Man kan måske sige, at vi først og fremmest bliver opmærksomme på etik, når vi er i tvivl om, hvad der er rigtigst at gøre. Det er netop derfor, at der er behov for at diskutere etikken i forbindelse med teknologier, der er så nye, at vi endnu ikke har fundet ud af, hvad vi skal mene om dem.
Inden for den normative etik er man optaget af at finde frem til, hvordan vi bør handle. Her er der flere forskellige retninger hvilket vil sige, at der ikke er enighed om, hvilke etiske principper der er de rigtige – eller om etik i det hele taget er et spørgsmål om at opstille generelle principper for den rigtige handling. Det lægger nogle grupper af filosoffer vægt på, mens andre i stedet undersøger de etiske fænomener som de opstår i de sammenhænge, som vi indgår i og lader etikken vokse ud af den.
Én ting kan alle, der beskæftiger sig med spørgsmålet, dog blive enige om. Når man handler etisk, sætter man ikke sig selv fuldstændigt i centrum. Man tager hensyn til andre ved at lade deres interesser tælle næsten lige så meget som ens egne.
Et interessant spørgsmål er her, hvem disse 'andre' er, som vi skal tage hensyn til. Spørgsmålet om, hvem og hvad der er omfattet af etikken, er væsentligt i forhold til, hvem vi bør tage hensyn til, når vi handler. Er det kun mennesker? Måske kun, eller hovedsageligt de mennesker, vi har en form for relationer til? Eller tæller dyrene også? Og gør naturen som sådan? Og skal man i givet fald tage lige så stort hensyn til dem, som til mennesker? Og skal man tage lige så stort hensyn til fremtidige generationer, som til de mennesker, der lever nu?
Smag og behag eller trumf-hensyn?
Nogle filosoffer mener, at etik er en slags trumf, det argumenterer for eksempel den indflydelsesrige engelske filosof, R. M. Hare (født 1919) for i sin bog Moral Thinking fra 1981. At etiske domme er trumfer, skal ifølge Hare forstås sådan, at etiske vurderinger skal tillægges meget stor betydning og vægt. Hvis en person for eksempel siger og seriøst mener, at han faktisk burde besøge sin syge gamle mor på hospitalet, men i stedet sætter sig udenfor og tager solbad, kan personen i høj grad bebrejdes sin handling. For selv om han faktisk foretrækker at tage solbad i det dejlige vejr, overtrumfer det etiske krav om at besøge moderen hans egne ønsker. Derfor er han forpligtet til at gøre noget andet end det, han rent egoistisk har mest lyst til. Noget andet er så, at personen selvfølgelig kan sætte sig ud i solen med god samvittighed, hvis han faktisk ikke mener, han har pligt til at besøge moderen.
Nogle filosoffer vil hævde, at etiske vurderinger blot er udtryk for, hvad man personligt bryder sig om. Derfor behøver andre ikke at fortælle én, hvad man skal mene. Det er lige som med mad og andre personlige vurderinger. Enten kan man lide det, man spiser, eller også kan man ikke lide det. Hvad andre synes, rokker ikke ved det, og under normale omstændigheder kan de ikke med rette betvivle ens egen vurdering. Sætningen "jo, du kan godt lide maden, det ved jeg bedre end dig!" giver i de fleste situationer ganske enkelt ikke mening. Man kan ikke for alvor blive klogere på, om man kan lide en bestemt ret eller ej, ved at diskutere det med andre. På samme måde har nogle mennesker den opfattelse, at man ikke ved at høre andres mening kan blive klogere på, hvad man skal mene om et etisk problem som for eksempel abort.
Når man diskuterer, oplever man dog ofte, at etik ikke blot er personlige vurderinger. Tværtimod ændrer man måske mening om det problem, man diskuterer med andre. I diskussionerne afkræves man nemlig begrundelser for sine synspunkter. Og nogle gange finder man ud af, at ens egne argumenter er dårlige.
For eksempel hører man ofte den holdning, at det er forkert at ændre ved planters arvemasse ved genmodificering (GMO). Har man den holdning, kan man begrunde den i, at det er unaturligt at mennesker ændrer ved planternes arveanlæg med genteknologi. Hertil kan indvendes, at mennesker foretager sig så meget andet, der er unaturligt, som for eksempel at ændre på planters arvemasse ved konventionel avl. Dette synes de færreste er forkert, selvom det også er unaturligt. Det kalder enten på en ny begrundelse for, at det er forkert at lave om på planters arvemasse med genteknologi (en bedre begrundelse kunne måske være, at det er risikabelt for resten af naturen at udsætte genmodificerede planter). Eller på en revideret holdning - at det faktisk ved nærmere eftertanke er acceptabelt at mennesker ændrer planters arvemasse også med genteknologi. Hvis man mener, det er vigtigt at opstille principper for etiske handlinger, vil man ikke mene, det hænger sammen, at man går ind for konventionel modificering af planter, selvom det er unaturligt, hvis man samtidig er imod genteknologisk ændring af planters arvemasse med den begrundelse, at det er unaturligt. Men der kan naturligvis (!) være andre begrundelser, der gør, at man afviser genteknologi men samtidig finder, at konventionel planteavl er ok
Det krav, der bliver stillet til begrundelsen i eksemplet ovenfor, er egentlig bare, at den skal være konsistent – det vil sige forenelig – med de begrundelser, man giver for ens andre etiske synspunkter. Hvis der ikke er konsistens, har man et problem. Men hvis det er rigtigt, at der skal være konsistens, viser det, at etiske vurderinger ikke er fuldstændig sammenlignelige med personlige vurderinger angående for eksempel mad. Det giver ikke mening at kræve, at man skal kunne lide den samme ret lige godt på forskellige tidspunkter. Det afhænger af dagsformen, men det gør kravet om konsistens i etiske begrundelser ikke.
Afvejning af etiske hensyn
Det mest fremherskende synspunkt i dag er, at der er noget, der etisk set er mere rigtigt at mene end andet. Men selv om man ønsker at handle etisk korrekt, er det ikke altid let at afgøre, hvad den etisk rigtige handling egentlig er. Mange gange er der flere hensyn at tage på samme tid. Derfor må man tage stilling til, hvilke hensyn der har størst betydning. Normalt er det nemlig sådan, at man udmærket kan blive enige om, hvilke hensyn der er involveret. Derimod kan man ikke altid blive enige om, hvordan de skal afvejes i forhold til hinanden.
Når man skal tage stilling til for eksempel brugen af bioteknologier, handler det også om at afveje etiske hensyn i forhold til hinanden. For eksempel taler hensynet til naturen og klimaet for, at vi standser al ikke-bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, fx fældning af regnskove for at skaffe jord til føde-vareproduktion og bioenergi. Men hensynet til verdens voksende befolkning taler for, at vi øger produktionen af mad og energi for at få nok til alle. For at kunne afgøre, hvordan vi skal bære os ad med at vælge, når dilemmaerne opstår, bliver vi nødt til at afveje, hvem vi først og fremmest mener, vi bør tage hensyn til i forskellige situationer. Hvordan man vil afveje disse hensyn afhænger af ens filosofiske udgangspunkt. Der er mange tilgange, men to anses normalt for at være 'hovedskolerne', nemlig konsekvensetikken og pligtetikken. I de senere årtier er en tredje tilgang, dydsetikken, vundet frem og nævnes ofte som den tredje hovedtilgang i normativ etik.
Konsekvensetik
Konsekvensetikkens bud på principper for, hvordan man skal forholde sig, når etiske hensyn strider mod hinanden, så man ikke kan tilgodese dem alle på en og samme tid, går som navnet siger ud på, at man skal vælge den handling, der samlet set har de bedste konsekvenser for de involverede parter. Grundlæggerne af den klassiske konsekventialisme anses for at være englænderne Jeremy Bentham (f. 1789), John Stuart Mill (f. 1861) og Henry Sidgwick (f. 1907). Førnævnte R. M. Hare var også fortaler for det synspunkt. Det er i og for sig et enkelt princip, men det gør ikke, at det uden videre er enkelt at bedømme, hvilken handling, der i en given situation er den rigtige. For man skal altid sammenligne den handling, man umiddelbart går ind for, med alle de mulige alternativer.
Det kunne ved første øjekast synes at følge af konsekventialismen, at alle danskere burde begynde at spise vegetarisk fra og med det næste måltid, fordi det ville have en meget positiv klimaeffekt. Men formentlig ville konsekvensen af at stille så ultimative krav være, at de fleste ville finde kravet så uoverkommeligt krævende, at de på forhånd ville opgive at leve op til det – og måske ville de ligefrem blive så demotiverede, at de opgav overhovedet at gøre noget ved deres kødforbrug, for hvad tæller en enkelt kødfri dag i den store sammenhæng? Desuden ville konsekvenserne for kød¬producenterne, hvis alle holdt op med at købe deres produkter fra den ene dag til den anden, være meget negative, ligesom der ikke ville være nogen positiv klimaeffekt ved ikke at spise de husdyr, som allerede er under opdræt. Derfor kan det ved nærmere eftersyn ende med, at det faktisk alt i alt ville have de bedste konsekvenser at indføre en langsommere afvikling af kødspisningen, som gav landmændene mulighed for at stille deres produktion om og som ville gøre, at flere mennesker faktisk ville være motiverede for at spise mindre og mindre kød.
Problemet med sådanne regnskaber kan være, at det er ret vanskeligt at få alle de relevante faktorer regnet med, og tilsvarende vanskeligt at afgøre, hvilken vægt de hver især skal indgå med i regnskabet. Her har konsekventialisterne problemer, for hvordan skal man fx værdisætte kødelskerens tab af livskvalitet, husdyrenes mistrivsel og effekterne af klimaforandringerne på en måde, så de kan vejes op mod hinanden?
Pligtetik
Den anden hovedopfattelse kaldes pligtetik, og det mest indflydelsesrige bud på en sekulær pligtetik stammer fra den tyske filosof Immanuel Kant (f. 1724). Ifølge denne tilgang drejer etik sig ikke kun om at udføre de handlinger, der har de bedste konsekvenser i den forstand, at de samlet set gavner de involverede personer mest muligt. For nogle etiske principper eller regler har ifølge pligtetikerne en sådan karakter, at man simpelt hen ikke må udføre bestemte handlinger, næsten ligegyldigt hvor gavnlige konsekvenser det ville have at gøre det. Den kendte amerikanske filosof, Robert Nozick (f. 1938), kalder i sit hovedværk Anarchy, State and Utopia fra 1974 denne opfattelse for "the side-constraint view" og beskriver den på følgende måde:
Der eksisterer etiske handlingsblokkører, som forbyder dig at udføre bestemte handlinger for at nå dine mål. (side 29)
Et eksempel på en sådan "moral constraint", det vil sige et etisk princip eller en etisk regel, som de fleste af os er parate til at følge, også selv om det i nogle situationer ville have gavnlige konsekvenser ikke at gøre det, er forbuddet mod at slå et menneske ihjel. En pligtetiker kunne også have problemer med det ovenstående eksempel, for hvis den rigtige handling er at holde op med at spise kød, fordi husdyropdræt giver klimaproblemer og dermed skader en række nutidige og fremtidige mennesker, så tæller de forskellige konsekvenser af at kræve, at alle holder op med at spise kød i morgen, ikke. Den rigtige handling er ikke betinget af konsekvenser men af pligter, og da vi har pligt til ikke at skade andre, bør vi ikke udføre handlinger, der skader.
For pligtetikerne er det altså ikke altid en farbar vej at følge Hares forslag om at se på de samlede konsekvenser af de forskellige handlinger, hvis to etiske hensyn støder imod hinanden. I stedet må pligtetikeren gøre op med sig selv, hvilket hensyn han anser for at være mest tungtvejende. Hvordan man skal gøre dette op med sig selv, hvis det ikke forekommer én indlysende fra starten af, siger pligtetikken imidlertid sjældent noget entydigt om.
Dydsetik
Selvom dydsetikken i en periode fra oplysningstiden til midt i det 20. århundrede stod noget i skyggen af de to andre tilgange, var det en dominerende tilgang i vestlig moralfilosofi indtil da. Normalt anses Aristoteles (f. 384 f.Kr.) for tilgangens grundlægger, og Elisabeth Anscombe (f. 1919) som den, der bragte den frem fra den midlertidige glemsel i slutningen af 1950'erne. Dydsetikken adskiller sig fra såvel konsekvens- som pligtetik ved ikke at have som sit mål at pege på universelle principper, der kan anvendes i alle situationer, hvor der skal foretages moralske valg. Dydsetiske teorier beskæftiger sig ikke som de to andre teorier primært med, hvad man skal gøre, men snarere med hvilken slags menneske man bør tilstræbe at blive.
I eksemplet ovenfor vil de to beskrevne tilgange principielt være enige om, at vi bør holde op med at spise kød i det omfang, det fører til udledning af store mængder drivhusgasser. Konsekvensetikeren vil især begrunde det med, at husdyrenes udledning af klimagasser fører til global opvarmning og dermed har fatale konsekvenser for dem, der tæller moralsk, nemlig mennesker og højerestående dyr. Pligtetikere vil lægge vægt på, at har pligt til at respektere andre menneskers krav på, at vi ikke skader dem, hvilket vi gør, når vi forårsager global opvarmning.
Dydsetikken vil nå frem til samme konklusion, men begrundelsen vil være, at det at undlade at skade andre er udtryk for centrale dyder som omsorgsfuldhed, mådeholdenhed, nænsomhed, opmærksomhed og ansvarlighed. Det etisk set centrale er de motiver, man handler ud fra. Vejen til det gode liv går gennem at optage disse dyder i sin karakter gennem at spørge sig selv, hvilken slags mennesker, man ønsker at være.