Denne tekst er baseret på Det Etiske Råds udtalelse om embryo- og dobbeltdonation fra 2014. Vær opmærksom på, at der siden Rådets udgivelse kan være sket nogle ændringer i de faktuelle oplysninger. Rådet er i 2017 udkommet med anbefalinger om lovliggørelse af dobbeltdonation.
Det kan fx være relevant for enlige kvinder, der ikke selv producerer æg, eller for par, hvor både manden og kvinden er infertile.
Begreber og teknikker
Embryodonation er, hvis en kvinde modtager et allerede befrugtet æg fra en anden kvinde. Det kan fx være aktuelt i forbindelse med de par, der afslutter fertilitetsbehandling med egne kønsceller uden at have fået et barn.
I Danmark bliver ca. 33 % af alle nedfrosne, befrugtede æg ikke benyttet til assisteret reproduktion og bliver derfor i stedet destrueret eller anvendt til forskning.
Dobbeltdonation er, når et par hverken har fungerende æg eller sædceller, og man derfor modtager både æg og sæd fra donorer, som så reagensglasbefrugtes og sættes op i kvindens livmoder.
Hvad må man?
Begge metoder er ulovlige. I Danmark må man kun blive kunstigt befrugtet, hvis enten sæden eller ægget stammer fra en af de forældre, der skal tage sig af barnet. Mindst én af de kommende sociale forældre skal altså være genetisk beslægtede med barnet.
Man må heller ikke give eller sælge befrugtede æg videre til andre barnløse.
De etiske overvejelser
For nogle menneskers holdning til embryodonation er det afgørende, at det er et befrugtet æg, der sættes op.
Et befrugtet æg er starten til et menneske, og nogle mener, at det derfor ikke bør handles eller gives væk. Andre mener, at fordi det er begyndelsen til et menneske, er der ikke er den store forskel på den type donationer og adoption.
Man kan omvendt sige, at hvis der er embryoner til overs fra fertilitetsbehandling, bør man netop sørge for at finde en livmoder til dem, fordi de er begyndelsen på mennesker.
Man kan være bekymret for, at børn født efter embryo- og dobbeltdonation kan lide skade senere i livet, fordi ægget bliver sat op i en anden kvinde. Som ved reagensglasbefrugtning kan man ikke med sikkerhed vide, at teknikken ikke er risikabel, fordi den kun kan testes ved at følge børn hele livet. Derfor mener nogle, at man ikke bør løbe risikoen, fordi det i teorien kan have dårlige konsekvenser for barnet.
Man kan også være bekymret for, at barnet senere hen kan få psykiske problemer i form af rodløshed, fordi det ikke kender sine biologiske forældre. Til det kan man indvende, at det ikke er anderledes end ved sæd og æg-donation.
En sidste bekymring, der kan ligge bag eventuel lovliggørelse af embryo- eller dobbeltdonation er, at hvis man først har sagt ja til embryo- og dobbeltdonation, så går man ind på en glidebane, hvor der ikke er langt til, at man også tillader medicinsk hjælp til rugemoderskaber. Tanken er, at hvis man tillader, at kvinder kan få hinandens befrugtede æg, er der ikke langt til, at de kan indgå aftaler om, at en kvinde kan få sat en andens kvindes æg op, og hun så kan bære barnet, for senere at give det ’tilbage’ til donoren efter det er født.