Økocentrisme: alt i naturen har værdi
En anden hovedretning inden for miljøetikken kaldes økocentrisme. Denne teori går lidt længere end biocentrismen, fra det foregående afsnit. Ifølge økocentrismen er det nemlig ikke kun levende organismer, men alt i naturen der har værdi i sig selv. Det vil sige, at det ikke bare er alt levende, såsom blomster, fugle, skildpadder og så videre der har krav på hensyn, men også døde ting såsom sten, metal, bjerge etc. Det betyder også, at det ikke kun er enkelte dele af naturen, der har værdi i sig selv, men også helheder, som eksempelvis et økosystem, dyre- og plantearter og så videre.
En af fortalerne for denne teori er den amerikanske filosof J. Baird Callicott (1941-), der læner sig op af Aldo Leopold (1887-1948), en af de tidlige grundlæggere af miljøetikken. Ifølge Leopold, så har alt i naturen en værdi i sig selv, eftersom alting indgår i det som Leopold kalder det biotiske fællesskab. Dette fællesskab er nemlig afhængigt af alle dets medlemmer, og derfor har alle dets medlemmer et krav på at eksistere. Sådan et fællesskab kan eksempelvis være en mose, en regnskov eller lignende, men det kan også være hele kloden.
Denne måde at tænke på skal ikke ses som en erstatning af den traditionelle etik, ifølge Callicott, men som noget der ligger i forlængelse af denne etik. Vores måde at tænke etik har nemlig udvidet sig mange gange, fra først og fremmest at handle om vores egen familie og stamme (primært stammens mænd), til også at handle om vores landsmænd, kvinder, hele menneskeheden og så videre. På samme måde skal vi nu udvide vores måde at tænke etik, ifølge Callicott, til også at inkludere resten af naturen. Det skal vi fordi vi mennesker har en relation til naturen, det er - med Leopolds ord - et sted som vi hører til, ikke et sted der tilhører os.
Denne forestilling om en udvidelse af etikken har Callicott blandt andet hentet fra Darwin. Callicott bruger ligeledes Darwins evolutionsteori til at argumentere for, at vi har et ønske om at indgå i positive fællesskaber med andre mennesker såvel som med naturen. Tanken er, at dem der har været bedst til at indgå i disse fællesskaber, også har været de bedste til at overleve.
Derfor sætter vi helt naturligt pris på at indgå i den slags fællesskaber. Vi er simpelthen udviklet til at gøre det, og når vi sætter pris på noget, så tillægger vi det værdi, ifølge Callicott. Det vi sætter mest pris på har den største værdi. Vores tætteste fællesskaber, eksempelvis relationen til vores familie, har altså større værdi end andre fællesskaber, som vi indgår i. Det betyder blandt andet, at vi kan tilskrive størst værdi til vores nærmeste, vores familie, venner, folk der bor i det samme land som os selv, vores eget økosystem og så videre.
Hvis naturen kun har værdi fordi vi mennesker sætter pris på den, så kunne det dog godt se ud som om, at Callicotts teori er ligeså menneskecentreret som den traditionelle etik. Det ville Callicott sikkert være uenig i, for han ville fastholde, at vi kun kan sætte vores egne interesser over naturens, hvis de kan siges at være ligeså vigtige, eller vigtigere, end naturens interesser. Hvis vi i stedet tog udgangspunkt i den traditionelle etik, så ville menneskets interesser altid komme før naturens.
Callicotts teori kan virke meget rimelig ved første øjekast, men ved nærmere eftertanke er den også forbundet med en masse problemer. For hvad betyder det egentlig, at vi kan tilskrive størst værdi til vores nærmeste? Er det eksempelvis etisk forsvarligt at stjæle fra sine naboer for at få mad nok til sin familie? Må man skade andre for at hjælpe sine venner? Hvordan tager man egentlig hensyn til en mose? Skal vi opretholde vandhuller gennem perioder med tørke? Og så videre. I stedet for at begrunde hvorfor vi skylder hensyn til naturen virker det som om, at vi pludselig har en stor forvirring om, hvem eller hvad vi skylder hensyn til, og hvor stort et hensyn vi skylder alle de forskellige dele og helheder af naturen.