Introduktion til kloning

På en måde er kloning ikke noget nyt. Man har altid kendt til den form for kloning, hvor et befrugtet æg i livmoderen splitter sig i to dele, som udvikler sig til to individer med samme arvemasse. Det er sådan, énæggede tvillinger opstår. De énæggede tvillinger er faktisk kopier af hinanden, for når de bliver født, har de samme gensammensætning. Man kan bare ikke sige, at der er en original og en kopi.
I de sidste årtier af sidste årtusinde udviklede forskerne en ny teknik, kernetransplantation, som gav kloning en helt ny dimension. Fåret Dolly, som blev præsenteret for offentligheden i 1997, blev det første pattedyr, som blev skabt ved kernetransplantation som en kopi af et allerede eksisterende dyr.

Kloning med kernetransplantation

Ved kernetransplantation benytter man den modne ægcelles evne til at omprogrammere cellekernen. Det har vist sig, at en allerede færdigspecialiseret celle kan omprogrammeres til en helt uspecialiseret celle, hvis kernen fra den indsættes i en ægcelle tømt for sit eget indhold og gives et elektrisk stød. På den måde skaber man et embryon med samme gensammensætning som det individ, cellen stammer fra.

Der er tale om en banebrydende ny erkendelse, som allerede har fået revolutionerende betydning for forskernes biologiske forståelse. Indtil Dolly mente videnskaben, at når en celle i kroppen først var specialiseret til for eksempel en hudcelle, så var det uigenkaldeligt. Det har kernetransplantationsteknikken modbevist, og det har fået stor betydning for forskningen og givet håb om, at teknikken kan bruges i sygdoms­behandlingen.

Reproduktiv kloning:

I teorien kan kernetransplantation altså bruges til at skabe kopier af eksisterende individer, hvis det embryon, man skaber ved omprogrammeringen, opsættes i en rugemor og udvikler sig til fødslen. På den måde er det lykkedes at klone en lang række dyr. I afsnittet Reproduktiv og terapeutisk kloning kan I læse mere udførligt om, hvordan kernetransplantation udføres, og i interviewet med kloningsforsker Gabor Vajta forklarer han, hvordan han kloner grise. Blandt andet har han klonet grise med genet for Alzheimers sygdom for at kunne bruge klonerne til at forske i sygdommens udvikling.

Teknikken er dog stadig meget usikker, og det er kun en meget lille del af klonerne, der udvikler sig normalt.

Det er én af grundene til, at stort set alle forskere mener, at det, man kalder reproduktiv kloning, vil være alt for risikabelt at forsøge på mennesker. Man kan ikke begynde at eksperimentere med en teknik på mennesker, når man risikerer, at største­parten af klonerne dør eller bliver handicappede. Derfor er reproduktiv kloning af mennesker også forbudt i Danmark og i de fleste andre lande i verden.

Terapeutisk kloning:

I og med at kernetransplantation kan bruges til at nulstille specialiserede celler, kan den også bruges til en anden form for kloning, som man kalder terapeutisk kloning. Terapeutisk kloning går ikke ud på at skabe et nyt individ, men kun embryoner, som kan bruges i stamcelleforskningen.

Ideen er at nulstille en celle fra kroppen fra en patient, som har brug for reparationsvæv. Hvis man nemlig kunne frembringe et embryon ud fra en af patientens celler, ville det jo have samme gensammensætning, som han har. Så kunne man udtage embryonale stamceller fra dette embryon. Disse stamceller kunne man måske styre til at blive til væv – eller på sigt måske et helt organ - som patienten manglede. Og fordi vævet var dyrket af patientens egne celler, ville vedkommendes krop ikke afstøde det. Det ville derimod ske, hvis vævet kom fra et andet menneske.

I kan læse mere om, hvordan terapeutisk kloning udføres i afsnittet Reproduktiv og terapeutisk kloning. Udfordringen ved terapeutisk kloning er altså, at skabe stamceller og at styre deres specialisering i en bestemt retning, så de kan udvikle reservevæv. I kan læse mere om stamcelleforskningens forsøg på at styre celledifferentieringen i afsnittet Forskning i stamceller og sygdomsbehandling.

De etiske dilemmaer

Det er i de fleste Europæiske lande – deriblandt Danmark – forbudt at frembringe stamceller ved hjælp af kernetransplantation. Lovgiverne har dermed signaleret, at de finder det etisk forkert at frembringe et embryon på den måde, kun for at kunne bruge det til forskning.
Til gengæld er forskning i embryoner, der er blevet til overs, når et par har fået kunstig befrugtning, tilladt i Danmark og en række andre lande. Det skyldes et ønske om at udvikle nye behandlingsmuligheder – særligt overfor de sygdomme, som vi i dag står magtesløse overfor. Men stamcelleforskningen har sat os overfor et dilemma, for kan det forsvares, at man ved stamcellehøsten destruerer et befrugtet æg, som under de rette betingelser kunne udvikle sig til et menneske?

De fleste vil sandsynligvis mene, at et embryon har en eller anden form for etisk status, og at vi derfor bør behandle det med respekt. Men betyder det, at embryonet har krav på beskyttelse, at man ikke bør bruge det til forskning, der jo sigter mod et godt formål – at udvikle nye sygdomsbehandlinger? Og hvilken status har embryonet egentlig? Har det fra begyndelsen samme krav på beskyttelse som fødte mennesker? Eller er det først undervejs i graviditeten, at fosteret bliver til et fuldt menneske med samme krav på beskyttelse, som allerede eksisterende mennesker? Det er nogle af de spørgsmål, der diskuteres i afsnittet Må man anvende befrugtede æg og fosteranlæg til forskning? Heri kan I også læse, at forskellige kulturer ser forskelligt på, om det befrugtede æg skal betragtes som et individ fra befrugtningen, og i afsnittet om Forskellige syn på befrugtede æg og fostre kan I læse om, hvordan man i andre perioder i Danmarks historie har vægtet andre hensyn, for eksempel hensynet til samfundet, højere end hensynet til det befrugtede æg.

I etikinterviewet om stamceller kan du følge diskussionen mellem de to grund­synspunkter, Peter Øhrstrøm og Klemens Kappel repræsenterer. De mener begge, at man skal behandle embryoner med respekt, men de er ikke enige om, hvad det indebærer, fordi de er uenige om, hvilken status vi skal tildele det befrugtede æg.

Terapeutisk kloning kan også give anledning til andre dilemmaer. For omprogrammering af celler kræver jo ægceller, og de er vanskelige at få fat på, fordi det kræver, at kvinder gennemgår hormonkure og operative indgreb for at få dem udtaget. Det er de færreste kvinder villige til, men i nogle fattige lande kan man få kvinder til at sælge deres æg, hvilket er forbudt i de fleste rige lande. I afsnittet om Globalisering og handel med menneskelige æg kan I læse om, hvordan globaliseringen betyder, at national­staterne får vanskeligere ved at gennemføre den lovgivning, de finder etisk rigtig, når borgerne kan rejse derhen, hvor aktiviteten er tilladt.

Når det gælder reproduktiv kloning af mennesker, gør der sig nogle andre etiske dilemmaer gældende. Dem kan du læse om i Reproduktiv kloning - interview om etik. Uenigheden mellem Peter Øhrstrøms og Klemen Kappels synspunkt ligger i, om det ville være forkert at skabe kopier af mennesker, hvis teknikken blev udviklet til at blive lige så sikker, som andre måder at få børn på.