttes mod destruktion og overgreb. Denne værdighed er ikke i sig selv et biologisk fænomen, men den er knyttet til det menneskelige liv som sådan. Synspunktet begrundes med, at mennesket i modsætning til andre væsener er skabt af Gud i hans billede.
Hvis man accepterer, at mennesket er blevet givet en moralsk særstilling, kan man argumentere for, at denne særstilling gælder alt, hvad der genetisk set er menneskeligt. For eksempel har den amerikanske filosof og højesteretsdommer, John T. Noonan fremført dette argument:
Det væsentligste argument for, at der skabes et menneske ved befrugtningen, er, at det er på det tidspunkt, det nye væsen modtager den genetiske kode. Den genetiske information bestemmer hans egenskaber, er den biologiske bærer af muligheden for menneskelige visdom, og gør ham til et selv-udviklende væsen. Et væsen med en human genetisk kode er et menneske.
John T. Noonan (1970), An Almost Absolute Value in History, i The Morality of Abortion: Legal and Historical Perspectives (ed: John T Noonan, Harvard University Press)
Man kan kritisere dette argument på flere måder. Blandt andet kan man hævde, at det baserer sig på en genetisk reduktionisme. Det vil sige, at det reducerer eller formindsker mennesket til at være sine gener uden at inddrage andre træk ved dette at være menne-ske i beskrivelsen, for eksempel at et menneske er karakteriseret ved at kunne tænke sig om og have bevidsthed om sig selv. På baggrund af argumentet er det centrale og definerende for at være menneske nemlig udelukkende tilstedeværelsen af det humane genom. Men ud fra denne måde at tænke på, burde man udvise lige så meget respekt over for en almindelig kropscelle som over for et befrugtet æg. For også en almindelige kropscelle indeholder den genetiske kode.
I forlængelse af denne kritik kan man forsøge at udvide argumen-tet ved at sige, at det befrugtede æg etisk set skal betragtes som et menneske, fordi det både indeholder den humane genetiske kode og kan udvikle sig videre til et fuldtudviklet menneske i kraft af sig selv ved en naturlig proces. Men også dette argument kan kritiseres. Blandt andet kan man indvende, at den kendsgerning, at det befrugtede æg engang vil blive til et fuldt udviklet menneske, ikke er en begrundelse for at behandle det, som om det allerede nu er fuldt udviklet. Potentialet for at udvikle sig til noget andet er nemlig ikke uden videre af betydning etisk set.
John Harris (født 1945) giver i værket The Value of Life fra 1985 det følgende illustrative eksempel på, at vi ikke i al almindelighed tillægger et individs potentiale for at udvikle sig til noget andet etisk vægt: "Vi dør alle en gang, men jeg tillader mig at gå ud fra, at det er en utilstrækkelig begrundelse for allerede nu at behandle os, som om vi var døde" (p. 11). En lidt mere populær version af argumentet kunne være, at selv om kronprins Frederik har potentiale til at blive konge, skal han ikke nu tildeles de rettigheder, han i givet fald vil få som konge. Dem opnår han først, når han faktisk er blevet konge.
Andre tilhængere af denne opfattelse vil lægge mindre vægt på embryoners udviklingspotentiale og mere på en overvejelse over, hvornår et menneskeliv kan siges at begynde. De vil pege på, at befrugtningen er den eneste kandidat til en tidsmæssig bestemmelse af det nye menneskelige livs begyndelse, som ikke er vilkårlig eller ad hoc.
Udfordringen fra stamcelleforskningen
I forlængelse af argumentet om, at det befrugtede æg kan udvikle sig videre til et fuldtudviklet menneske i kraft af en naturlig proces, må det også nævnes, at den biologiske viden, som er resultatet af stamcelleforskningen, har kompliceret hele diskussionen af det befrugtede ægs etiske status. Dette skyldes for det første, at det for flere årtier siden blev muligt at tage ubefrugtede æg ud af kvindens krop og befrugte dem i en såkaldt petriskål. Men disse æg udvikler sig netop ikke videre til et fuldtudviklet menneske gennem en naturlig proces. Det kræver tværtimod, at vi skaber de rigtige betingelser for det, ved at vi sætter det op i livmoderen på den kvinde, der leverede ægget – eller for den sags skyld i en helt anden kvinde.
En anden komplikation er, som det fremgår af afsnittene om kloning og stamcelleteknologi, at de senere års forskning har vist, at livet ikke kun kan starte ved befrugtningen. Det kan også startes ved, at en allerede specialiseret celle af et æg afspecialiseres helt tilbage til totipotent tilstand. Det så vi første gang med det klonede får, Dolly, men siden er teknikken, kernetransplantation, blevet brugt til at frembringe tusindvis af klonede dyr.
I 2006 fandt japanske forskere ud af at nulstille specialiserede celler ved at tilsætte fire "stam"-gener i cellerne, hvilket fik cellerne til at afspecialisere sig og blive embryonale stamceller. Disse embryonale stamceller blev døbt iPS-celler, og de er pluripotente, det vil sige, at de ikke kan danne fosterhinder og moderkage og derfor ikke kan udvikle sig til et barn af sig selv.
I 2013 lykkedes det for forskere ved Københavns Universitet at dyrke celler fra embryonets indre cellemasse med tilstedeværelse af bestemte stoffer, og derved få cellerne til at opføre sig som totipotente celler. Disse celler har dog ikke kunnet organisere udviklingen af et foster af sig selv.
De to sidstnævnte embryonale stamceller har altså ikke vist sig i stand til at udvikle sig til fostre af sig selv. Det virker dog relevant at spørge, hvad den moralske betydning ville være for tilhængerne af denne position, hvis man i fremtiden udvikler teknikker, som vil gøre, at alle celler i kroppen kan nulstilles til embryoner, der kan udvikle sig til fostre og børn, hvis de sættes op i en livmoder?
Kun bevidste individer er mennesker
Den første opfattelse baserer sig på den grundantagelse, at et individ opnår en høj etisk status alene ved at være et menneske; at denne status er givet til mennesker udefra. Heroverfor hævder den såkaldte personopfattelse, at mennesker får deres særlige status i kraft af nogle egenskaber ved os selv, nogle egenskaber, som er særlige for mennesker.
Opfattelsen er fælles for såvel kantianere som nytteetikere. For kantianere er rationalitet den afgørende egenskab, der adskiller mennesker fra dyrene og sætter os i stand til at handle moralsk. Og i den nytteetiske tradition er det især selvbevidsthed, der sætter os i stand til at have interesser, som er vigtige for os, og som andre mennesker derfor er forpligtet til at tage hensyn til. Termen person er vag på den måde, at den ikke er fast defineret, men normalt betragtes besiddelse af en passende mængde af kognitive egenskaber som tilstrækkelig til at give et individ status som en person.
Når det er sådanne egenskaber, som giver mennesker deres særlige moralske status, betyder det, at i hvert fald befrugtede æg og fostre ikke er omfattet af den moralske status. Når det er forkert at slå mennesker ihjel, er det fordi døden spiller en helt anden rolle i menneskers liv, end den formodes at gøre for væsener, der ikke i samme grad kan frygte døden, fordi de havde planer for deres fremtid. Men befrugtede æg, som kun består af nogle få ens celler, har ingen af de personegenskaber, der gør dem til mennesker i moralsk relevant betydning. Hvis man har det udgangspunkt, er det ikke forkert at destruere befrugtede æg, for en organisme, som ingen bevidsthed har, kan jo heller ikke frygte døden.
Dette er måske ikke så langt fra, hvordan mange mennesker intuitivt opfatter tingene i dag. Men tilgangens udfordring er, at den logisk fører til, at heller ikke sene fostre og nyfødte, som ikke har udviklet rationalitet eller selvbevidsthed, er personer, og derfor heller ikke har krav på at blive beskyttet som mennesker. Ikke mindst den kendte australske filosof, Peter Singer, er blevet kritiseret for at fremføre denne opfattelse. Singer hævder, at kun individer, som er i stand til at have interesser, som kan krænkes, er personer med krav på at blive taget hensyn til. Dog kan der være andre grunde, end hensynet til den nyfødte, som gør det forkert at slå babyer ihjel, nemlig hensynet til forældrene eller andre, som vil blive alvorligt skadet, hvis barnet slås ihjel. Dette hensyn, som kan kaldes et instrumentelt hensyn, skal ifølge Singer dog også tillægges meget stor vægt.
Det er dog en oplagt svaghed ved opfattelsen, at den baserer sig på instrumentelle hensyn, for den slags hensyn kan overrules af andre hensyn. Hvis man kunne forestille sig et hittebarn, som ikke havde nogen familie, der ville sørge over, at det blev slået ihjel, ville det så være i orden at gøre det?
Det skal nævnes, at nogle med denne indstilling på samme måde vil mene, at instrumentelle hensyn taler for, at vi bør behandle embryoner med en vis respekt. Selvom embryonet selv ikke har nogen ønsker, heller ikke om at blive holdt i live, så kan det måske skade os andre, hvis vi uden videre destruerer embryoner, som vi trods alt er vant til at tænke på som begyndende mennesker, og ikke behandler dem med nogen form for respekt. Det kan tænkes, at vi, ved at behandle dem skødesløst, fremmer en mere rå og følelseskold omgangsform, hvor det også kan blive mere accepteret at behandle mennesker skødesløst. Derfor bør vi kun ødelægge embryoner, hvis vi har gode grunde til at gøre det – og en rigtig god grund kunne være, at de embryonale stamceller kunne være med til at udvikle behandlinger til allerede eksisterende mennesker, der lider af alvorlige sygdomme. Menneskers interesser bør gå forud for såvel befrugtede æg/totipotente celler som pluripotente stamceller. I denne version er opfattelsen i familie med den sidste, mere pragmatisk betingede position i debatten:
Den gradualistiske opfattelse
Denne opfattelse går ud på, at den etiske status er jævnt stigende fra undfangelsen, og indtil fosteret på et eller andet tidspunkt opnår fuld etisk status; det kan for eksempel være ved fødslen. Dette forekommer rent intuitivt mange mennesker rigtig. Men det er ikke så let at begrunde opfattelsen med logiske argumenter al den stund, den ikke er så klart defineret. For eksempel indeholder den ikke en begrundelse for, hvorfor mennesker har en særlig etisk status. Det er ikke en status, som er givet til alt menneskeligt fra starten. Men hvorfor får mennesker så en særlig status efterhånden som de udvikler sig? Og hvad er det, der gør, at mennesker på et tidspunkt får fuld etisk status?
Hvis to individer har forskellig etisk status, må man naturligvis kunne pege på relevante forskelle mellem dem, som kan forklare og begrunde forskellen i status. Når man mener, at fosteranlæg har en lavere etisk status på et tidligt tidspunkt i deres udvikling end på et lidt senere tidspunkt, må der altså være relevante forskelle på dem på de to tidspunkter, som gør det rimeligt at behandle dem forskelligt. Men hvilke konkrete ændringer i udviklingsforløbet kan man pege på, som kan begrunde og retfærdiggøre, at før dette tidspunkt havde fosteranlægget eller fosteret ingen eller en meget lille etisk status, mens det efter at ændringen har indfundet sig har fået en større etisk status? Er det for eksempel, når fosteranlægget efter 7-8 dage sætter sig fast i livmoderen? Er det når centralnervesystemet efter ca. 26 dage er dannet? Er det, når fosteranlægget i løbet af 6-8 uger har fået et menneskeligt udseende med arme, ben fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, når fosteret omkring 22. uge kan overleve uden for kvindens krop? Og/eller er det, når babyen er født?
Ifølge kritikerne af den gradualistiske opfattelse forekommer ingen af svarene indlysende rigtige. For eksempel kan de ikke se, hvorfor det skulle have afgørende betydning, om fosteranlægget har sat sig fast i livmoderen eller ej. For hvis man en dag opfinder en maskine, som kan udruge børn, så livmoderen ikke er nødvendig, vil fosteret vel alligevel stige i etisk status.
Så selvom tilgangen i praksis er populær, fylder den ikke meget i faglitteraturen, fordi den ikke i denne form hverken tilbyder nogle gode begrundelser for, hvorfor mennesker har en særlig status, eller for hvornår et foster bliver så menneskeligt, at det skal have samme status som mennesker.
Andre religioners opfattelser
Det skal nævnes, at de opfattelser af embryonets etiske status, der er beskrevet her, primært har rod i den vestlige, kristne kultur. Hvis man vender blikket mod andre kulturer, har debatten ofte et helt andet udgangspunkt. For eksempel baserer de fleste fortolkere af jødedommen deres vurdering af fosteranlæggets etiske status på Den Babylonske Talmud, ifølge hvilken fosteret er at betragte "som vand" indtil cirka 2 måneder efter undfangelsen. Derfor har det ikke nogen egentlig etisk status før dette tidspunkt – hvilket dog ikke betyder, at man kan gøre hvad som helst ved det, men generelt har den jødiske kultur en forholdsvis liberal opfattelse i forhold til for eksempel stamcelleforskning.
Hvis man er ortodoks muslim, kan spørgsmålet om fosteranlæggets etiske status besvares med henvisning til en hadith (det vil sige en beretning fra profeten Muhammad), hvoraf det fremgår, at et foster først besjæles og får status som person 120 dage efter undfangelsen. I forlængelse heraf anser mange muslimer abort for at være acceptabelt under visse betingelser, ligesom det ikke anses for at være uacceptabelt at udføre forskning på fosteranlæg.