Til grund for rådets udtalelse ligger den kraftige stigning i antallet af retspsykiatriske patienter, som har betydet at retspsykiatrien fylder mere i sundhedsvæsenet, og har givet anledning til betydelig offentlig bevågenhed i form af debatter i medierne, rapporter og lovgivningstiltag.
I udtalelsen behandler rådet etiske problemstillinger inden for tre overordnede temaer:
- Hvordan psykisk syge mennesker bliver retspsykiatriske patienter
- Hvor længe de er retspsykiatriske patienter
- Den langvarige bæltefiksering, som visse retspsykiatriske patienter er blevet udsat for
Om måden, psykisk syge mennesker bliver retspsykiatriske patienter på, udtaler rådet bl.a.:
”Rådet finder det dybt bekymrende, at utilstrækkelig behandling er en risikofaktor for den kriminalitet, som fører til særforanstaltninger”
Om længden af de retspsykiatriske særforanstaltninger udtaler rådet bl.a.:
”Rådet mener, at retspsykiatriens kernegruppe bør være mennesker, der lider af alvorlig psykisk sygdom, og har begået personfarlig kriminalitet, hvor den psykiske sygdom har bidraget på betydelig vis, og der er en klar risiko for tilbagefald. Rådet finder det derfor bekymrende, at ca. 10 % af alle foranstaltningsdømte i 2017 og 2018 ifølge Institut for Menneskerettigheder fik dom for tyveri eller formueforbrydelser”
Om langvarig bæltefiksering af retspsykiatriske patienter, udtaler rådet bl.a.:
”Rådet ser de meget langvarige bæltefikseringer som et alvorligt etisk problem, der kræver handling”
”Rådet anbefaler, at det overvejes at udvide muligheden for at gøre brug af aflåst patientstue og oppegående tvangsfiksering som alternativ til langvarig bæltefiksering”
”Etisk set betragter rådet aflåst patientstue og oppegående tvangsfiksering som et forsvarligt og skånsomt alternativ til de voldsomt skadende og dybt krænkende langvarige bæltefikseringer, som rådet finder det magtpåliggende at sikre, aldrig optræder i psykiatrien igen”.
Rådets udgangspunkt for arbejdet med retspsykiatrien:
I sin tilgang til retspsykiatrien har rådet lagt vægt på, at den rummer særligt udsatte og sårbare patienter, som ofte er dobbelt eller tredobbelt stigmatiserede som psykiske syge, kriminelle og misbrugere. Som rådet ser det, kalder det ikke blot på særlig omsorg, men også på en særlig indsats for at respektere disse individers selvbestemmelse. Rådet er bevidst om, at retspsykiatrien giver anledning til svære etiske dilemmaer, hvor hensynet til andres sikkerhed står over for den enkeltes selvbestemmelse, ligesom rådet er opmærksomt på, at det ikke altid er lige let for hverken pårørende, personale eller det omgivende samfund at holde af personer, som ikke blot lider af alvorlig sindssygdom, men også har begået til tider alvorlig kriminalitet og måske også har et misbrug. Men det er lige præcis af den grund, at rådet finder det vigtigt at sætte gang i en debat om, hvordan retspsykiatriens mange dilemmaer bør håndteres, hvis udgangspunktet er, at retspsykiatriens patienter også er individer, hvis værdier, interesser og synpunkter fortjener den samme respekt og anerkendelse som alle andres.