FAQ: Provokeret abort

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, men medlemmerne behøver ikke at blive enige om de spørgsmål, de diskuterer. Faktisk er medlemmerne som oftest uenige. Alene af den grund kan det være svært at svare på, hvad Det Etiske Råd mener om provokeret abort. Et andet problem er, at der kan gå lang tid imellem, at Rådet forholder sig til et bestemt spørgsmål.

Sidst Rådet forholdt sig til provokeret abort var således i 2007, hvor Rådet tog stilling til, om abortgrænsen efter medlemmernes mening skulle udvides, så der blev fri adgang til abort i længere tid end de første 12 uger af graviditeten, som der var i 2007 og også er i dag.

Dengang var flertallet af medlemmerne tilfredse med de eksisterende regler (se spørgsmål 7), men ingen af medlemmerne fra 2007 sidder i Rådet i dag. De enkelte medlemmer bliver nemlig udpeget for tre år og kan kun genudpeges én gang. Et medlem kan derfor højest sidde i Rådet i seks år. Så hvad de nuværende medlemmer af Det Etiske Råd mener om provokeret abort, vil man kun kunne finde ud af ved at spørge dem!

Hvilke etiske dilemmaer er der ved provokeret abort?
Rent lovgivningsmæssigt er det et helt afgørende dilemma, hvordan kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, sit liv og sin graviditet skal afvejes i forhold til hensynet til fosteret. Hvis kvinden fx er blevet gravid uden at ønske det og hverken har lyst eller er klar til at få et barn, så er det et stort indgreb i hendes ret til selv at bestemme at forhindre hende i at få adgang til en provokeret abort. Det taler for at lovliggøre provokeret abort.

På den anden side er spørgsmålet så også, om det er etisk acceptabelt at fjerne fosteret, der er et menneskeligt væsen. Som du kan se i svarene nedenfor, er det spørgsmål ikke helt enkelt at svare på. Men mange mener, at det bliver mere og mere problematisk at fjerne fosteret, jo ældre det bliver. Hvis man har den opfattelse, er en mulig måde at håndtere dilemmaet på at tillade provokeret abort indtil et bestemt tidspunkt i graviditeten. Netop sådan er reglerne i Danmark, hvor der er fri adgang til provokeret abort til og med 12. graviditetsuge.

For den enkelte kvinde eller det enkelte par kan spørgsmålet om abort også rumme andre vanskelige spørgsmål og dilemmaer. Ofte har de med kvindens/parrets livssituation at gøre. Det kan fx være et par, der har tre børn i forvejen og overvejer at få en abort, fordi de ikke tror, det er godt for familien at få et barn mere. Eller det kan være en enlig kvinde, som egentlig gerne vil have et barn, men som på den anden side hellere vil vente, til hun har fundet den rigtige partner at få det sammen med.

At provokeret abort rent juridisk er tilladt medfører altså ikke nødvendigvis, at det er uproblematisk for den enkelte kvinde eller det enkelte par at tage stilling til spørgsmålet om abort i den konkrete situation.

Der er mange holdninger til abort, hvilket især hænger sammen med, at der er mange meninger om, hvordan man skal opfatte et foster. Et yderpunkt i debatten er, at mennesket opstår ved befrugtningen, og at man derfor lige fra starten skal respektere og beskytte et befrugtet æg på samme måde som et fuldt udviklet menneske. Hvis man har det synspunkt, er abort stort set altid forkert eller i hvert fald højest problematisk.

Et andet yderpunkt i debatten er, at et foster ikke har noget særligt krav på beskyttelse eller på at blive taget hensyn til, bare fordi det biologisk set er menneskeligt liv. Det afgørende er i stedet, om fosteret/barnet har udviklet de egenskaber, der udgør det særlige ved at være menneske — fx rationalitet og selvbevidsthed. Ud fra den opfattelse er det uproblematisk at udføre provokeret abort, også selv om kvinden er langt henne i graviditeten.

De fleste personer i Danmark har nok et synspunkt, der ligger mellem disse to yderpunkter, nemlig (1) at fostre har krav på en vis beskyttelse, og (2) at fosterets krav på beskyttelse stiger i løbet af graviditetsforløbet, så det er mindre problematisk at udføre abort tidligt i graviditetsforløbet end sent i graviditetsforløbet. Denne opfattelse kaldes for den gradualistiske opfattelse: fosterets etiske status (dets krav på at blive taget hensyn til) stiger gradvist.

Ud fra den gradualistiske opfattelse afhænger svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en provokeret abort er etisk forkert, af en afvejning: Er fosterets krav på beskyttelse i den konkrete situation mere tungtvejende end kvindens ret til selvbestemmelse? Svaret afhænger af, hvor udviklet fosteret er og dermed hvilken graviditetsuge, kvinden er i. Man kan også mene, at det afhænger af, hvad kvindens begrundelse for at ønske en abort er, fordi nogle begrundelser for at ønske abort er mere tungtvejende end andre. Et synspunkt kan fx være, at det er en mere tungtvejende begrundelse, at en kvinde endnu ikke føler sig parat til at blive mor, end at hun ønsker en abort, fordi hun venter en dreng og hellere vil have en pige. For en uddybning af de beskrevne synspunkter, se Må man anvende befrugtede æg til forskning og eventuelt også Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status, især kapitel 3 og 2. baggrundskapitel.

Når man udfører provokeret abort, bliver fosteret slået ihjel. Men ”at slå ihjel” er noget andet end ”at dræbe”. Man dræber ikke en bænkebider eller en rødkælk. Man tager heller ikke til dyrlæge for at få sin hund dræbt — den bliver i stedet ”aflivet”.

Ordet ”dræbe” bruger man først og fremmest, når man slår mennesker ihjel. Måske ville man også bruge det, hvis man slog et individ fra en anden meget udviklet art ihjel, fx et væsen fra rummet med højt udviklet intelligens og veludviklede sociale færdigheder. Eftersom vi bruger ordet ”dræbe” på denne måde, afhænger svaret på spørgsmålet om, hvorvidt abort er drab på fostre, af, hvad man mener, et foster er — dvs. hvilken etisk status et foster har.

Hvis man mener, at et befrugtet æg har samme status som et fuldt udviklet menneske, ville man udmærket kunne argumentere for, at det er drab at foretage provokeret abort. Er man derimod gradualist, vil man næppe betegne en provokeret abort tidligt i graviditeten som drab. Men for nogle ville det måske kunne komme på tale at benytte denne betegnelse senere i graviditet, fx i uge 32, hvor fosteret næsten er fuldt udviklet og normalt ikke har problemer med at klare sig uden for livmoderen.

I loven om Det Etiske Råd står der:

”Rådet skal i sit virke arbejde ud fra respekt for menneskets og kommende generationers integritet og værdighed samt respekt for naturen og miljøet. Respekt for menneskets integritet og værdighed omfatter også det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede menneskelige æg og fosteranlæg”.

Ifølge loven er der altså ingen tvivl om, at et foster er at regne for menneskeligt liv og har krav på at blive behandlet værdigt og med respekt. Men når man spørger om, hvorvidt et foster er et menneske, er man sjældent ude på at finde ud af, om et foster rent faktisk er menneskeligt liv. Biologisk set er det nemlig indlysende, at et foster er menneskeligt liv. Det, man spørger om, er i stedet, om fosteret etisk set skal betragtes som et menneske og i visse henseender derfor har samme rettigheder og krav på at blive taget hensyn til som fuldt udviklede mennesker. Dette spørgsmål giver passagen fra loven om Det Etiske Råd ikke noget entydigt svar på, selv om det tydeligt fremgår, at menneskelige æg og fosteranlæg ikke etisk set er helt uden betydning.

Om et foster er et menneske fører altså tilbage til svaret på spørgsmål 2 ovenfor.

Nogle mennesker i Danmark tror, at Det Etiske Råd bestemmer reglerne inden for de emner, vi arbejder med: Abort, fosterdiagnostik, assisteret reproduktion, aktiv dødshjælp osv. Men det gør vi ikke.

Det er Folketinget og altså politikerne på Christiansborg, der bestemmer reglerne, når de stemmer om de lovforslag, der bliver fremsat. Det er med andre ord politikerne og ikke Det Etiske Råd, der har besluttet, hvordan reglerne om provokeret abort skal være i Danmark. Men Det Etiske Råd har nogle gange indflydelse på lovgivningsprocessen, fordi politikerne læser de etiske udredninger, Rådet laver og præsenterer i sine redegørelser og udtalelser.

Ifølge de nuværende regler er der fri adgang til provokeret abort til og med 12. graviditetsuge. Derefter skal man søge abortsamrådene om tilladelse til at få udført en provokeret abort. Abortsamrådene lægger i deres afgørelse vægt på flere forskellige forhold:

• om graviditet, fødsel eller omsorgen for barnet efter fødslen udgør en trussel mod kvindens helbred fysisk eller psykisk,
• om der er særlige etiske begrundelser for at udføre en abort, fx at kvinden er blevet gravid på grund af voldtægt eller incest,
• om der er risiko for, at barnet har eller vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse eller
• om kvindens sociale forhold kan begrunde en abort, fx fordi kvinden er ung, meget dårligt stillet rent økonomisk eller presset af andre personlige forhold som boligsituation, arbejde eller familie

Begrundelserne skal være mere og mere tungtvejende, jo længere henne i graviditeten aborten foretages. Hvis fosteret skønnes at være levedygtigt (omkring uge 22-24), kan kvinden desuden kun få foretaget abort, hvis det er nødvendigt for at afværge fare for hendes eget liv eller alvorlig forringelse af hendes helbred fysisk eller psykisk.

Reglerne om provokeret abort blev vedtaget i Folketinget i 1973 efter en langvarig og kompliceret proces, som ikke giver et udtømmende svar på, hvorfor grænsen for fri abort kom til at ligge netop ved udløbet af 12. graviditetsuge. Men en af de begrundelser, der blev anført, var risikoen for kvinden ved at få udført en abort senere end uge 12. Det blev også nævnt, at der både ud fra biologiske og psykologiske synspunkter er en ganske afgørende forskel på svangerskabet i dets tidligste og seneste stadier. Du kan læse mere om forløbet på side 58-61 i Fremtidens fosterdiagnostik.

Det skal nævnes, at det normalt kun er den gravide kvinde selv, der kan anmode om svangerskabsafbrydelse. Den biologiske far har juridisk set ingen indflydelse på forløbet. Hvis kvinden er under 18 år, skal forældremyndighedsindehaveren samtykke til indgrebet. Men abortsamrådene kan i nogle tilfælde beslutte, at der ikke skal indhentes samtykke, eller at aborten kan gennemføres, selv om forældremyndighedshaveren nægter at give samtykke.

I disse år udføres der ifølge Abortlinien omkring 15.000 aborter om året. Der er tale om et fald i forhold til de forudgående år, hvilket især skyldes, at de helt unge kvinder får færre aborter. Men er det et problem, at der udføres cirka 15.000 aborter om året?

Et af spørgsmålene er, om det er et problem på grund af hensynet til de fostre eller fosteranlæg, der bliver fjernet. Som det fremgår af de tidligere svar, afhænger svaret på dette spørgsmål i høj grad af, hvordan man opfatter fosteranlægget eller fosteret.

Et andet spørgsmål er, hvordan det påvirker kvinden (eller parret) at få en abort. I redegørelsen Fremtidens fosterdiagnostik konkluderer Det Etiske Råd på side 68 følgende om dette spørgsmål ud fra de undersøgelser, der er lavet:

”Det Etiske Råd mener imidlertid, at man med rimelighed kan konkludere, at det er en væsentlig og indgribende begivenhed for en kvinde at få udført abort, en begivenhed som kan have betydning for hende mange år fremover. Der er ikke tale om, at aborten i alle tilfælde primært har negative konsekvenser. For eksempel peger nogle undersøgelser på, at en del yngre kvinder, der får udført abort, bliver mere modne og får større selvtillid af at gennemføre forløbet. Men der findes undersøgelser, som peger på, at det ikke er ualmindeligt for kvinderne at skulle igennem en periode med sorg og forøget stress efter aborten. Ifølge nogle undersøgelser kan kvinderne også føle skyld og skam, men denne reaktion afhænger i nogen grad af omverdenens reaktion. Hvis omverdenen signalerer accept af kvindens beslutning, er dette element mindre fremtrædende.”

På baggrund af denne opsummering må konklusionen være, at det under alle omstændigheder af hensyn til kvinderne selv er en god idé at nedbringe antallet af uønskede graviditeter ved forøget brug af prævention.

Som beskrevet i svaret på spørgsmål 7 er der faktisk nogle grænser i lovgivningen for, hvor sent det er muligt at få provokeret abort. En grænse går ved udløbet af 12. graviditetsuge, hvor der ikke længere er fri adgang til provokeret abort. Kvinden skal herefter søge abortsamrådene om tilladelse til at få udført en abort. En anden grænse går i 22.-24. graviditetsuge, hvorefter kvinden kun kan få udført en abort, hvis det er nødvendigt af hensyn til hendes eget helbred.

Men én ting er, at disse grænser faktisk er bygget ind i lovgivningen. Noget andet er, om grænserne etisk set er velbegrundede. Det kan man udmærket argumentere for, at de er. Hvis man tilslutter sig den gradualistiske opfattelse, som er beskrevet under spørgsmål 2, bliver det mere og mere problematisk at udføre en abort, jo længere i udviklingen fosteret er. Man kan måske sige det sådan, at fosteret bliver mere og mere menneske og derfor har mere og mere krav på at blive beskyttet – både af hensyn til fosteret selv og måske også af hensyn til vores respekt for det menneskelige liv i det hele taget.

Dette taler for, at man rent lovgivningsmæssigt tilskynder til at foretage abort så tidligt i graviditeten som muligt. Hensynet til kvinden peger i samme retning, for det er et væsentligt større indgreb såvel psykisk som fysisk at få foretaget en sen abort end en tidlig. En tidlig abort er derfor mest skånsom for kvinden selv.

Det enkle svar på dette spørgsmål er ”ja”. Men samtidig er det vigtigt at gøre opmærksom på, at en given religion godt kan have en ”standardholdning” til abort, selv om de personer, der tilslutter sig religionen, ikke alle sammen tilslutter sig denne holdning fuldstændigt. Nogle religioner levner også rum for fortolkning i forhold til abortspørgsmålet, så der kan være intern uenighed om, hvad den ”rigtige” forståelse er.

Det Etiske Råd har beskrevet tre religioners holdning til abortspørgsmålet i 3. baggrundskapitel i redegørelsen Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status. Der henvises hermed til denne tekst. Dog skal Islams holdning til abort kort refereres her, da den meget godt illustrerer sammenhængen mellem religion og abortspørgsmålet. I en hadith (en beretning fra profeten Muhammad) fremgår det, at et fosteranlæg besjæles 120 dage efter undfangelsen og først derefter får etisk status som en person:

”Sandelig, under tilblivelsen i jeres moders mave, er I de første fyrre dage i en form som et frø, dernæst i en periode af samme varighed i en form som en klump sammenløbet blod, dernæst i en periode af samme varighed i en form som et lille stykke kød, hvorefter der bliver sendt en engel til fosteret, og denne blæser ånden i dette”.

I forlængelse heraf anses det inden for Islam under visse betingelser for at være acceptabelt at abortere fosteret inden for de første 120 dage efter undfangelsen. Tilsvarende sammenhænge mellem religion og abortspørgsmålet er der også inden for kristendommen og jødedommen.