Værdi i naturen

Publiceret 16-06-2011
Undervisning

Mennesker har altid set naturen som et middel, vi kan bruge til at nå egne mål. En ressource og noget vi kan bruge til at opfylde egne ønsker og behov. Men er det altid rimeligt at sætte menneskets interesser højere end resten af naturens?

I nyere tid har nogle miljøetikere fremført det synspunkt, at naturen har værdi i sig selv, og at vi derfor ikke bare kan bruge naturen, som det passer os. Disse miljøetikere mener således, at vi skal passe på naturen, eller undlade at gøre skade på den, og at vi skal gøre dette for naturens egen skyld. Det vil blandt andet sige, at vi skal vise hensyn til naturen selvom det ikke kommer os selv til gode, og at vi nogle gange skal sætte naturens interesser over vores egne.

I de efterfølgende afsnit kan du læse om to forskellige udgaver af denne tankegang: biocentrisme og økocentrisme. For at forstå disse to teorier og de problemer der er forbundet med dem, er det imidlertid nødvendigt først at vide lidt generelt om miljøetik.

Miljøetik

I løbet af 1970'erne begyndte det at blive klart for flere og flere, at den måde vi mennesker lever på, har store omkostninger for naturen - i form af forurening, nedbrydning af naturen og generelle miljøproblemer. I perioden opstod der derfor en større bevidsthed om miljøet, også inden for filosofien, og man begyndte at søge efter en miljøetik. Forskellige filosoffer begyndte at tale om vigtigheden af, at bevare naturens mangfoldighed, respektere dens orden og indgå i dens balance.

En af de ting der kendetegner meget af miljøetikken, er, at den sætter spørgsmålstegn ved den måde etikken traditionelt set kun har handlet om mennesker. Ifølge flere miljøetikere, er det nemlig i høj grad den traditionelle måde at tænke etik, der har været skyld i mange af de miljøproblemer, som verden står over for i dag. Inden for den traditionelle etik har naturen kun værdi for noget andet, nemlig mennesker. Det vil sige, at vi kun har gode grunde til at passe på naturen, når det kommer os selv til gode. Det går jo også ud over mennesker, når vi ødelægger vores miljø, og det er derfor, at vi skal tage hensyn til naturen ifølge den traditionelle etik. I modsætning hertil mener mange miljøetikere, at vi skal passe på naturen for dens egen skyld, eftersom naturen har værdi i sig selv.

Der er altså to forskellige måder noget kan have værdi på: enten i sig selv, eller for noget andet. En hammer har eksempelvis værdi for en tømrer. Den kan bruges til at arbejde med. En tømrer har også den slags værdi. En tømrer kan bruges til at bygge huse, men eftersom en tømrer er et menneske, så har hun også en værdi i sig selv, uanset hvor god eller dårlig hun er til at bygge. Det er i hvert fald tankegangen inden for den traditionelle etik, og på samme måde mener nogle miljøetikere, at naturen har en værdi i sig selv, uanset hvad den kan bruges til.

Der er dog umiddelbart en del problemer forbundet med disse miljøetiske teorier. Mange af disse problemer handler om hvem (eller hvad) vi skylder hensyn, hvorfor nogen (eller noget) har krav på hensyn og hvordan disse hensyn skal tages. Skal vi eksempelvis tage hensyn til forskellige former for virus, bakterier og den slags? Hvorfor skulle vi tage hensyn til en farlig virus? Hvad med planter, træer og buske? Er det kun levende organismer, eller skal vi også vise hensyn til sten, sandkorn og vinden? Hvordan skal man overhovedet tage hensyn til en sten? Hvad skal vi gøre i tilfælde af konflikter mellem forskellige ting, der begge har krav på hensyn? Og så videre.

Det er heller ikke helt klart, hvorfor det altid skulle være en god ting at følge naturens orden. Nogle gange er denne orden forbundet med vold og lidelse, og hvorfor skulle det være en god ting? Det er jo ikke altid godt at "lade naturen gå sin gang", hvis nogen eksempelvis er blevet kørt ned af en bil, er det jo ikke godt at lade dem ligge på vejen, så naturens orden kan udfolde sig.

Ovennævnte type spørgsmål er en af de store udfordringer for miljøetikken at svare på. Ikke mindst at begrunde hvad det er ved naturen, der gør, at vi skal vise hensyn til den for dens egen skyld. I de følgende afsnit skal vi se på to forskellige miljøetiske teorier, biocentrisme og økocentrisme, der hver især har givet et bud på svar på nogle af disse spørgsmål.

Spørgsmål til afsnittet "Miljøetik"

  • Hvad vil det sige, at noget har værdi i sig selv? Hvad kendetegner den traditionelle etik? Hvordan adskiller miljøetik sig fra den traditionelle etik?
  • Synes du, ligesom miljøetikerne, at det er vigtigt at passe på naturen? Gør du noget for at skabe et bedre miljø?

Biocentrisme: alt levende har værdi

En af de overordnede teorier inden for miljøetikken hedder som sagt biocentrisme. Ifølge den teori er det ikke kun mennesket, men alle levende organismer, der har værdi i sig selv. Det vil sige, at ifølge biocentrismen så skal vi tage hensyn til alt levende: planter, mikroorganismer, pattedyr, fisk, mennesker og så videre.

Den amerikanske nulevende filosof Paul W. Taylor er en af de mest kendt fortalere for denne tankegang. Ifølge Taylor findes der et gode for alle levende organismer, noget som hjælper organismen med at trives. Ligesom vi eksempelvis kan fremme det gode for et barn, så kan vi også fremme det gode for alt andet levende. Når vi indser hvad der er godt for en organisme, og at alle organismer stræber efter det som er godt for dem, så bør vi, ifølge Taylor, også anerkende, at alle levende organismer har krav på at få taget hensyn til deres gode.

Hvis vi skal tage hensyn til alt levende i naturen, lige fra bakterier til elefanter, så opstår der dog hurtigt det problem, at der ofte vil være modstridende interesser på spil. Her bliver vi nødt til at prioritere mellem forskellige interesser, og det har vist sig, at være en stor udfordring inden for miljøetikken. Hvordan skal vi eksempelvis vægte menneskers interesse i at fælde træer, mod træers interesse i ikke at blive fældet? Det skal vi, ifølge Taylor, ved at bruge et system der kan skelne mellem, hvor vigtige de forskellige interesser er. På denne måde skal vi altså skelne mellem interesser som er livsvigtige, eksempelvis interessen i at overleve, og interesser som er mindre vigtige, eksempelvis en interesse i en bedre udsigt. Nogle gange skal vi altså vægte naturens interesser over menneskets.

Det løser dog ikke helt problemet. Nogle gange vil der være tale om livsvigtige interesser på begge sider. En ko har eksempelvis en livsvigtig interesse i at spise græs, og græsset har en livsvigtig interesse i ikke at blive spist. Hvordan afgør vi så hvilken interesse der skal veje tungest? Ifølge Taylor, bliver vi nødt til at overveje, hvilke andre hensyn der bør spille en rolle i den slags situationer. I modsætning til planter kan dyr lide, og vi ville gøre stor skade på koen ved at forhindre den i at spise græs. På samme måde mener Taylor, at menneskers livsvigtige interesser bør veje tungere end dyrs, ligesom andre dyrs livsvigtige interesser bør veje tungere end planters.

Hvis vi på denne måde skal vægte mennesker højere end dyr, og dyr højere end planter, så ser det dog ud som om, at vi ender op med en menneskecentreret etik. Som tidligere nævnt skulle miljøetikken, i hvert fald den del Taylor tilhører, lige netop være et opgør med den måde etik kun har omhandlet mennesker. Det ser altså ud til at være et problem i Taylors teori.

Et andet problem er, at vi stort set hele tiden krænker en masse levende organismers livsvigtige interesser, uden at det på nogen måde kan siges at være nødvendigt. Det gør vi eksempelvis, når vi børster tænder, hvor der dør tusindvis af mikroorganismer, og det gør vi også, når vi plukker blomster, spiller fodbold på en græsplæne, hvor der lever en masse insekter og så videre.

Her løber Taylor ind i det samme problem som mange andre miljøetikere: det er svært at finde ud af, hvordan man egentlig skal leve efter miljøetikken. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med Taylors teori. En etisk teori kan godt være rigtig, selvom det er vanskeligt at se, hvordan man skal leve efter den. Men hvis miljøetikken skal vise os vejen mod en større respekt for naturen, så virker det som et problem, hvis den ikke kan vise os, hvordan vi kommer derhen.

Spørgsmål til afsnittet "Biocentrisme: alt levende har værdi"

  • Hvad har værdi ifølge biocentrismen? Hvad vil det sige, at noget er et gode for en organisme? Hvordan mener Taylor, at vi skal vægte forskellige interesser mod hinanden?
  • Er du enig med Taylor i, at vi skal vise hensyn til alt levende? Hvorfor/hvorfor ikke?

Økocentrisme: alt i naturen har værdi

En anden hovedretning inden for miljøetikken kaldes økocentrisme. Denne teori går lidt længere end biocentrismen, fra det foregående afsnit. Ifølge økocentrismen er det nemlig ikke kun levende organismer, men alt i naturen der har værdi i sig selv. Det vil sige, at det ikke bare er alt levende, såsom blomster, fugle, skildpadder og så videre der har krav på hensyn, men også døde ting såsom sten, metal, bjerge etc. Det betyder også, at det ikke kun er enkelte dele af naturen, der har værdi i sig selv, men også helheder, som eksempelvis et økosystem, dyre- og plantearter og så videre.

En af fortalerne for denne teori er den amerikanske filosof J. Baird Callicott (1941-), der læner sig op af Aldo Leopold (1887-1948), en af de tidlige grundlæggere af miljøetikken. Ifølge Leopold, så har alt i naturen en værdi i sig selv, eftersom alting indgår i det som Leopold kalder det biotiske fællesskab. Dette fællesskab er nemlig afhængigt af alle dets medlemmer, og derfor har alle dets medlemmer et krav på at eksistere. Sådan et fællesskab kan eksempelvis være en mose, en regnskov eller lignende, men det kan også være hele kloden.

Denne måde at tænke på skal ikke ses som en erstatning af den traditionelle etik, ifølge Callicott, men som noget der ligger i forlængelse af denne etik. Vores måde at tænke etik har nemlig udvidet sig mange gange, fra først og fremmest at handle om vores egen familie og stamme (primært stammens mænd), til også at handle om vores landsmænd, kvinder, hele menneskeheden og så videre. På samme måde skal vi nu udvide vores måde at tænke etik, ifølge Callicott, til også at inkludere resten af naturen. Det skal vi fordi vi mennesker har en relation til naturen, det er - med Leopolds ord - et sted som vi hører til, ikke et sted der tilhører os.

Denne forestilling om en udvidelse af etikken har Callicott blandt andet hentet fra Darwin. Callicott bruger ligeledes Darwins evolutionsteori til at argumentere for, at vi har et ønske om at indgå i positive fællesskaber med andre mennesker såvel som med naturen. Tanken er, at dem der har været bedst til at indgå i disse fællesskaber, også har været de bedste til at overleve.

Derfor sætter vi helt naturligt pris på at indgå i den slags fællesskaber. Vi er simpelthen udviklet til at gøre det, og når vi sætter pris på noget, så tillægger vi det værdi, ifølge Callicott. Det vi sætter mest pris på har den største værdi. Vores tætteste fællesskaber, eksempelvis relationen til vores familie, har altså større værdi end andre fællesskaber, som vi indgår i. Det betyder blandt andet, at vi kan tilskrive størst værdi til vores nærmeste, vores familie, venner, folk der bor i det samme land som os selv, vores eget økosystem og så videre.

Hvis naturen kun har værdi fordi vi mennesker sætter pris på den, så kunne det dog godt se ud som om, at Callicotts teori er ligeså menneskecentreret som den traditionelle etik. Det ville Callicott sikkert være uenig i, for han ville fastholde, at vi kun kan sætte vores egne interesser over naturens, hvis de kan siges at være ligeså vigtige, eller vigtigere, end naturens interesser. Hvis vi i stedet tog udgangspunkt i den traditionelle etik, så ville menneskets interesser altid komme før naturens.

Callicotts teori kan virke meget rimelig ved første øjekast, men ved nærmere eftertanke er den også forbundet med en masse problemer. For hvad betyder det egentlig, at vi kan tilskrive størst værdi til vores nærmeste? Er det eksempelvis etisk forsvarligt at stjæle fra sine naboer for at få mad nok til sin familie? Må man skade andre for at hjælpe sine venner? Hvordan tager man egentlig hensyn til en mose? Skal vi opretholde vandhuller gennem perioder med tørke? Og så videre. I stedet for at begrunde hvorfor vi skylder hensyn til naturen virker det som om, at vi pludselig har en stor forvirring om, hvem eller hvad vi skylder hensyn til, og hvor stort et hensyn vi skylder alle de forskellige dele og helheder af naturen.

Spørgsmål til afsnittet "Økocentrisme: alt i naturen har værdi"

  • Hvad har værdi ifølge økocentrismen? Hvordan adskiller økocentrismen sig fra biocentrismen? Hvad mener Callicott med, at vi sætter pris på at indgå i et fællesskab med naturen?
  • Er du enig med Callicott i, at vi bør udvide etikken til at omhandle hele naturen? Hvorfor/hvorfor ikke? Oplever du selv, at der er værdi i naturen? Og i så fald, hvornår?

Indhold på siden