Det Etiske Råd inviterede til En samtale om aktiv dødshjælp i april 2017. Paneldeltagerne er efterfølgende blevet bedt om at skrive deres tanker om aktiv dødshjælp.
Tankerne her kommer fra medlem af Det Etiske Råd og professor mso, Thomas Søbirk Petersen.
Da vi alle skal dø, ønsker vi, at denne død bliver så god som mulig og indeholder så lidt uudholdelig smerte som muligt. Desuden mener de fleste af os, at en eller anden form for dødshjælp er etisk acceptabel. Alle, som deltog i debatten, var enige om, at passiv dødshjælp kan være etisk forsvarligt i visse situationer. Passiv dødshjælp kan være, hvor man f.eks. undlader at behandle en lidende terminal cancer-patient for en infektionssygdom, hvis lægen skønner, at patienten alligevel vil dø inden for få dage. Formålet er her at mindske lidelse ved at undlade af forlænge livet.
Jeg mener dog, at problemet ved blot at acceptere passiv dødshjælp er, at vi i nogle situationer hermed kan være med til at forlænge uudholdelig og unødvendig smerte sammenlignet med en situation, hvor aktiv dødshjælp var en mulighed. I situationer hvor en person ligger på dødslejet med uudholdelige smerte, og hvor det er meget vanskeligt eller umuligt at lindre disse smerter, og personen selv har et ønske om at komme herfra, ja, så mener jeg, at et humant samfund bør komme den nødlidende til hjælp. Hensigten med aktiv dødshjælp er således den samme som ved passiv dødshjælp – nemlig at lindre og vise omsorg i stedet for at lade folk i stikken og lade livet forsætte til den bitre ende.
En anden fordel ved aktiv dødshjælp er, at vi hermed lader folk bestemme over deres eget liv. Normalt får folk selv lov at bestemme, hvad der skal ske i deres liv. Vi accepterer jo også, at folk f.eks. vælger ikke at lade sig behandle inden for sundhedsvæsenet. Også selv om en sådan beslutning kan forkorte deres liv betragteligt. Lægen og andre i sundhedsvæsenet kan hjælpe os med information og vejledning. Men det skal ikke være lægen, der bestemmer, hvad der skal ske i vores liv. Det skal vi selv. Jeg er utryg ved, at andre skal vurdere og bestemme, hvornår jeg skal herfra, hvis jeg har uudholdelige smerter og få dage/uger igen. Hvilke interesser har de i at holde mig i live mod min vilje? Det er i alle tilfælde ikke mine interesser, der bliver tilgodeset. Hertil kan man hævde, at døende mennesker aldrig er at betragte som autonome individer, da de lever i en kaotisk og angstfuld tilstand. Men en sådan holdning, mener jeg, er meget arrogant. Hvorfor kan døende mennesker ikke være afklaret og ved deres fulde fem?
Jeg mener selvfølgeligt, at aktiv dødshjælp skal være at betragte som en nødløsning for individer, der ligger på dødslejet og har kort tid igen, og som lider intenst, og som ønsker at dø en værdig død. Hvis aktiv dødshjælp blev lovligt, og det skulle vise sig ikke at blive anvendt, vil det jo bare være fantastisk. For så er det tegn på, at den palliative behandling har været tilstrækkelig god. Men vi ved jo godt – og det var modstanderne af aktiv dødshjælp under vores debat jo enige i – at vi ikke altid kan lindre eller fjerne uudholdelig smerte på dødslejet. Derfor bør vi holde muligheden åben for aktiv dødshjælp.
Oplevet fra min synsvinkel, så synes jeg, at der var mange gode ting ved vores debat. Tid og ro til at lytte til hinanden – hvilket har givet mulighed for at rydde visse misforståelser af vejen – så vi kan gøde jorden for en mere konstruktiv diskussion. F.eks. er jeg glad for, at vi fik afklaret, at vi, der er for aktiv dødshjælp, selvfølgelig også er tilhængere af, at den palliative behandling bliver tilgodeset med mere forskning og ressourcer. Der var også vigtigt at få det gjort klart, at aktiv dødshjælp er foreneligt med, at vi ligeledes er fortalere for et øget hensyn til folk med handicap og en øget forståelse for, at man kan have mindst lige så gode liv med handicap som uden handicap. Aktiv dødshjælp er for folk, der er på dødslejet, som lider, og som ønsker at kommer herfra – dette er jo heldigvis langt fra tilfældet for de fleste mennesker med en alvorlig sygdom eller et handicap.