Men hvorfor er vi forpligtede til at tage hensyn til disse "fjerne mennesker" - og hvor stort et hensyn skylder vi dem at tage? Miljøproblemerne gør et særligt tema inden for etikken højaktuelt. Det er spørgsmålet om, i hvor høj grad vi mennesker har etiske forpligtelser over for "fjerne mennesker". Med fjerne mennesker menes der blandt andet mennesker i tredjeverdenslande, som er langt fra os geografisk og eventuelt også kulturelt - og som vi måske aldrig kommer til at have noget at gøre med. Det kan også være fremtidige mennesker, som ikke en gang kommer til at leve på samme tidspunkt som os. Det er langt hen ad vejen fjerne mennesker, som mange af miljøforanstaltningerne skal tage hensyn til. For eksempel skal nedbringelsen af drivhusgasser især forhindre oversvømmelse og hungersnød i tredjeverdenslande. Tanken om at tage hensyn til fjerne mennesker er bygget ind i et princip, som længe har været centralt i forbindelse med miljødiskussionerne, nemlig det såkaldte bæredygtighedsprincip. Princippet blev blandt andet nævnt i Vores fælles fremtid, Brundtland-kommissionens rapport om miljø og udvikling fra 1987, hvor en bæredygtig udvikling blev defineret på denne måde: "En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare." De fremtidige generationers behov er altså nævnt direkte, og man kan fortolke princippet sådan, at også alle nulevende mennesker skal have deres behov opfyldt. Ud fra den fortolkning kræver princippet en radikal omfordeling af ressourcerne i forhold til i dag, hvor mange mennesker lever langt under sultegrænsen.
(foto: iStockphoto.com) Men hvorfor har vi etiske forpligtelser over for fjerne mennesker, som aldrig nogensinde kommer til at kunne gøre noget for os til gengæld - og hvis eventuelle taknemmelighed, vi ikke en gang kommer til at opleve? Det er jo en meget ensidig forpligtelse, hvor vi yder noget for dem og absolut intet får tilbage! Så hvorfor ikke bare være ligeglade? Et muligt svar på spørgsmålet er, at vi ikke skal være ligeglade, fordi det kan have negative konsekvenser for os selv og vores nærmeste at undlade at hjælpe fjerne mennesker. For eksempel risikerer vi på et tidspunkt at blive invaderet af klimaflygtninge, som har mistet deres hjem og eksistensmuligheder, hvis vi ikke sørger for at afhjælpe miljøproblemerne her og nu. Hvor meget vi skal gøre ud af at afhjælpe miljøproblemerne er ud fra denne måde at tænke på dog ret uklart, for vi gør det jo ikke af hensyn til de fjerne mennesker, men primært af hensyn til os selv. Så jo færre ressourcer vi kan bruge på det, uden at det får negative konsekvenser for os, des bedre er det altså. Men denne måde at tænke på er ikke forenelig med den lighedsopfattelse, som er bygget ind i princippet om bæredygtighed. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at tankegangen slet ikke vedkender sig, at man kan have etiske forpligtelser over for fjerne mennesker. Det gør derimod den opfattelse, som præsenteres i det følgende afsnit.
Perspektivløs erkendelse
For nogle filosoffer er vores forpligtelser over for fjerne mennesker snævert knyttet til vores fælles evne til at forholde os til verden på en upartisk og distanceret måde, hvor vi lægger vores eget begrænsede og helt personlige perspektiv bag os. Når man forholder sig upartisk og distanceret til verden, forsøger man at beskrive og forstå verden på en måde, som i princippet er forståelig og acceptabel for alle. Prototypen på upartisk og distanceret erkendelse er naturvidenskab. Hensigten er her at beskrive naturens processer så objektivt og iagttageruafhængigt som muligt, så beskrivelserne er sande eller gyldige for alle. Eksempelvis er det mere objektivt at beskrive en farve ud fra dens bølgelængde end ud fra det synsindtryk, den fremkalder hos modtageren. Den sidste beskrivelse afhænger nemlig i modsætning til den første af variable træk ved iagttageren og hans situation, som for eksempel hvor gode hans øjne er, hvor nuanceret han er i stand til at beskrive farver, hvordan belysningen på iagttagelsestidspunktet er osv. Netop derfor er der tale om en beskrivelse, som ikke kan forventes at være dækkende eller gyldig for andre. De fleste mennesker er nok helt med på, at naturvidenskaben kan levere indsigter, som baserer sig på en upartisk og distanceret betragtningsmåde. Om det kan lade sig gøre at levere upartiske indsigter, som er relevante for etikken, er der sikkert mere uenighed om. Men det har mange filosoffer siden Platon hævdet - og opfattelsen har fået en renæssance i nyere tid. Det er blandt andet sket på grund af de værker, filosoffer som John Rawls (1921-2002), Thomas Nagel (født 1937) og Peter Singer (født 1946) har skrevet. Thomas Nagel kalder det upartiske perspektiv the view from nowhere og beskriver i sin bog af samme navn fra 1986 og i bogen Equality and Partiality fra 1991, hvad det vil sige at anlægge et sådant perspektiv "intet steds fra". Et eksempel på dette er den følgende passage fra den sidstnævnte bog: ... Nothing further than abstraction from our identity (that is, who we are) enters into ethical theory. Each of us begins with a set of concerns, desires, and interests of his own, and each of us can recognize that the same is true of others. We can then remove ourselves in thought from our particular position in the world and think simply of all those people, without singling out as I the one we happen to be. By performing this deed of abstraction we occupy what I shall call the impersonal standpoint". (p. 10)
Thomas Nagel (foto: Wikimedia) At foretage den beskrevne abstraktion er i en vis forstand meget banalt, for det eneste, man skal gøre, er at forsøge at se bort fra den kendsgerning, at man selv er en af de personer, man forholder sig til. Men hvis man først har indtaget dette perspektiv, har det ifølge Thomas Nagel overordentlig store konsekvenser for, hvilken form for etik man efterfølgende kan tilslutte sig. Man ledes nemlig helt automatisk i retning af en etik baseret på lighedstænkning: ... the basic insight that appears from the impersonal standpoint is that everyone’s life matters, and no one is more important than anyone else. This does not mean that some people may not be more important in virtue of their greater value for others. But at the baseline of value in the lives of individuals, from which all higher-order inequalities of value derive, everyone counts the same. For a given quantity of whatever it is that’s good or bad - suffering or happiness or fulfilment or frustration - its intrinsic impersonal value doesn’t depend on whose it is". (p. 11) Den basale etiske indsigt er altså, at andre har et liv at leve, som er lige så vigtigt for dem, som mit eget er for mig. Men læg mærke til, at denne simple indsigt har overordentlig store konsekvenser, hvis den tages for pålydende og bruges som udgangspunkt for etisk handlen. For eftersom erkendelsen udtrykker den perspektivløse måde at tænke på, betyder "andre mennesker" ikke bare de andre i min familie, landsby, stat eller tid. Nej, andre mennesker refererer også til mennesker i andre lande og til kommende generationer og deres muligheder for at leve gode liv.
Miljøproblemerne kræver global indsats
Hvis man vil forstå, hvilke konsekvenser den perspektivløse måde at forholde sig til verden på har for miljøetikken, må man først gøre sig klart, at disse problemer er globale på en måde, vi ikke har set tidligere i historien. Det, man gør i et enkelt land, kan nemlig have radikale konsekvenser for resten af kloden både nu og i fremtiden, så landene er forbundne og afhængige af hinanden. Peter Singer illustrerer dette på den følgende måde i sin bog One World fra 2002: "Now the twin problems of the ozone hole and of climate change have revealed bizarre new ways of killing people. By spraying deodorant at your armpit in your New York apartment, you could, if you use an aerosol spray propelled by CFC’s, be contributing to the skin cancer death, many years later, of people living in Punta Arenas, Chile. By driving your car, you could be releasing carbon dioxide that is part of a causal chain leading to lethal floods in Bangladesh" (p. 20).
Peter Singer (foto: Wikimedia) Eftersom sådanne miljøproblemer har global karakter, kan de ifølge Peter Singer ikke løses af de enkelte lande separat. Det er nødvendigt med internationalt samarbejde og overnationale institutioner, hvis man for alvor vil problemerne til livs. Peter Singer anbefaler derfor, at vi på det politiske niveau begynder at se på vores klode på en helt ny måde, hvor vi opfatter den som et samlet hele i stedet for at se den som opdelt i lande. Politikerne i de enkelte lande bør derfor ikke længere se deres primære opgave som dette at tilfredsstille borgerne i deres eget land: The thesis of this book is that how well we come through the era of globalization (perhaps whether we come through it at all) will depend on how we respond ethically to the idea that we live in one world. For the rich nations not to take a global ethical viewpoint has long been seriously morally wrong. Now it is also, in the long term, a danger to their security. (p. 13) I forlængelse heraf peger Peter Singer på nødvendigheden af, at der kommer til at eksistere internationale organer som for eksempel United Nations og World Trade Organisation, der i modsætning til i dag kan forpligte de enkelte nationer til at yde sit til at sikre miljøet og skabe global retfærdighed. Som situationen er nu, kan enkelte nationer nemlig ofte nedlægge veto mod de beslutninger i de internationale organer, de ikke kan gå ind for, hvilken kan gøre det meget vanskeligt at sikre, at der føres en tilstrækkeligt slagkraftig politik (se beskrivelsen af internationale samarbejdsorganer i artiklen Globalisering og handel med menneskelige æg). Derfor mener Peter Singer, at det kan være nødvendigt lave overnationale institutioner, som begrænser de enkelte landes selvbestemmelse: "We therefore need to strengthen institutions for global decision-making and make them more responsible to the people they affect. This line of thought leads in the direction of a world community with its own directly elected legislature, perhaps slowly evolving along the lines of the European Union" (p. 199).
Hvilket hensyn bør vi tage til fjerne mennesker?
Men selv om det lykkes at skabe et mere forpligtende, overnationalt samarbejde, er et relevant spørgsmål selvfølgelig stadig, hvor stort det hensyn er, man bør tage til fjerne mennesker. Peter Singer og flere andre filosoffer har foreslået, at man skal forsøge at tage stilling til spørgsmålet ved at forestille sig, at man er placeret bag et slør af uvidenhed, hvor man hverken ved, hvilket land man kommer til at leve i eller på hvilket tidspunkt i historien, man kommer til at leve. Man ved altså ikke, om man er rig eller fattig, om man lever i et industrielt udviklet eller et uudviklet samfund, eller om man lever i et samfund med begrænsede ressourcer og forureningsproblemer eller det modsatte. Hvis man forestiller sig, at man skal besvare spørgsmålet om hensynet til "fjerne mennesker" bag dette slør af uvidenhed, vil man ikke være i stand til at favorisere sine egne interesser her og nu, for man ved i princippet ikke, hvad "her og nu" er for en selv. Man kan lige så godt blive en af de personer, der fra ens virkelige perspektiv er "fjerne mennesker", som man kan blive sig selv. Derfor er man nødt til at besvare spørgsmålet ud fra den antagelse, at man kan blive hvem som helst. Og det er netop pointen: Hvis man i sidste ende kan blive hvem som helst, vil man selvfølgelig besvare spørgsmålet ud fra den antagelse, at alle menneskers liv er lige vigtige - og det jo det, der for Nagel og andre er udgangspunktet for etikken. For når sløret af uvidenhed fjernes, kan man lige så godt være det ene menneske som det andet.
(foto: iStockphoto.com) Men hvilke principper for udvekslingen mellem generationer og for udvekslingen mellem rige og fattige lande ville man faktisk vælge, hvis man var placeret bag det beskrevne slør af uvidenhed. Ja, på det miljømæssige område er det ret klart, at man i hvert fald ikke ville vælge et princip, der tillod enkelte lande eller enkelte generationer at ødelægge miljøet eller at opbruge alle ressourcer, så det ville være svært for de efterfølgende generationer at skabe bare nogenlunde ordentlige livsbetingelser for sig selv. Tværtimod ville man vælge et princip, der sikrede en bevarelse af naturen og miljøet og endvidere gav en rimelig sikkerhed for, at alle generationer ville have mulighed for at få tilfredsstillet deres mest basale behov. Og hermed er vi tilbage ved noget, der nødvendigvis må være nært beslægtet med ideen om en bæredygtig udvikling, der som nævnt blev defineret som "en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare" i Brundtland-kommissionens rapport. Der er selvfølgelig mange løse ender knyttet til princippet om bæredygtighed, men det er på den anden side ret klart, hvad ideen med det er, hvis man tager udgangspunkt i den perspektivløse betragtningsmåde. I forhold til udvekslingen mellem rige og fattige lande er det oplagt, at man som absolut minimum ville vælge et princip, der om muligt gav alle mennesker adgang til at få dækket basale behov for føde, bolig og sundhedsydelser mv. For hvis man ikke vidste, hvem man selv var, ville det givetvis være vigtigere for én at være sikker på at få dækket de fundamentale fornødenheder end at have en forholdsvis beskeden chance for at være velhavende. Man kan også argumentere for, at det ville være nærliggende at tilslutte sig et mere vidtgående princip, som i langt højere grad tilsigtede en lige fordeling af goderne. Nogle filosoffer har for eksempel argumenteret for, at man bag sløret af uvidenhed ville vælge John Rawls’ princip om, at sociale og økonomiske uligheder skal fungere på en sådan måde, at de er til størst mulig fordel for de dårligst stillede (se artiklen "Etik og Politik" i dette materiale). For alt andet lige har man større glæde af at få tilført flere ressourcer, jo færre man i udgangspunktet har. En tusindkroneseddel har normalt ikke samme betydning for en studerende som for en universitetsprofessor. Men under alle omstændigheder ville man næppe være villig til at acceptere et princip, der tillod en så ulige fordeling af ressourcerne, som man har i verden i dag.
Nærheds- og fjernhedsetik
Som afslutning skal det nævnes, at man kan kritisere overvejelserne i dette kapitel ved at afvise, at etikken skal tage udgangspunkt i den perspektivløse betragtningsmåde og den tilknyttede lighedstankegang, som Nagel beskriver. I stedet kan man pege på, at etikken må tage udgangspunkt i det nære, det vil sige i de konkrete tilknytninger, som er en del af vores hverdag og oplevelsesverden og uden videre motiverer os til at handle, fordi vi er følelsesmæssigt involveret i de mennesker eller situationer, som vi handler i forhold til. For eksempel besøger vi jo ikke vores familie og venner, når de er syge, fordi vi finder inspiration til det ud fra den perspektivløse betragtningsmåde. Tværtimod gør vi det, fordi vi har en særlig relation til familie og venner, som vi ikke har til andre mennesker. Som udgangspunkt er etikken derfor partisk. Det er gennem de konkrete relationer og tilknytninger, at vores etiske identitet dannes - og det direkte møde med det andet menneske er af den grund prototypen på den etiske erfaring. Det er her, man kan fornemme det andet menneskes sårbarhed og afhængighed, hvilket netop er det, der skaber en fordring om at tage vare på den anden og i bedste fald fremkalder den etiske handlingsmotivation. Den kendte, danske filosof, K. E. Løgstrup (1905-1981), kan udlægges på en måde, der bakker denne måde at tænke på op. Hans hovedværk om etik, Den Etiske Fordring fra 1956, er således fuld af passager, som demonstrerer, hvordan den etiske fordring opstår i mødet mellem et jeg og et du. Den mest citerede passage er uden tvivl den følgende: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej. (p. 25) Som det fremgår, er det netop dette "at have med et andet menneske at gøre", der ifølge Løgstrup er udgangspunktet for, at den etiske fordring opstår - og dermed også udgangspunktet for etik i det hele taget.
(foto: iStockphoto.com) Det er naturligvis meget vanskeligt at overbevise en person, der slet ikke lader sig motivere af den perspektivløse tænkemåde, om, at man bør tage hensyn til fjerne mennesker. Men det er værd at lægge mærke til, at "fjernhedsetik" og "nærhedsetik" ikke udelukker hinanden. Man kan endda mene, at det enkelte menneske ganske rigtigt får sine første etiske erfaringer og lærer etikken at kende i mødet med andre mennesker, men at det netop er disse erfaringer, der efterfølgende gør det muligt at foretage den generalisering, som er indeholdt i den perspektivløse betragtningsmåde. Det er jo ikke så svært at forstå, at det ikke kun er de mennesker, man "har med at gøre", som gerne vil have deres liv til at lykkes. Det gælder selvfølgelig alle mennesker uafhængigt af, hvor de er placeret i tid og rum. Hvis fjernheds- og nærhedsetik ikke udelukker hinanden, er et væsentligt spørgsmål, hvor meget vægt de to former for etik skal tillægges i forhold til hinanden. En interessant diskussion, som har fyldt en del de seneste år, er i den sammenhæng, hvordan man skal se på de forpligtelser, borgerne i et land har i forhold til hinanden. Er de forpligtelser, vi som danskere mener at have over for andre danskere, for eksempel udtryk for nærhedsetik, fordi vi identificerer os med nationen og umiddelbart - i det mindste til en vis grad - er motiverede for at bakke op om de offentlige velfærdsinstitutioner, som tager hånd om de dårligst stillede? Skal forpligtelserne i stedet betragtes som en konsekvens af en mere eller mindre stiltiende kontrakt? Eller er de tværtimod udtryk for fjernhedsetik, fordi vi jo ikke rent personligt har noget at gøre med ret mange af de personer, der bliver taget hånd om? For nogle lyder det sidste nok mest rigtigt, men hvis det er mest plausibelt at se forpligtelserne over for andre borgere som et udtryk for fjernhedsetik, hvordan kan vi så begrunde, at vi som borgere i et land har langt større forpligtelser over for de øvrige borgere i landet end over for de øvrige beboere på denne klode? At spørgsmål som disse diskuteres heftigt i disse år og forekommer mange relevante, er måske det bedste bevis for, at vores hidtidige måde at tænke på er under kraftig beskydning af de udfordringer, som følger af at leve i en global verden.