Retten til et privatliv er anerkendt som en grundlæggende rettighed i flere internationale traktater, men samtidig er det en rettighed, hvor det ikke er spor klart, hvad den præcis omfatter eller hvad den præcis skal beskytte. Dette er meget debatteret, og debatten viser, at hvad der anses for at være privat kan variere mellem forskellige kulturer, men at alle kulturer har noget, der anses for at være privat.[1] Men selv i vores kultur er det ved nærmere eftertanke ikke klart, hvad det egentlig skal opfattes som privat. Hvis retten omfatter for lidt, kan fx alle vores sundhedsoplysninger lægges offentligt tilgængeligt på nettet. Men hvis retten omfatter for meget, kan den bruges til at retfærdiggøre vold og undertrykkelse inden for hjemmets vægge, og nogens ’ret’ til privatliv kan bruges til at undertrykke andres frihed til at leve deres liv, som de ønsker.
Så retten til privatliv er ikke absolut, og der foregår en livlig debat om, hvad den egentlig dækker og hvordan man kan begrunde sådan en ret. På det seneste diskuteres det også, om det overhovedet – givet den teknologiske udvikling i disse år – fortsat giver mening at tro, at vi kan holde nogen oplysninger om os private, og hvad der vil gå tabt, hvis muligheden for at have et privatliv forsvinder.
Det handler de følgende afsnit om. Udgangspunktet er sundhedsvæsenets opsamling af data om patienternes adfærd ved hjælp af wearables. For mens disse data har store positive potentialer til både at forbedre forebyggelse og behandling af patienterne, så er det et åbent spørgsmål, om de vil kunne beskyttes tilstrækkeligt fremover, især i det omfang, sundhedsvæsenet vil være afhængigt af brug af kommercielle apps. Data har meget forskellige status i sundhedsvæsenet – hvor der er opbygget systemer til at beskytte personlige data – og i IT-verdenen - hvor personlige data er varer, som kan handles og får ekstra værdi ved at samkøres med andre data om os. Efterhånden kan en mængde store og små firmaer personprofilere os alle, og det bliver relevant at spørge, om der kan opretholdes vandtætte skotter mellem disse firmaers ’verden’ og de offentlige instanser som sundhedssektoren? Og igen – hvad er problemet egentlig, hvis private data bliver offentligt tilgængelige og tanken om, at noget er privat, må opgives?
Retfærdighed og selvforskyldthed
Genetiske data
I debatten om beskyttelse af personlige sundhedsdata har genetiske data været centrale. En gentest kan vise en større eller mindre sandsynlighed for, at en person vil udvikle en alvorlig sygdom på et tidspunkt i sit liv, og et af de væsentligste etiske problemer ved det er, at disse oplysninger kan bruges til skade for personen i forskellige sammenhænge:
- En arbejdsgiver, som får en oplysning om, at en medarbejder med en vis sandsynlighed vil udvikle en sygdom, som på et tidspunkt vil gøre vedkommende til en dårligere arbejdskraft, vil måske for en sikkerheds skyld vælge en anden kandidat, hvis det er muligt.
- Et forsikringsselskab, som får oplysningen om, at en person med en vis sandsynlighed vil udvikle en alvorlig sygdom, vil sørge for at øge vedkommendes forsikringspræmie eller måske helt nægte at forsikre hende.
- En bank eller et realkreditinstitut, som får samme oplysning, vil måske for en sikkerheds skyld nægte personen et lån til bolig eller til vedkommendes forretning eller kræve at de tegner en livsforsikring, af frygt for, at sygdommen vil ramme, før lånet er betalt tilbage.
Arbejdsgiveres og forsikringsselskabers anvendelse af sundhedsdata er reguleret i lovgivningen mhp. at sikre, at personer ikke diskrimineres på baggrund af deres sundhedsdata.[2]
Etiske implikationer: Ulighed, uretfærdighed og selvforskyldthed
Det etiske problem her er altså, at personen kan udsættes for diskrimination eller forskelsbehandling på grund af den sandsynlighed for sygdom, hendes gener angiver. De fleste vil formentlig mene, at dette er uretfærdigt, for der er tale om fremtidig sygdom, som i mange tilfælde slet ikke vil bryde ud. Gentesten angiver kun en sandsynlighed for sygdom, og mange andre faktorer har indflydelse på, om sygdommen vil bryde ud, fx om personen i øvrigt lever sundt og fornuftigt.
Men uretfærdigheden skyldes først og fremmest, at personen forskelsbehandles på baggrund af faktorer, vedkommende ikke selv er skyld i eller har indflydelse på. Vi fødes med en bestemt gensammensætning i et stort lotteri, hvor nogle er heldigere end andre. Hvis dem, der i forvejen er uheldige og ’trækker’ de dårligste gener, skal straffes dobbelt ved oven i købet at blive nægtet arbejde, forsikring eller lån på samme vilkår som dem, der ’trak’ nogle heldigere gener, så er der tale om en uretfærdig forskelsbehandling.
Wearables og adfærdsdata
Men gentest giver som nævnt kun en lille del af billedet af personen; generne har betydning for de fleste sygdomme, men mange andre faktorer, som fx miljø og valg af levevis, er afgørende for, om sygdommene faktisk bryder ud.
Hvis de genetiske oplysninger kan kombineres med alle de data, wearables kan opsamle om personens adfærd: fx hvor meget vedkommende motionerer, hvad vedkommende spiser – og hvor meget – alkoholvaner, seksuel adfærd, psykisk velbefindende mm, så kan billedet pludselig blive meget mere tydeligt. Det forstærker nogle af mulighederne for diskrimination på de nævnte områder:
- Mange af de oplysninger, wearables opsamler, vil være interessante for en arbejdsgiver at få fingre i. Personer som fx viser sig at leve usundt eller på anden måde risikobetonet, motionere for lidt eller stresse for meget, vil alt andet lige kunne opfattes som mindre attraktive ansatte end dem, der lever mere fornuftigt. Oplysningerne vil derfor kunne spille ind i forhold til, hvem af flere ansøgere som ansættes eller forfremmes, og hvem der står yderst ved en fyringsrunde.
- På samme måde er forsikringsselskaber allerede meget aktive i forhold til at få fat i kundernes adfærdsdata, så de kan differentiere præmien efter, hvem der lever sundt og fornuftigt og hvem der ikke gør. Hvis forsikringsselskaberne får adgang til omfattende data om alle deres kunder, vil præmierne kunne differentieres meget markant fremover.
- Banker og kreditvurderingsinstitutter vil også have en vis interesse i at lade oplysninger om kundens levevis indgå i vurderingen af deres kreditværdighed.
- Sundhedsvæsenet inddrager normalt ikke viden om patienters adfærd og eventuelle selvforskyldthed i forhold til de behandlingstilbud, de giver de enkelte patienter. Selvom en person tager på skiferie eller bevæger sig ud i trafikken og derfor kan siges selv at være medskyldig i sin skade, behandles hun alligevel i sundhedsvæsenet. Meget tyder på, at det fremover, bl.a. med de data, som wearables kan generere, vil blive muligt at personalisere sygdomsbehandlingen og give råd til patienter om, hvordan de kan forebygge anfald og optimere behandlingen ved ændringer i deres levevis. Denne udvikling kan gøre det nødvendigt på forhånd at diskutere nogle mulige udviklinger og deres etiske implikationer:
Kan adfærdsdata fremover komme til at spille ind, hvis sundhedspersonalet i de konkrete, daglige valg skal prioritere mellem en person, som de kan se er en mønsterborger, som lever efter kostrådene, tager vitaminpiller og går i seng kl. 22 hver aften, og en anden person, som godt kan lide masser af god mad og vin og sene ture i nattelivet. Vil de her prioritere den person, som lever sundt – og bør de måske ligefrem prioritere denne person, fordi hendes muligheder for at få glæde af behandlingen er størst?
Et andet spørgsmål kan opstå, efterhånden som det bliver muligt at følge med i personers adfærd og angive retningslinjer for, hvordan vedkommende bør leve for at forebygge sygdom eller få den mest hensigtsmæssige behandling, hvis de allerede er syge. Vil det da efterhånden kunne udvikle sig fra, at sundhedsvæsenet giver gode råd, til at de stiller krav til den enkelte om, at vedkommende skal efterkomme de råd om hensigtsmæssig levevis, de får som respons på deres adfærdsdata? Og vil det være rimeligt at gøre det, givet at sundhedsvæsenet skal være effektivt og kunne tilbyde behandling til flest mulige inden for sine budgetter?
Etiske implikationer: social skævhed og frihed
Givet at vores adfærd ikke på samme måde som generne er noget, vi er uden indflydelse på eller som står uden for vores kontrol, bliver de etiske udfordringer også nogle andre i dette tilfælde. Mens generne er nogle, vi fødes med og som vi ikke kan ændre på, så er vores adfærd jo noget, vi vælger hver dag og som vi i princippet kunne vælge at ændre, hvis vi ville. Kan man derfor stadig sige, at det er uretfærdigt, at individer ’straffes’ af arbejdsgivere og de øvrige aktører, hvis det sker på baggrund af deres adfærd, som de jo selv har indflydelse på?
Vi vil her se på to typer diskussioner: den ene sætter spørgsmålstegn ved, om man uden videre kan tale om frie valg på dette område. Den anden diskuterer, om man overhovedet bør være forpligtet til at vælge at leve sundt, givet at man kunne gøre det. Eller om man bør være fri til at træffe de valg, som passer med ens egne forestillinger om det gode liv, og om retten til privatliv bør sikre én mulighed for at gøre det, uden at myndighederne eller andre mennesker har ret til at blande sig og misbillige ens valg.
Social skævhed
Umiddelbart vil de fleste formentlig svare ja, hvis de bliver spurgt, om vi selv kan vælge, om vi vil leve sundt eller ikke. Om jeg vil drikke en vand frem for en cola eller tage en gulerod fremfor en chokopops, det er vel mit valg, hvis valg skulle det ellers være?
Men ved nærmere eftertanke er det måske ikke så simpelt, givet at vi kan se, at det ikke er en tilfældig mænge borgere jævnt fordelt i befolkningen, som vælger at leve efter forskernes og sundhedsmyndighedernes råd om, hvordan man lever sundt. Der er en påviselige social slagside i, hvem der lever sundt og hvem der ikke gør. Usund levevis ser ud til at være mere udbredt i de mindst ressource- og købestærke socialgrupper, mens omvendt sund levevis er udbredt blandt de veluddannede og ressourcestærke. I begge grupper ser man, at valg af levevis ’går i arv’ fra generation til generation.
Det sætter spørgsmålstegn ved påstanden om, at vores adfærd ikke er ’medfødt’ i lige så høj grad, som vores gener er det. Vi fødes jo trods alt ind i en familie og en kultur, som lærer os, hvad der er god og attraktiv mad, hvor meget man skal spise og hvor meget man skal røre sig osv. Hver dag bekræftes man i den opfattelse, når man iagttager, hvad menneskene omkring én gør, hvad der udbydes i butikkerne dér hvor man bor, osv. Usund levevis kan ligefrem være knyttet til vigtige fællesskaber, som kan gøre det uønsket at ændre adfærd, eller svært at gøre, selv hvis man ønsker det.
På samme måde opstår der subkulturer i mere ressourcestærke segmenter af befolkningen, som er velorienterede om de seneste kostråd, lægger cigaretterne på hylden og har abonnement i fitnesscenteret. På den måde, vil mange hævde, er man et produkt af sit miljø og ikke en person, som vælger frit blandt alle mulige måder at leve på. Det vil være en hel del lettere for en veluddannet, ressourcerig person at forstå lægens anvisninger om omlægning af vedkommendes levevis og at rette sig efter rådene, end det ville være for en person, som skulle bryde helt med sine egne og familiens kost- og motionsvaner, og måske bruge flere penge på sund mad, hun slet ikke kunne lide. Hvis arbejdsgivere eller sundhedsvæsen diskriminerer mod nogen pga. deres usunde levevis, kan det derfor ses som lige så uretfærdigt, som tilfældet er, hvis man ’straffer’ eller forskelsbehandler dem, der fødes med ’dårlige’ gener.
Frihed til at leve efter egne værdier
At leve sundt er altså ikke nødvendigvis et valg, man uden videre bare kan træffe – hvis det var det, ville danskernes levevis sikkert generelt være sundere. Men når mange ikke vælger en optimalt sund levevis er det desuden ikke nødvendigvis fordi, de ikke har forstået de råd og vejledninger, som fx gives om kost, motion, alkoholindtag osv. For mange er der tale om, at de prioriterer den fornøjelse, de har ved fx at spise god mad og hygge med venner og familie, højere end maksimal sundhed og længst mulig levetid.
Så det næste spørgsmål er, om vi faktisk bør vælge den sunde levevis, selvom vi hellere ville vælge efter, hvad der giver os mest livskvalitet. Sundhedsvæsenet kunne måske om nogle år blive i stand til – ud fra de oplysninger om vores levevis, de får fra vores wearables (eller måske endda på et tidspunkt ud fra de informationer om vores indkøb, de får fra vores betalingskort) – at sende os SMS’er om, at vi fx bør spise noget mindre og noget sundere. Men vil det være en velkommen service, eller vil de dermed bevæge sig for langt ind i vores privatliv? Især hvis sundhedsmyndighederne måske endda fik ret til at lægge pres på borgerne for at ændre levevis, hvis den var usund eller uhensigtsmæssig givet en persons sygdom, for at fremme personens sundheds såvel som for at sikre mere effektiv brug af sundhedsvæsenets ressourcer?
For at kunne diskutere dette, kan det være nødvendigt at se nærmere på, hvorfor vi skulle have en ret til, eller en moralsk betydningsfuld interesse i, at have lov at leve usundt og at kunne holde data om os selv private, så vi ikke udsættes for pres for at ændre ved vores måde at leve på.
Hvorfor skal privatlivet beskyttes?
Frihed og tolerance
Når tænker nærmere over det, vi alle sammen anser for at være selvfølgeligt: at vi har ret til et privatliv, så viser det sig, at der er meget lidt enighed om, hvorfor vi har det og hvad værdien af et privatliv er. En ting er der dog enighed om i debatten, nemlig at privatlivet er værdifuldt i liberale demokratier, når det beskytter individers interesser i at kontrollere informationer om dem, deres hjem, deres personlige valg og deres frihed og autonomi.[3] Her skelner man som bekendt normalt mellem borgerens rolle i det offentlige, politiske rum, hvor man er underlagt de regler, som gælder her, og så den private sfære, hvor man kan trække sig tilbage og hvor man er fri til at leve, som man ønsker, uden at myndighederne eller andre har ret til at blande sig i det (så længe man følger loven, naturligvis).
Flere har argumenteret for, at det er en grundpille i samfund som vores, at individer har frihed til privat at kunne vælge at leve efter deres egne værdier og interesser i forhold til fx livsstil, religiøse eller ateistiske spørgsmål, seksuelle præferencer m.m. Den amerikanske filosof, John Rawls, har vundet stor tilslutning til sine teorier om, at eftersom borgerne i demokratiske samfund er uenige i spørgsmålet om, hvordan og efter hvilke overbevisninger, man lever det gode liv, så skal staten holde sig neutral i netop den slags spørgsmål og give plads til, at borgerne afgør, hvordan de ønsker at leve. Staten skal så vidt muligt ikke lovgive om den type værdi-spørgsmål, men alene beskæftige sig med spørgsmål om retfærdighed og sikkerhed.
På samme måde har den britiske filosof, John Stuart Mill, haft stor indflydelse med sine tanker om, at borgerne i et demokrati må have størst mulig frihed til at leve deres liv på en måde, der er tro mod deres egen karakter. Han mener, denne frihed skal være meget omfattende, og kun begrænses der, hvor en persons opførsel skader andre og deres mulighed for at leve, som de ønsker. At en person træffer valg, som er ufornuftige, forkerte eller ligefrem perverse er ikke i sig selv grund til at forbyde dem – tværtimod påpeger Mill, at samfund kun udvikler sig, hvis nogen udfordrer konventionerne og gør ting, som andre slet ikke kan se perspektivet i. Mange af de vigtigste opfindelser og fremskridt ville aldrig være sket, hvis ikke borgere havde frihed til at gå nye veje og udfordre vanetænkningen. Modsætningen til, at borgerne har frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve deres liv, er totalitarisme, hvor en stat eller fx et trosamfund udstikker snævre rammer for, hvordan individer bør leve, og ikke tolererer afvigelser herfra.
Det skal nævnes, at den frihed, Mill taler om her, er friheden fra indblanding fra andre (så længe ens handlinger ikke skader nogen). Der er andre forståelser af frihed, som vil anlægge en bredere forståelse. Filosoffen Isaiah Berlin har foreslået, at man taler om positiv og negativ frihed[4]:
- Negativ frihed er den opfattelse, at frihed er fravær af indblanding fra andre. Mennesker skal have et område, hvor de har frihed til at gøre det, de ønsker med deres liv. Hverken andre mennesker, myndigheder eller private selskaber bør forsøge at sætte grænser for individers forfølgelse af de mål, de ønsker at nå i deres liv. Hvis andres adgang til vores sundhedsrelaterede adfærdsdata giver dem mulighed for at blande sig i vores valg af levevis, kan det efter denne opfattelse ses som en forringelse af vores frihed.
- Tilhængere af positiv frihed har derimod fokus på faktorer, som bør være til stede for at mennesker kan være frie. Individers frihed kan ikke ses uafhængigt af deres levevilkår. Hvis ikke disse basalt set er i orden, hvis man fx er begrænset af fattigdom, sygdom eller manglende uddannelse, er det vanskeligt at tale om, at man er fri til at foretage de valg som gør, at man kan forfølge sin idé om det gode liv. Hvis andres adgang til vores sundhedsrelaterede adfærdsdata giver dem mulighed for at fratage os eller forringe vores muligheder for adgang til sundhedsydelser, er det efter denne opfattelse en forringelse af vores frihed.
At kunne leve i overensstemmelse med ens egne ønsker til et godt liv forudsætter frihed, men for at kunne udnytte friheden uden at andre løbende lader én vide, hvad de mener om ens valg og måske viser deres misbilligelse eller afstandtagen, har man brug for privatliv, påpeger den hollandske filosof, Beate Rössler. At blive kritiseret eller misbilliget er belastende, og derfor bør vi kunne trække os tilbage til den private sfære og kun indvi dem, vi deler præferencer med eller bare har tillid til vil være tolerante, i hvordan vi forvalter vores private liv.[5]
I forlængelse af det fremfører en anden filosof, Thomas Nagel, at de sociale konventioner om respekt for privatlivet har en væsentlig funktion for, at mennesker kan leve sammen og samarbejde. På en arbejdsplads har personer fx lov til at undlade at omtale deres private forhold. Så uanset om det endda er sådan, at alle kender til det, en person gerne vil holde uden for samtalerne blandt kollegerne – det kan fx være, at personen er overvægtig – så tilsiger konventioner om respekt for privathed, at man udviser tilbageholdenhed og respekterer, at personen ikke bringer temaet op. De tilsiger altså, at hvis en anden kollega har stærke meninger om overvægt og om folk, der ikke bare ser at få sådan noget under kontrol, så bør vedkommende ikke lufte disse synspunkter i nærheden af den overvægtige kollega. Tolerance over for andres valg af levevis er nødvendige for, at samfund kan fungere, og vi kan leve sammen med andre, som vi er uenige med eller måske på kant med. Vi vil aldrig nå dertil, hvor intet af det, nogen gør, vil frastøde andre, så Nagel mener ligefrem, at civilisation ville være umulig, hvis alle kunne læse hinandens tanker eller bralrede ud med deres holdning til andres valg eller værdier i alle mulige situationer.[6]
Kontrol over egne informationer
I de fleste tilfælde vil retten til privatliv beskytte personers mulighed for at holde personlige informationer for sig selv – eller til selv at vælge, hvem de vil dele dem med. I tilfældet med den overvægtig person kunne årsagen til overvægten måske være, at vedkommende satte stor pris på god mad og ønskede frihed til at vælge dette fremfor at tilstræbe et langt og sund liv. Men årsagen kunne også være mere følsom; måske skyldtes overvægten tvangsbetonet overspisning pga nogle barndomstraumer, som var smertefulde for personen at mindes. Her beskytter privathedskonventionerne vedkommendes ret til ikke at indvi sine kolleger i sine traumer, men kun at dele disse med sine nærmeste og måske med sin terapeut.
Dette er i overensstemmelse med den såkaldte kontrolbaserede tilgang til privathed, som har mange tilhængere. Som navnet siger, defineres tilgangen privathed som muligheden for at kontrollere, hvem der skal have adgang til hvilke informationer om en person. Det er vigtigt for os som autonome individer at kunne begrænse myndigheders, arbejdsgiveres, forsikringsselskabers m.fl. informationer om os som nævnt ovenfor. Der er naturligvis grænser for, hvad man kan erklære for at være private oplysninger: man kan ikke sige til sin læge, at hun ikke må få at vide, hvordan man har det, eller til politiet eller sin ægtefælle, at man ikke vil fortælle, hvor man befandt sig en given aften. Men det kan man godt sige til en fjernere bekendt eller til sit forsikringsselskab.
Forskellen bunder naturligvis i de forskellige relationer, man har til disse personer eller instanser; en given information om én selv kommer kun andre ved, hvis man har en relation til dem, som berettiger dem til denne viden. Værdien af privathed ligger ifølge denne opfattelse i at kunne vælge (inden for lovens grænser), hvem der må få adgang til hvilke informationer om én selv. Hvor det gælder personlige informationer, vil man ofte vælge kun at dele dem med sine nærmeste; dem man har nære relationer til. Grunden til, at privathed er vigtig, er altså, at uden muligheden for at kunne vælge, hvem der må vide hvad om én selv, ville det slet ikke være muligt at opretholde forskellige relationer til forskellige mennesker.[7]
Samtykke og overvågning
Personer bør altså selv have kontrol over deres personlige informationer, men kan vælge at give deres venner og bekendte - eller myndigheder som fx sundhedsvæsenet - adgang til (nogle af) informationerne. Det gør man i formelle relationer som fx i sundhedsvæsenet ved at give samtykke. Men her er det vigtigt, at samtykket er reelt og at det skal gives i hver enkelt situation – det gælder ikke for alle efterfølgende anvendelser af ens personlige data, som det ser ud til at ske i stort omfang på nettjenester i disse år.[8]
Fx angiver konsulentfirmaet McKinsey, at de arbejder med at forudse akutte indlæggelser ved at analysere data på denne måde:
I et projekt udført for en stor, amerikansk kunde anvendte vi data om demografi, familie struktur, forbrug (fx indkøbsvaner, bil-ejerskab osv) til at konstruere et social isolations-index (en variabel konstrueret for at måle hvert individs grad af sociale forbindelser) for en målgruppe. Når dette blev kombineret med data om skadesanmeldelser, kunne index’et anvendes til mere præcist at forudse, hvilke personer indenfor grupper med kroniske sygdomme som mest sandsynligt ville opsøge omkostningstunge akut-modtagelser eller blive indlagt på hospital.[9]
Når man køber en bil eller en vare på nettet, så giver man ikke samtidig samtykke til, at ens personlige oplysninger kan samkøres med det formål at forudse risikoen for akut indlæggelse. Eksemplet er fra USA, hvor der ser ud til at ske ret omfattende krænkelser af privatlivet i ovenstående forstand i disse år, og det vil være væsentligt for det danske sundhedsvæsen at fokusere på, hvordan man undgår at blive del af den omfattende generering og anvendelse af omfattende personfølsom viden, når man bevæger sig ind i den digitale udvikling.
Med muligheden for at sammenkøre personlige data, fremstille personprofiler og konstant monitorere enkeltpersoners færden nærmer vi os en situation, hvor vi er udsat for konstant overvågning. Vi anvender hele tiden elektroniske redskaber, computere, mobiltelefoner og andre wearables + en mængde andre apparater, som efterhånden er koblet op på ’the internet of things’. Det, vi foretager os her, registreres – ofte fordi vi giver samtykke til det uden helt at vide, hvad samtykket omfatter. Informationerne bliver potentielt viderebearbejdet og videregivet i et omfang, vi ikke har indsigt i. Beate Rössler sammenligner det med situationen i det berømte tankeeksperiment, Panopticon, som Jeremy Bentham opstillede sent i det 18. århundrede. Bygningen var et fængsel designet sådan, at en vagt hele tiden var i stand til at overvåge alle indsatte uden at de vidste præcist, hvornår de blev overvåget. Problemet med en sådan diffus mulighed for overvågning er, påpeger Rössler, at den vil få én til at ændre opførsel. Fordi andre muligvis kigger med, vil man begynde at opføre sig som om, man bliver iagttaget. Og man vil ikke længere være fri til at gøre de ting, som man ikke ønsker, at andre skal se. På længere sigt er der risiko for, at friheden til at leve efter sine egne værdier, undergraves. På sundhedsområdet vil det kunne give sig udslag i et øget pres på alle borgere for at leve sundt, uanset om der er andre værdier, de selv prioriterer højere.
Noter
1. Westin, Alan. 1984. The origins of modern claims to privacy. In Schoeman ed, Philosophical dimensions of privacy: an anthology
2. Jf. Lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet, LOV nr 286 af 24/04/1996 og Bekendtgørelse af lov om forsikringsaftaler, LBK nr 1237 af 09/11/2015
3. DeCew, Judith. 2002. Privacy. The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2015 Edition), Edward N. Zalta (ed.), 14
4. Berlin, Isaiah. 1958. Two concepts of liberty
5. Rössler, B. 2001. The value of privacy. Polity Press
6. Nagel, Thomas. 1998. Concealment and Exposure. Philosophy and Public Affairs, 27(1), 4
7. Rachels, J. 1975. Why privacy is important. Philosophy & Public Affairs, Vol. 4, No. 4, 331. Fried, Charles. 1984. Privacy, a moral analysis. In Schoeman ed, Philosophical dimensions of privacy: an anthology, 205
8. Moore, Adam D. 2016. Waiving privacy rights: Responsibility, paternalism, and liberty. Forthcoming, Brookings Institute Press.
9. McKinsey’s Healthcare Systems and Services Practice. 2012. Changing patient behavior: the next frontier in healthcare value, p 68. Tilgængelig på: healthcare.mckinsey.com (egen oversættelse)