Etikinterview om stamceller

De to etikere

Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.

• Klemens Kappel: Klemens Kappel er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2005-2007). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet.
• Peter Øhrstrøm: Peter Øhrstrøm er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2000-2010). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet.

Typisk samler diskussionen sig om, hvorvidt embryoner har etisk status, som gør, at man skal udvise respekt for dem og tage hensyn til dem. Peter og Klemens mener begge to, at man skal behandle embryoner med respekt, men er ikke enige om, hvad det indebærer. Følgende samtale mellem dem drejer sig om etiske spørgsmål i forbindelse med stamcelleforskningen.

Peter: Jeg synes ikke, der er særlige problemer i at forske i voksen­stamceller. Der er de samme problemer som ved al anden medicinsk forskning. Som fx om der er flere fordele end ulemper ved at udføre forskningen, om statistikken er lavet på en ordentlig måde osv.

Klemens: Det er jeg enig i.

Peter: Men forskning i embryonale stamceller, er efter min mening dybt problematisk. Hovedproblemet er, at man for at få fat i de embryonale stamceller destruerer et eller flere fosteranlæg (befrugtede æg). Så der har vi hele problema­tikken om et fosteranlægs etiske status. Jeg mener, at man skal regne et befrugtet æg og et fosteranlæg for menneskeligt liv med den ukrænkelighed og den værdighed, som efter min mening tilkommer alt menneskeligt liv. Derfor bør forbrug af fosteranlæg i forskningen efter min mening forbydes.

Klemens: Jeg synes også, problemet er, at man destruerer et fosteranlæg, et befrugtet menneskeæg, et embryon, eller hvad man nu vil kalde det, for at få fat på de stamceller, man skal bruge.

Jeg synes, vi skal omgive embryonet med værdighed og behandle det på værdige måder. Men jeg mener ikke, at vi skal forstå ordet "værdighed" på samme måde, når vi har at gøre med voksne mennesker, og når vi ser på embryoner. Det er selvfølgelig en værdighedskrænkelse, hvis man slår et voksent menneske ihjel. Men det er ikke givet, at man skal se på det på den måde, når man har at gøre med embryoner.

Jeg synes, vi skal have en forståelse af værdighed, som indebærer, at man ikke må gøre hvad som helst med embryoner. I den forstand har de en etisk status. Man må kun anvende dem til fornuftige formål, og man skal destruere dem på en ordentlig måde og ikke bare lave sjov med dem eller skylle dem ud i kloakken og den slags ting.

Peter: Værdigheden er efter min mening knyttet til det menneskelige liv som sådan. Det er jo ikke sådan, at man kan tage det lille fosteranlæg under mikroskop og sige, at dér er værdigheden. Det er der ingen der mener. Det er ikke sådan, at man kan måle sig til den. Den må have en anden status, og der kan jeg ikke personligt komme uden om vores kristne tro og kulturelle arv, som indebærer, at det at være menneske er noget særligt i forhold til at være et dyr. Og at det enkelte menneske også er noget særligt i forhold til de andre mennesker. Det vil sige, at vi som mennesker har værdi både som individ og som art, og at ethvert menneskeligt liv har en iboende værdighed.

Klemens: I praksis er den vigtigste måde at diskutere etiske synspunkter ikke at se på, hvilke begrundelser de har. Den vigtigste måde er at se, hvad synspunkterne indebærer på andre områder og overveje, om man virkelig kan acceptere de logiske konsekvenser. Dit synspunkt indebærer for eksempel at brugen af spiral som prævention er nogenlunde lige så forkert som at slå et menneske ihjel – eller rettere: at slå mange mennesker ihjel – for en spiral forhindrer jo befrugtede æg i at sætte sig fast i livmoderen. Mener du det?

Peter: Nej. Det følger ikke af mit grundsynspunkt, at brug af spiral som prævention er drab. Det vil efter min mening være misvisende at karakterisere brug af spiral på den måde, men jeg mener, det er en metode, der krænker nye menneskelige liv, som jo skabes, uden at de får fysisk mulighed for at overleve ret længe. Derfor regner jeg brug spiral for en uetisk form for prævention.

Men nok om spiralen. Den er jo til forskel fra brugen af fosteranlæg i stamcelleforskningen ikke på den politiske dagsorden, og et forbud mod spiralen som præventionsmetode kan jeg ikke forestille mig indført. Om noget skal forbydes afhænger jo blandt andet af, om det er praktisk muligt at håndhæve forbudet, og om om rådet i øvrigt egner sig til lovgivning. Debatten om lovgivning eller ikke lovgivning på et givet område må dreje sig om, hvilke grænser vi som samfund vil sætte, og hvad der skal overlades til den enkeltes afgørelse. Der er mange eksempler på utroskab, løgnagtighed, uhæderlig­hed, som jeg vil regne for uetiske, men som jeg ikke vil drømme om at foreslå forbudt ved lov.

Klemens: Selvom et forbud mod at bruge spiral ikke er på den politiske dagsorden, synes jeg, det er vigtigt, at din holdning medfører, at et forbud mod spiral, fortrydelsespiller og abort burde være på dagsordenen, selvom den ikke er det. Det er muligt, som du siger, at problemer med at håndhæve nogle af disse forbud kunne tale for ikke at indføre dem. Men når du betegner spiralen som en uetisk form for prævention, der krænker menneskelige liv, taler det vel for, at den som udgangspunkt burde forbydes. For det, der fremfor alt karakteriserer de ting, som vi forbyder til forskel fra blot at sige, at de er forkerte, er den moralske alvor i det. Så det er blandt andet fordi, den moralske alvor i utroskab trods alt ikke er større, end den er, at vi ikke forbyder det, mens den moralske alvor i at slå sin nabo ihjel er meget, meget større.

Peter: Efter min mening har du slet ikke ret i, at den afgørende forskel mellem det vi forbyder, og det vi regner for uetisk uden at forbyde det, er den moralske alvor. Efter min mening er ulovlige handlinger som at køre bil uden sikkerhedssele, at have Dannebrog på flagstangen hele natten og at medvirke til forskellige former for sort arbejde forbundet med mindre moralsk alvor end visse former for løftebrud, bagtalelse og utroskab kan være – handlinger, som vi jo ikke forbyder.

Det, der karakteriserer de handlinger, vi forbyder, er efter min mening snarere noget med hensynet til den offentlige orden. Efter min mening er det for eksempel uacceptabelt, hvis staten tillader eller udfører forskning, der krænker menneske­ligt liv. En sådan forskning kan få alvorlige konsekvenser for samfundets syn på det menneskelige liv. Ikke mindst derfor bør loven forbyde forskning på befrugtede æg og fosteranlæg, der forudsætter, at menneskelige liv destrueres.

Klemens: Jeg mener i øvrigt også, at når det er meget svært at komme med argumenter, som alle kan tilslutte sig, for eller imod et bestemt synspunkt, bør man generelt være tilbageholdende med at lovgive.