Etikinterview om reproduktiv kloning

Publiceret 04-10-2010
Undervisning

Der er i hele verden er stor uenighed om, hvorvidt det er etisk acceptabelt at lave såkaldt terapeutisk kloning, hvor man skaber embryonale stamceller ved hjælp af kerne­transplantation.

Men samtidig er der usædvanlig stor enighed om, at man ikke skal bruge teknikken til at skabe børn - altså til reproduktiv kloning. Enigheden skyldes måske ikke mindst, at kernetransplantationsteknikken er så usikker, at det ikke ville være forsvarligt at bruge den til at skabe børn med. Men hvis nu teknikken en dag bliver så sikker, at der ikke vil være nogen risiko for misdannelser hos klonen, vil det så stadig være forkert at klone mennesker?

De to etikere

Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.
Klemens Kappel
Peter Øhrstrøm
Klemens Kappel er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2005-2007). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet.
Peter Øhrstrøm er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2000-2010). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet.

Peter Øhrstrøm: Jeg ved, du vil være uenig med mig Klemens, men efter min mening er reproduktiv kloning absolut og i enhver situation forkert. Der er simpelthen et vilkår for den menneskelige reproduktion, som vi også skal tage alvorligt, og det er, at vi skal have en entydig far og mor - det vil sige være blevet til ved én mand og én kvinde. Man kan sige, at det hører til selve den menneskelige værdighed.

Klemens Kappel: Jeg ville da mene, at en klon har en entydig mor og far.
Peter Øhrstrøm: Den kvinde, der føder det klonede barn, er jo i hvert fald ikke mor til det i ordets sædvanlige betydning. Lad os nu sige det er kvinden, der er blevet klonet, hun har måske endda både leveret den der kerne, som er proppet ind i ægget i stedet for den kerne, der var fra begyndelsen, og også ægcellen. Så forudsætter vi, at der er blevet et barn ud af det. Så er det jo ikke den fødende, der er mor - ja hun er i en vis forstand moderen, men hun er jo også klonens tvilling, altså det er noget rod.

Klemens Kappel: Det er et argument, jeg er uenig i, for det er da rigtig nok, at hun ikke er den genetiske mor. Og selvfølgelig, når man taler om mor og far, så betyder det normalt både sociale, biologiske og genetiske forældre. Men det har jo vist sig, at de udtryk er flertydige. Hvis den opsplitning, du talte om, er et problem ved kloning, så er den jo også et problem ved almindelig adoption. Her er de sociale forældre jo heller ikke genetiske forældre, og det mener jeg ikke, er noget problem.

Peter Øhrstrøm: Pointen er jo, at vi rører ved noget, der har at gøre med identitet her, og den ville blive anfægtet på en helt ny måde, hvis man skabte et menneske ved kloning. Det er en krænkelse af et fundamentalt forhold. Det er det, der er hovedsagen. Det fundamentale forhold det er, at mennesket bliver til ved en mand og kvinde, der hver har bidraget med halvdelen af generne. Det krænker du ikke i en adoptionssag. Der kan selvfølgelig være problemer knyttet til adoption, men de har en helt anden karakter, og det er jo problemer, som vi jo netop forsøger at løse på den bedst tænkelige måde.

Klemens Kappel: Jeg kan altså ikke se, at det i sig selv skulle være forkert at klone, hvis ellers teknologien virkede, selvom det på mange måder er en mærkelig teknologi. Og tanken om, at der overhovedet er brug for den form for kloning, er ikke overbevisende. Hvis det var mig, der var i den situation, at jeg simpelthen havde prøvet alt for at få et barn, så tror jeg klart, jeg ville foretrække en donation af et befrugtet æg frem for kloning. Men det er jo bare ikke tilladt i Danmark i dag.
Peter Øhrstrøm: Den løsning med at adoptere et befrugtet æg går jeg også ind for. Et æg som er til overs efter kunstig befrugtning, og som ellers ville blive smidt ud, hvis parret allerede har fået et barn.

Klemens Kappel: Men stadigvæk, vil der være noget forkert ved at klone, hvis man kunne? Næh, det kan jeg ikke helt se. Konsekvensen ville være, at et individ ville komme til verden, som ville have et udmærket liv, hvis omgivelserne ellers opførte sig nogenlunde anstændigt over for det.

Peter Øhrstrøm: Men i hvilke situationer ville du så gå ind for kloning? Skulle man for eksempel kunne bruge kloning til at skabe en knoglemarvsdonor til et sygt barn?

Klemens Kappel: En situation, hvor der kommer det barn til verden, som ingen har følelser over for, fordi man faktisk kun er interesseret i at kunne høste dets knoglemarv snarest muligt, ville være helt igennem forfærdelig. Og det har ikke noget specielt med kloning at gøre. Men jeg tror faktisk, at scenariet er urealistisk. Et realistisk scenarie ville være, at forældre gerne vil have et barn, og en medvirkende grund til, at de gerne vil have et barn, kan være det her donationsbehov. Det, der så vil ske, er, at de vil holde af det her barn, betragte det her barn som et mål i sig selv, når de har det, og formentlig et stykke tid før de har det. Det vil få en opvækst som alle mulige andre børn.

Peter Øhrstrøm: Det kunne jo også være, at det syge barn havde nyresvigt, så det havde brug for en nyre. Ville det så være i orden at få et klonet barn, som kunne donere sin ene nyre til den syge søskende, synes du? Det barn vil jo leve med det pres, at det skulle være donor til den anden, ikke?

Klemens Kappel: Altså der kunne sagtens være en situation, hvor en familie har et nyresygt barn, og så får et til barn på helt almindelig måde blandt andet med henblik på, at dette barn så senere hen kan blive nyredonor. Altså den form for familieplanlægning skal man vel ikke forbyde, selv om det godt kan virke anstødeligt. Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville få et barn under de omstændigheder. Men altså jeg tror ikke, man skal forbyde folk at få et barn i sådan en situation, for så skulle man også forbyde folk at få børn på ganske almindelig vis.

Man skal selvfølgelig forbyde, at man mishandler børn, og man skal forbyde, at man tvinger nogen til en nyredonation, som vedkommende ikke selv vil gå med til. Jeg mener også, at samfundet skal forbyde nyredonationer fra børn, der er for små til selv at tage stilling. Det skal ikke være tilladt for forældre at tage en nyre fra et barn og videregive til et andet barn.

Som samfund skal man heller ikke tillade, at folk begår selvmord for andres skyld, altså at de donerer livsvigtige organer væk, når de er i live.

Peter Øhrstrøm: Der er også et andet argument mod kloning, som jeg dog ikke synes, er særligt stærkt, men jeg anerkender da, at det har lidt for sig. Det fremføres nogen gange, og blandt andet i den redegørelse vi lavede i Etisk Råd for et par år siden, at hvis man er blevet til som kopi af et allerede eksisterende menneske, så vil det kunne belaste én. Fordi det ville kunne hæmme éns ret til en åben fremtid, at omverdenen ville forvente, at man udviklede sig ligesom sin klon - altså hvis nu den, man var en kopi af, var vældig god til stikbold, så ligger der et pres om også at blive god til det.

Det ville være anderledes, end med tvillinger. De bliver jo også til samtidig og har stort set samme genetiske identitet, men de er ikke kopier af et andet menneske, som på forhånd eksisterer. Pointen i argumentet er, at et menneske skal have lov til at være sig selv og ikke blive til bare som kopi af et andet menneske.

Klemens Kappel: Jeg er lidt skeptisk overfor det scenarie med, at mennesker partout vil påtvinge deres barn en bestemt identitet, hvor det skal være ligesom faderen eller moderen. Det kan man selvfølgelig godt tænke sig, nogle forældre vil, men jeg tror alligevel, at det er de få, og igen er det næppe et specielt forhold for netop kloning.

Peter Øhrstrøm: Det vil jo alle forældre. Vi går jo også og siger, når vi ser noget i vores børn, at det gjorde jeg også, da jeg var dreng.

Klemens Kappel
: Men jeg synes egentlig, de der indvendinger er underlige. Lad os forestille os, at et individ, som var en genetisk kopi af mig, blev født 40 år senere. Jeg tror da, det ville skabe en anden relation mellem barnet og mig, hvis det var en klon af mig. Det tror jeg, det ville, selvom det jo selvfølgelig er lidt spekulativ psykologi det her. Men jeg tror ikke, det ville skabe en ødelæggende eller begrænsende relation. Hvorfor skulle det det?

Jeg ville da i øvrigt også forvente, at barnet ville have en hel række træk, som ikke lignede mig, fordi hans opvækst ville være temmelig meget anderledes. Han ville jo have 3 storesøstre og en anden social mor og far end dem, jeg havde.

Peter Øhrstrøm: Jeg er som sagt enig med dig i, at det argument ikke er særligt stærkt, selv om det er vigtigt, at et menneske bliver til som sig selv med sin egen åbne fremtid og ikke som en kopi af et andet menneske. Men for mig er hovedargumentet mod kloning stadig det, som vi startede med - altså at kloning er en krænkelse af et fundamentalt vilkår for mennesket og dermed en krænkelse af selve den menneskelige værdighed.

HER KAN DU LÆSE OM...

et interview med to etikere, som ser forskelligt på de etiske aspekter ved kloning. I interviewet diskuterer de blandt andet, om det er vigtigt, at man har en biologisk far og mor, om man skal kunne få et klonet barn, så dette barn kan give reservedele til en syg bror eller søster, og om et klonet menneske vil føle sig anderledes end et menneske skabt på mere traditionel vis.

HAR DU TÆNKT OVER?

Om det vil være forkert at skabe et menneske, som ikke har både en genetisk mor og far?

Om du ville opfatte et menneske anderledes end andre, hvis du vidste, vedkommende var en klon?

Om klonen selv ville føle sig anderledes?

Om det er i orden skabe en klon, der kan bruges som donor for den person, klonen er en kopi af?

Om kloning stadig skal være forbudt?