Stamcellekød er godt for klimaet

Tanken er altså at producere kød i et næringssubstrat i dyrkningstanke uden for dyret - det vil sige at kødet er produceret uden at slå dyr ihjel.

Mange mennesker vil sikkert undre sig over, at nogen overhovedet har fundet på at forske i, om stamcelleteknologien kan bruges til at producere kød, vi kan spise. Hvorfor skulle vi dog bruge højteknologi i stedet for at producere husdyr, som vi altid har gjort?

Det korte svar er, at vi i disse år har en global klimakrise og i 2007-2008 desuden oplevede en global fødevare­krise, der af de fleste ses som et varsel om, at verden står med enorme udfordringer i forhold til at brødføde sin voksende befolkning i årene fremover. Stamcellekød kan være et blandt mange redskaber til at afbøde begge dele.

(foto: iStockphoto) Verdens befolkning

De fleste eksperter er i dag enige om, at temperaturen stiger over hele kloden, og at klima­forandringerne ikke kun fører til stigende temperaturer, men også til ændrede nedbørsmønstre, mere ekstremt vejr og stigende vandstande i havene, hvilket kan medføre oversvømmelser af lavtliggende områder.[1] Det vil give ringere livsvilkår mange steder i verden og formindske muligheden for at dyrke jorden, især i udviklingslandene.[2]

Det sker i en situation, hvor fødevarer er ved at blive en knap ressource globalt set på grund af befolkningstilvæksten. FN har beregnet, at verdens befolkning vil stige med næsten 50 % fra 6,7 mia. i 2008 til 9,1 mia. i 2050.[3] Det vil kræve en forøgelse af verdens fødevareproduktion på 70 % i år 2050 ifølge beregninger fra FN's landbrugsorganisation, FAO.[4] Samtidig oplever store udviklingslande som Indien og Kina i disse år økonomisk fremgang, så befolkningernes ind­kom­ster stiger, og de får mulighed for at købe kød, hvor de tidligere har levet hoved­saligt vegetarisk.[5] Da der går 7 kg korn til at producere 1 kg oksekød, 4 kg korn til at producere 1 kg svinekød og 2 kg korn til at producere 1 kg fjerkræ,[6] kan der brødfødes betydeligt færre kødspisere end vegetarer på det samme areal.

Verden blev i 2007 ramt af en fødevarekrise, hvor fødevarepriserne steg med 39 % alene fra februar 2007 til samme tidspunkt i 2008.[7] Krisen havde mange årsager, men bunder grundlæggende i, at verdensmarkedet i de seneste år er blevet karakteriseret af en tæt balance mellem udbud og efterspørgsel på fødevarer. Der er stigende efterspørgsel fra udviklingslandenes voksende befolkninger på såvel basis-fødevarer som mere avancerede varer som kød (i de mest fremgangsrige udviklingslande), samtidig med at væksten i verdens fødevareproduktion er aftaget. Dertil kommer, at energipriserne og efterspørgslen efter biobrændsler er steget. I den situation vil enkeltstående begivenheder kunne skabe prisstigninger, sådan som det skete i 2007, hvor faktorer som blandt andet stigende produktion af biobrændsler i USA og fejlslagne høstudbytter i en række lande i en periode fik priserne til at stige.[8],[9]

Selvom de siden er faldet igen, er situationen stadig sårbar, og fødevaresikkerhed er blevet et tema i internationale organisationer. FAO og OECD udtrykker det sådan:

"En underliggende betænkelighed i dialogen om fødevaresikkerhed er, hvorvidt industrien vil være i stand til at imødekomme den voksende efterspørgsel på fødevarer, som vil være resultatet af en global befolkning på 9 mia. i 2050. Nylige beregninger viser, at udbuddet af fødevarer i udviklingslandene skal vokse med næsten 60 % i 2030 og fordobles i 2050, svarende til henholdsvis 42% og 70% vækst i den globale fødevareproduktion. Vil voksende fødevarepriser drive større dele af verdens befolkning ud i fattigdom og sult? Kan industrien producere næsten 50% flere fødevarer i 2030 og fordoble produktionen i 2050? Hvor store ubrugte land- og vandressourcer er der? Vil nye teknologier gøre os i stand til at bruge ressourcerne mere effektivt og forøge produktiviteten? Hvordan vil klimaforandringerne påvirke forskellige regioner i verden?" (OECD-FAO. 2009. Agricultural Outlook 2009-2018, p. 53 ff)

Der er tale om en stor udfordring, og under alle omstændigheder forventer the International Food Policy Research Institute prisstigninger på mellem 40% og 72% for de vigtigste fødevarer frem mod 2050 på grund af den fortsatte befolkningstilvækst og efterspørgsel på afgrøder til biobrændsel. Men hvis effekterne af klimaændringerne indregnes, skal der lægges yderligere stigninger på mellem 14% og 111% oveni for de vigtigste landbrugsafgrøder: ris, majs, sojabønner og hvede.[10]

(foto: iStockphoto) Klimakrise

Klimakrisen og fødevarekrisen hænger altså sammen på den måde, at klima­forandringerne har en forstærkende virkning på problemerne med at brødføde verdens befolkning, fordi den globale opvarmning ødelægger mange dyrkbare arealer, især i ulandene. Klimaforandringerne skyldes udledning af drivhusgasser, og det er de rige lande, som især udleder drivhusgasserne, men de fattige lande der mærker konsekvenserne i form af faldende landbrugsproduktion som følge af øde­læggelserne af de dyrkbare områder.

Fødevarernes klimabelastning

Mellem 20 % og 30 % af EU landenes samlede udledning af drivhusgasser kommer fra produktion og forbrug af vores fødevarer.[11] Det er nødvendigt at se på, hvordan vi kan nedbringe disse udledninger, og derfor har EU vedtaget en klima- og energipakke i december 2008, hvor Danmark forpligtes til at reducere sit udslip af drivhusgasser med 20 % inden 2020.[12]

Inden for fødevarerne er det især kødproduktionen - og i særlig grad kvæg­produktionen - der belaster miljøet. Husdyrene er ansvarlige for 18 % af den globale drivhusgas­udled­ning, hvilket er en større andel end fra hele transporten til vands, til lands og i luften.[13] For Europas vedkommende er det samlede forbrug af kød og kødprodukter ansvar­lig for ca. 4 - 12% af effekten på den globale opvarmning.[14] Som det fremgår af tabellen nedenfor, har mælk, smør og ost de næsthøjeste klimabelastninger, mens de plante­baserede fødevarer som frilandsgrøntsager, mel, gryn og brød belaster miljøet mindst.

FØDEVARERS KLIMAAFTRYK: Diagrammet viser klimaaftryk (effekt på den globale opvarmning) fra produktion af 1 kg produkt inkl. alle led i værdikæden indtil varen ligger på hylden eller i køledisken i supermarkedet, målt i kg CO2-ækvivalenter pr. 1 kg produkt. Kilde: Notat om Fødevarernes klimaaftryk fra Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø, 6. oktober 2008.
[Hent illustration]

Når man skal beregne de enkelte fødevarers klimaaftryk, altså deres bidrag til den glo­ba­le opvarmning, udtrykkes det oftest i enheden kg CO2-ækvivalenter pr. produceret enhed af varen. De emissioner, der medregnes, er kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O). Da metan er 25 gange mere effektiv til at holde på varmen i atmosfæren end CO2, svarer 1 kg metan til 25 kg CO2-ækvivalenter, men 1 kg lattergas kommer helt op på 298 kg CO2-ækvivalenter. Man ser ofte på drivhusgas-udledningerne i et livscyklusperspektiv. Det vil sige, at man medtager alle udledninger i hele produktions­kæden "fra vugge til grav".


Vores valg af fødevarer har altså stor betydning for, hvor meget produktionen påvirker klimaet. Generelt er det sådan, at hvis vi spiser meget kød, og især meget oksekød, belaster det klimaet en hel del mere, end hvis vi spiser plantebaseret mad.

Overdreven kødspisning belaster klimaet og koster mange ressourcer

Kød er altså den gruppe af fødevarer, der belaster klimaet mest, men oksekøds klima­belastning er 4-8 gange større end klimabelastningen fra produktion af svine- og kyllinge­kød. Det skyldes blandt andet, at udledningen af metan fra drøvtyggernes (kvæg og får) fordøjelsessystem er langt større end metanudledningen fra de énmavede dyrs (svin og fjerkræ) fordøjelse.[15]

Men kvæghold er ikke bare en stor bidragyder til udslip af drivhusgasser. På verdensplan lægger kvægdriften beslag på store vand- og landressourcer, og belaster miljøet og bio­diversiteten. 26% af klodens isfri overflade er henlagt til græsningsarealer til især kvæg og yderligere 33% går til at dyrke foder. Af al dyrket landbrugsjord bruges 70% til husdyravl. Selv om kvæghold også anvendes til afgræsning i forbindelse med naturpleje og på ekstensive arealer, og disse kreaturer i nogle tilfælde ikke modtager supplerende foder, er det en forsvindende lille del af kvægproduktionen, der foregår på denne måde i vores del af verden. Med den stigende kød­produktion fældes store områder med skov for at få plads til græsningsarealer og jord til at dyrke foder til kvæget. Det kulstof (C), som ellers er bundet i skovene, frigives blandt andet som CO2 når træerne fældes, og græs og de almindelige foderafgrøder kan ikke binde tilnærmelsesvis så megen CO2, som træerne. Det er især i Latinamerika, skovfæld­ningen sker, her er 70% af de tidligere skovområder i Amazonas nu omdannet til græsningsarealer og en stor resterende del bruges til dyrkning af foder.[16]



En anden knap ressource er vand. Verden er på vej mod omfattende mangel på drikkevand, og 64% af verdens befolkning forventes at leve i områder med vandmangel i 2050. Også her spiller kvægopdræt en stor rolle, idet over 8% af det humane vandforbrug går til kvægopdræt.[17] Det skal dog ses i sammenhæng med, at landbruget som helhed bruger 70% af det ferskvand, mennesker har adgang til globalt set, og at efterspørgslen kunne stige med 30% i 2030 samtidig med, at efterspørgslen efter drikkevand og vand til andre formål kan stige med 35-60% i 2030.[18] Landbruget må altså nedsætte sit vandforbrug kraftigt i de kommende år, herunder den del, der går til kvægopdræt.

Kan vi få mere kød med færre dyr?

Vi står altså i en situation, hvor der er behov for at indskrænke kødproduktionen for at nedbringe udledningen af drivhusgasser, men det modsatte ser ud til at være tilfældet.

Efterspørgslen efter kød er stigende, og FN's Fødevare- og Landbrugs­organisation, FAO, forudsiger, at produktionen af kød vil blive mere end fordoblet, fra 229 mio. ton i 1999-2001 til 465 mio. ton i 2050. I betragtning af hvor store landarealer og vandressourcer, kvægproduktionen allerede nu lægger beslag på, vil det få uoverskuelige konsekvenser for drivhusgasudledningen og dermed for klimaproblemerne at skulle imødekomme 9 mia. menneskers efterspørgsel på oksekød.

Det er i denne sammenhæng, vi skal se bestræbelserne på at producere kød i dyrkningstanke i stedet for at opdrætte slagtedyr. Hvad nu hvis man kunne tage teknikkerne fra den humane stamcelleforskning og anvende dem til at dyrke dyreceller til kødstrukturer, som vi mennesker kan spise? Hvis kød produceret på denne måde kunne overflødiggøre en del af det nuværende dyrehold, kunne trykket på de knappe vand- og landressourcer reduceres, og dyrenes udledning af drivhusgasser kunne nedbringes. Det er tanker som disse, der motiverer stamcelle­forskeren Tor Erling Lea til at forske i mulighederne for at producere kød in vitro. I interviewet med ham kan du læse om, hvor langt forskningen er, og hvilke udfordringer forskerne skal overvinde, for at storproduktion kan blive en mulighed i fremtiden. I afsnittet Noget om celler finder du en beskrivelse af den cellebiologi, der ligger til grund for Tor Erling Leas forskning.

Etik og fødevarevalg

Det viser sig altså, at vores valg af fødevarer har en del konsekvenser, som stiller os over for etiske valg. Et af dem drejer sig om vores ansvar for det, man kunne kalde fjerne mennesker: Hvis vores store kødforbrug belaster klimaet, sådan at landbrugsjord især i ulandene forsvinder, har vi så et ansvar for, at antallet af sultne i verden stiger? Har vi et lige så stort ansvar over for mennesker i fjerne lande som over for vores nærmeste? Bør vi vælge klimavenlige fødevarer, hvis klimaforandringerne ikke er et problem her, men ødelægger landbrugsjord i ulandene?

En anden gruppe af fjerne mennesker er dem, der er fjerne i tid, nemlig de næste generationer. Hvis konsekvenserne af vores adfærd først rigtigt viser sig i vores børns og børnebørns levetid, er vi så forpligtet til at passe på naturen og ressourcerne af hensyn til disse kommende generationer? De etiske overvejelser i forhold til vores ansvar for nære og fjerne mennesker er behandlet i teksten Om etiske forpligtelser over for fjerne mennesker.

Et yderligere spørgsmål i relation til, hvem det er relevant at medtænke i de etiske overvejelser, drejer sig om hensynet til naturen. Læs i Menneskets særstilling på jorden om, hvordan mennesket altid har betragtet sig selv som noget særligt, selvom den biologiske forskning i disse år rokker ved den forestilling. Siden 1970'erne har miljøetikken meldt sig og kritiseret den humane etik for at være antropocentrisk, det vil sige menneskecentreret, og dermed overse, at verden omkring os har en selvstændig værdi, som vi ikke bare kan se stort på. De nuværende miljøproblemer kan, siger miljøetikerne, ses som resultatet af, at vi ikke behandler naturen med respekt. I teksten Værdi i naturen diskuteres, om det er muligt at finde holdbare argumenter for, at naturen har værdi i sig selv, eller om vi kun bør tage os af den i det omfang, det får konsekvenser for mennesker, hvis vi ødelægger den.
I etikinterviewet diskuterer Mickey Gjerris og Kasper Lippert-Rasmussen blandt andet, om stamcellekød vil være en god løsning på de problemer, vores kødspisning giver anledning til.
_______
[1] Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). 2007. IPCC Fourth Assessment Report - Synthesis Report. UNEP, p. 26
[2] International Food Policy Research Institute. 2007. The World Food Situation - New Driving Forces and Required Actions. IFPRI: Washington D.C., p. 11
[3] UNFPA. 2008. The state of world population 2008. United Nations Population Fund
[4] OECD-FAO. 2009. Agricultural Outlook 2009-2018, p. 11
[5] IFPRI 2007 p. 1 ff
[6] Walker, P, P Rhubart-Berg, S McKenzie, K Kelling and R Lawrence. 2005. Public health implications of meat production and consumption. Public Health Nutrition vol 8 no. 4 p. 351
[7] IMF. 2008. World Economic Outlook. Washington, DC : International Monetary Fund. P. 60
[8] FAO. 2009. How to feed the world in 2050. P. 23 ff
[9] IMF. 2008. World Economic Outlook. P. 60 ff
[10] International Food Policy Research Institute. 2009. Climate Change Impact on Agriculture and Costs of Adaptation. P. 16
[11] Fra European Commission. 2006. Environmental Impact of Products - Analysis of the life cycle environmental impacts related to the final consumption of the EU-25. Main report. IPTS/ESTO project (EIPRO) studies siger 31% (p. 15-16), mens en svensk undersøgelse: Uhlin, S-E. (1997). Energiflöden i livsmedelskedjan (Energy flows in the food chain). Report No. 4732. Stockholm: The Swedish Environmental Protection Agency, siger 20 %. Forskellene skyldes for en stor del forskellig praksis mht. hvad der medregnes, således opgiver Fødevareministeriet landbrugets udledninger af drivhusgasser til at være ca. 16 % af de nationale udledninger, men heri er kun medregnet den egentlige produktion, ikke de udledninger der skyldes transport af denne produktion til processering, selve processeringen af fødevarerne, distribution spild etc. (Se Fødevareministeriet. 2008. Landbrug og Klima - Analyse af landbrugets virkemidler til reduktion af drivhusgasser og de økonomiske konsekvenser. København, p. 12)
[12] Klima- og energiministeriets hjemmeside [http://www.kemin.dk/da-DK/KlimaogEnergipolitik/EUsklimaogenergipolitik/klima-ogenergipakken/Sider/Forside.aspx]
[13] FAO. 2006 p. xxi
[14] European Commission 2006 p. 15
[15] Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Institut for Jordbrugs­produktion og Miljø. 2008. Notat om Fødevarernes klimaaftryk. Upubliceret
[16] FAO. 2006 p. xxi
[17] FAO. 2006 p. xxii
[18] The Government Office for Science. 2011. Foresight. The Future of Food and Farming. Final project report. London