Opgave 1: Beskriv illustrationen
I artiklen "Stamcellekød er godt for klimaet" har du læst om, at det er muligt at lave kød i et laboratorie ved hjælp af stamceller. Spørgsmålet er nu – forstår du det godt nok til at kunne forklare det til andre?
FRA KO TIL STAMCELLEKØD: Muskelstamceller kan isoleres fra muskelvæv og dyrkes. Under de rette dyrkningsforhold vil cellerne udvikle og dele sig. Nogle forskere foreslår at dyrke muskelstamcellerne på mikroskopiske kitin-kugler i næringsmedium. De færdigudviklede muskelceller kan så høstes fra kitin-kuglerne og forarbejdes til anvendelse i fx noget der svarer til hakket kød (Illustration: Peter Waldorph)
Du skal med egne ord beskrive illustrationen du ser herover. Du må gerne bruge teksten under illustrationen, men du skal omformulere det til dit eget sprog.
Opgave 2
Hvis stamcellekød kom på markedet i Danmark i løbet af de næste to-tre år – hvilken samfundsgruppe, det vil sige hvilken type mennesker, tror du ville købe det?
Hvorfor tror du denne gruppe af mennesker ville købe det?
Hvordan tror du den generelle holdning i Danmark er til stamcellekød?
Tror du der vil være forskel på hvad henholdsvis unge mennesker og ældre mennesker mener om stamcellekød?
Opgave 3
Artiklen du nu har læst handler blandt andet om celledeling i kød. I mennesket har vi to former for celledelinger. Den ene er kønscelledelingen (meiose), som foregår når ægget hos kvinden bliver befrugtet af mandens sæd.
Den anden celledeling er den almindelige celledeling (mitose), som foregår hele tiden i menneskets krop. Den sker når kroppen skal producere nye celler som fx blodceller, der ikke lever uendeligt.
Brug dine biologibøger og internettet til med egne ord at beskrive de to former for celledelinger. Du må meget gerne lave illustrationer til.
Interview med stamcellekødsforsker Tor Erling Lea
Læs interviewet med stamcellekødsforsker Tor Erling Lea og løs opgaverne herunder
Tor Erling Lea er stamcelleforsker og beskriver i artiklen, hvordan man dyrker animalske celler til kød.
Når du har læst artiklen, skal du med egne ord forklare:
- Hvad er en biokemiker?
- Hvad er en stamcelle?
- Hvor i kroppen har vi celler?
- Hvorfor er det vigtigt, at Tor Erling Lea bruger muskelceller til at danne stamcellekød?
- Hvordan ser fremtiden ud for stamcellekød ifølge Tor Erling Lea?
- Hvordan tror du fremtiden ser ud for stamcellekød?
Debatleg for hele klassen
Del klassen tilfældigt op i to grupper. Placer jer gruppevis i hver sin side af klassen. Én gruppe skal være for stamcellekød og den anden gruppe skal være mod stamcellekød.
Eleverne behøver ikke at være i den gruppe, hvor deres holdning stemmer overens!
Øvelsen går ud på, at argumentere for den "påtagede" holdning på tværs af klassen. Læreren er ordstyrer.
Det er antageligt en godt idé, at grupperne får lidt forberedelsestid før "debatten" startes – for at drøfte holdninger og argumenter.
Stamcellekød - en del af løsningen?
Er stamcellekød unaturligt eller en del af løsningen?
Når I har læst teksten "Stamcellekød: Unaturligt eller en del af løsningen?" med Kasper og Mickey, deler I jer i grupper med tre elever i hver. I skal afprøve følgende to opgaver:
A) Udvælg det afsnit i interviewet, hvor I mener, at Mickey og Kasper gør sig bedst.
Gruppen fordeler sig herefter på følgende tre roller: "Mobiltelefon-kameramand", "Mickey" og "Kasper".
"Kasper" og "Mickey" øver rollerne.
"Mobiltelefon-kameramand" finder det rette sted til interviewet i forhold til lysindfald, ro, passende baggrund m.m.
Interviewet med "Mickey" og "Kasper" optages nu med mobiltelefon. Når interviewet er båndet, fremvises det efterfølgende for læreren/klassen.
B) På samme måde som i opgave a), skal I optage et interview med Kasper og Mickey. Denne gang med et afsnit I selv har skrevet omhandlende "Stamcellekød: Unaturligt eller en del af løsningen?"