Det kan for eksempel være dyr, som har fået tilført celler fra et menneske eller mennesker, som har fået dyreceller. Det kan også være mellem mennesker – for eksempel kan man sætte nogle få fremmede celler ind i en voksen organisme (for eksempel blodceller ved en blodtransfusion). Eller man kan sætte hjerneceller fra mennesker ind i dyrehjerner for at studere, hvordan de virker dér. Men når vi sådan blander arterne, hvor går så grænsen for, om et væsen er et dyr eller et menneske? n kimære er simpelthen en organisme, som indeholder mindst én hel celle fra en anden organisme – et dyr eller et menneske. Alle organismer har jo sin egen arvemasse eller sit eget genom i alle sine celler. Men kimæren er altså speciel ved, at den har fået tilført fremmede celler, så den har flere genomer til at leve side om side inden i sig. På den måde kan et menneske altså have en eller mange dyreceller til at fungere i sin krop – og dyr kan have menneskeceller i sin. Defineret på den måde, er der jo masser af kimærer omkring os hele tiden. Alle, der har fået en blodtransfusion, er kimærer, og mødre kan være kimærer, fordi de kan have celler fra de fostre, de har båret, i sig. Hvis man fik transplanteret stamceller eller væv eller hele organer, fordi man havde en sygdom, ville man blive en kimære. Også selvom der kun var tale om en enkelt stamcelle. Så det at være en kimære behøver i sig selv ikke ændre noget som helst ved vores forestillinger om at være mennesker. Det er måske mere et spørgsmål om, hvilke organer, man indsætter de fremmede celler eller organer i. Og så måske, om de celler eller organer, der indsættes, kommer fra en anden art.
Forskning i kimærer mellem dyr og mennesker
Der foregår mange forskellige typer af kimæreforskning, og forskningen har mange forskellige formål, det kan I læse mere om i afsnittet Kimærer og sygdomsforskning. Som nævnt er det dog kun en lille del af forskningen, som kan give anledning til etiske problemer. Noget af den kimæreforskning, der foregår, beskæftiger sig med at sætte hjernestamceller fra dyr over i mennesker. Her håber man, de kan erstatte syge celler og på sigt være med til at helbrede hjernesygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom. Ligeledes forsker man i at overføre menneskelige hjerneceller til dyr for at teste dem. For eksempel for, om stamcellerne kan bruges til at erstatte hjerneceller, som er nedbrudt af sygdomme. Der foregår både forsøg med at overføre menneskelige hjerneceller til mus og til dyr som aber, der er nærtstående til mennesker. I interviewet med Jens Zimmer Rasmussen forklarer han, hvordan kimæreforskningen konkret foregår og om et forsøg, han har lavet med at overføre humant hjernevæv til hjernen på rotter for at studere, hvordan cellerne fungerede der. En meget speciel type kimæreforskning, som kan stille os overfor nogle nye udfordringer i forhold til vores opfattelse af det at være menneske, er endnu kun udført på dyr. Med en teknik, som hedder embryo fusion kan man forene to befrugtede æg, når de endnu kun består af ganske få celler, så de bliver til ét embryon. Dette embryon består dog af celler fra begge organismer, som lever side om side i alle dyrets organer. På den måde fremstillede et forskerhold helt tilbage i 1984 et dyr, som nogle steder er får og nogle steder ged - ikke en ensartet blanding af fåret og geden. For eksempel havde den en slags patch-work pels, som i nogle områder var krøllet som et fårs, og i andre med stridt hår som en geds. Hvis man kunne gøre det samme med et dyre- og et menneskeembryon, ville det for alvor stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.
Duchess - en 'fåreged' (foto: University of Califonia at Davis)
Etiske perspektiver
I vores kultur betragter vi skillelinjen mellem dyr og mennesker som meget afgørende. Vi opfatter normalt dyr og mennesker som to klart adskilte kategorier, og det er fundamentalt i vores kultur og lovgivning. Mennesker beskyttes vidtgående af loven, mens dyr blandt andet kan indgå i risikable medicinske forsøg, aflives, holdes som husdyr og spises. Derfor kan forskning, der blander mennesker og dyr, også ses som foruroligende. Fra et etisk perspektiv må man spørge, om nogle af de kimæreforsøg, som foregår, vil kunne ændre på mennesker eller dyr på måder, som kan have betydning for deres identitet eller artstilhørsforhold. Man kan spørge, om der er særlige organer, vi i højere grad forbinder med det menneskelige? Og om det i givet fald risikerer at ændre ved vores opfattelse af os selv, af dyrene og af grænserne mellem os, hvis vi ændrer ved disse organer? Man kan også spørge, om der er en bestemt procentdel af en organisme, som skal være menneskelig, før vi kan tale om et menneske? Hjernen er jo normalt et organ, vi betragter som vigtig for vores identitet. Den huser nogle af de egenskaber, vi ofte betragter som særligt menneskelige, for eksempel evnen til at tænke, tale, føle og forholde os til andre mennesker. I afsnittet om Menneskets særstilling på jorden kan I læse om, hvordan filosofien traditionelt fremhæver netop denne type egenskaber som dem, der begrunder, at mennesker skal have en anden status end dyr. I interviewet Menneske-dyre kimærer - interview om etik diskuterer Peter Øhrstrøm og Klemens Kappel, hvilke typer kimæreforskning, som ville kunne være etisk problematiske. Peters udgangspunkt er den kristne tanke om, at mennesker har en særstilling i kraft af, at Gud har skabt mennesker i sit billede, mens Klemens argumenterer ud fra en mere sekulær forståelse af, at menneskers særstilling skal begrundes i vores særlige egenskaber som tilsiger, at vi må beskyttes på en anden måde end dyrene.