I fremtiden kan vi komme til at se noget der ligner filmenes menneskemaskiner: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer med mere.
De fleste forbinder sikket cyborgs med sciencefiction-filmenes verden. For eksempel fra "I, Robot", hvor Will Smith er helten, som er udstyret med en fuldt integreret kunstig arm med superkræfter. Eller fra filmen "Terminator", hvor Arnold Schwarzenegger spiller en ond cyborg, der udsendes fra fremtiden for at udrydde menneskeracen.
Men faktisk går der også cyborgs rundt i den virkelige verden – om end af en mere beskeden slags. Hvert år er der fx omkring 2.500 mennesker i Danmark, der får indopereret en pacemaker – et lille elektronisk apparat, der forsyner hjertet med elektriske impulser i de tilfælde, hvor hjertets eget impulssystem ikke virker. Og flere døve mennesker har i dag fået indopereret et elektronisk apparat, der oversætter lydinformationer til elektriske impulser, som sendes til hørenerven ved hjælp af indopererede elektroder.
Cyborgs er altså ikke nogen ny opfindelse. Men inden for de seneste år har forskningsfeltet produceret tankevækkende resultater, der får science fiction verdenen til at synes tættere på.
Kobling af elektroniske signaler og nervesystemet
I et af de mere slående eksperimenter, har forskere indopereret en elektrode i en makak-abes hjerne på det sted, hvor signaler om håndens bevægelser udgår fra. Forskerne har sat aben foran en computerskærm med et joystick i hånden, som den bruger til at styre en lille plet ind i en større plet.
Mens aben arbejder med joysticket, måler forskerne de elektriske impulser fra abens hjerne og omsætter dem til computersprog. Efter cirka 10 minutter frakobler de strømmen til joysticket. Aben tror stadig, at det er joysticket, der får pletten til at bevæge sig. Men nu styres den i virkeligheden kun af de elektriske signaler, der udsendes fra neuronerne i abens hjerne, når den tænker på at bevæge sin hånd.
Aben finder dog langsomt ud af, at det er dens tanker og ikke håndens bevægelse af joysticket, der styrer pletten på skærmen. Så da forskerne fjerner joysticket, fortsætter den stort set uforstyrret med spillet. Men nu bevæger den prikken på skærmen ved blot at tænke på bevægelsen.
Eksperimentet viser, at det er muligt at koble signaler fra hjernen og nervesystemet direkte med it-teknologi uden for kroppen. En opdagelse der har åbnet op for, at man vil kunne hjælpe fysisk handikappede på helt nye måder ved at indoperere elektronik i kroppen. På eksperimentelt niveau har man allerede skabt vage synsindtryk hos blinde, ligesom fysisk handicappede mennesker med tankens kraft har kunnet flytte cursoren på en computerskærm. Og i fremtiden håber man også på, at det ved hjælp af samme teknologi vil blive muligt for lamme mennesker at styre deres kørestol ved tankens kraft eller måske endda kontrollere kunstige lemmer.
En ny art
Splejsningen mellem hård teknologi og hjernens bløde biologi kridter imidlertid også banen op for andre anvendelser. Anvendelser som er teoretisk mulige, og som i fremtiden måske vil blive virkelige: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer med mere. Ja, i en vis forstand filmenes cyborgs – menneskemaskinerne gjort til virkelighed.
Det lyder måske vildt. Men faktisk er der en forsamling, der kalder sig "transhumanister", og blandt andet tæller respektable forskere blandt sine tilhængere, som opfatter muligheden for totalt at forandre menneskets vilkår som en gevinst. De ser den biologiske krop som en begrænsning og håber på, at mennesker med teknologiens hjælp nu kan deltage målrettet i at forme menneskeartens videre skæbne i evolutionen. Skabelsen af et helt nyt slags menneske er i tråd med deres målsætninger, så længe det medfører, hvad de opfatter som forbedringer af enkeltindividers livskvalitet: Længere levetid. Helst udødelighed. Højere intelligens. Bedre humør. Mere frihed. Grænseløse muligheder.
Cyborgteknologiens udfordringer
Den fuldt udviklede cyborg hører dog stadig fremtiden til. For selvom cyborgteknologien er i en rivende udvikling, er teknologien stadig på pionerstadiet. En af de store udfordringer er at opnå høj præcision i målingerne af aktiviteten i kroppens nervetråde eller hjernens neuroner. Det omtalte eksperiment med makak-aben er et eksempel på en relativt præcis måling. Det vil sige, at de signaler i abehjernens neuroner, som elektroderne opfangede, præcist var de signaler, som aben faktisk bruger til at bevæge sin arm og sin hånd med. For at dette skal lykkes, kræver det ikke blot en detaljeret viden om bevægecentret i hjernen. Det kræver også helt banalt, at man opererer meget tynde elektroder dybt ind i hjernen. Man kan sige, at graden af præcision øges i takt med, hvor meget teknologien rent fysisk griber ind i hjernen.
Hjernens aktivitet kan nemlig måles og bringes i anvendelse på mere eller mindre indgribende måder. Elektroder kan anbringes på hovedbunden, lige under kraniet, i de yderste lag af hjernen eller dybt nede i hjernen. Jo tættere man kan komme på at måle eller påvirke enkelte neuroner, jo mere detaljeret vil man kunne styre udvekslingen mellem hjernens aktivitet og de eksterne apparater. Hos mennesker er det naturligvis en alvorlig sag at operere elektroder dybt ned i hjernen. Derudover er det et problem, at elektroder med de nuværende materialer med tiden kan blive nedbrudt af det omgivende væv.
I de eksperimenter, man har lavet med mennesker, er præcisionen derfor ikke nær så stor som i eksperimentet med makak-aben. Man kan forestille sig, at en kørestolsbruger kan styre sin kørestol via elektroder, der er placeret på hovedbunden. Han skal så øve sig i at tænke på geometriske former, når stolen skal køre til venstre, og på farver, når den skal køre til højre. For det er måske sådanne signalforskelle, elektroderne kan opfange; og som en computer kan programmere til at lave forskellige funktioner for kørestolen. Det vil naturligvis kræve langt mere indøvelse, og det vil virke mere akavet for brugeren.