Men i andre lande er det tilladt, og fattige kvinder i Østeuropa og udviklingslandene kan overtales til at sælge deres æg, mens forskerne kan flytte derhen, hvor reglerne er mest lempelige. Hvad betyder det for en stat som Danmarks mulighed for at forbyde terapeutisk kloning og handel med menneskelige æg?
Globaliseringen betyder, at mennesker og penge let kan bevæge sig over nationale grænser og flytte derhen, hvor de kan finde de bedste betingelser for deres aktiviteter. Det gør sig også gældende på det bioteknologiske område. Her betyder det blandt andet, at nationalstaternes muligheder for at opstille etisk begrundede grænser for, hvilke teknikker de vil tillade, udfordres. For borgerne og industrien kan omgå forbud ved at rejse til lande, der har en mere lempelig lovgivning.
Et eksempel er handel med organer og væv - såsom ubefrugtede æg fra kvinder. De fleste vestlige lande har velregulerede systemer, som blandt andet betyder, at organer kun må gives væk - ikke sælges. Desuden skal donationen som hovedregel ske anonymt i det offentlige system, så ingen presses til at give sine kropsdele væk. Men der er en konstant mangel på organer til transplantation og på ægceller til kunstig befrugtning og forskning. Derfor er der i de sidste årtier opstået et internationalt sort marked for handel med menneskelige kropsdele.
Der har allerede i mange år været en vis trafik af mennesker, som er rejst mellem nabolande for at få medicinske ydelser, der er forbudt i deres hjemland. Kvinder fra Irland og andre katolske lande, som har forbud mod aborter, er i mange år rejst til England for at få indgrebet foretaget der. Uhelbredeligt syge mennesker fra lande, som har forbud mod at udføre aktiv dødshjælp, rejser til Holland og Schweiz for at få hjælp til at afslutte livet.
I starten af dette århundrede begyndte journalister at afdække, at trafikken var ved at få en ny dimension. To britiske læger gik i 2002 sammen med nogle journalister om at afsløre det, visse menneskeretsgrupper havde hævdet siden 1980'erne: At der findes et globalt, illegalt marked for handel med organer fra mennesker (Waldby 2006, 161). Fattige mennesker i udviklingslandene sælger deres organer til velhavende vesterlændinge. Det gælder særligt nyrer - som vi har to af, hvorfor man godt kan sælge den ene - men også ubefrugtede æg fra kvinder er i de senere år blevet en vare på det globale organmarked.
Dels sælges æggene til barnløse par fra rige, europæiske lande, som rejser til for eksempel Spanien, Cypern eller Rumænien, hvor de lovligt kan købe æg til barnløshedsbehandling. Her er det vigtigt for den kvinde, der skal føde barnet, at donor-kvindernes udseende ikke er alt for forskelligt fra hendes eget. Derfor vil fattige kvinder fra for eksempel Afrika eller Asien ofte ikke kunne sælge æg til kvinder fra Europa.
Dels sælges de til stamcelleforskning, der er ved at blive et nyt marked for ubefrugtede æg. Hvis man vil fremstille embryonale stamceller ved hjælp af terapeutisk kloning, skal man nemlig bruge æg fra kvinder. Her skal der jo ikke komme et barn ud af forskningen, så det er underordnet, hvilken etnisk baggrund, donoren har. Det kan potentielt udvide antallet af mulige fremtidige donorer.
Så ligesom behandlingssystemet er blevet mobilt, er forskningen det også. På stamcelleområdet er der globalt et relativt lille og meget internationalt forskningsmiljø, og forskerne arbejder ofte der, hvor betingelserne for deres forskning er bedst. Som hovedregel har de vestlige lande visse etisk betingede begrænsninger for eksempel med hensyn til, hvordan æg til forskningen fremskaffes. Derimod har nogle af de fremvoksende økonomier især i Asien, som for eksempel Indien, Kina og Sydkorea, efterhånden store grupper veluddannede forskere, men ingen eller meget lempelig etisk motiveret regulering af forskningen. Vestlige forskere kan vælge at samarbejde med forskere i sådanne lande om dele af forskningsprojekter, som ikke lovligt kan gennemføres i deres egne lande.
Forbud mod handel med kropsdele
Nogle vestlige lande tillader også terapeutisk kloning, det gør for eksempel England, hvor stamcelleforskerne dog har meget svært ved at finde kvinder, der vil donere æg til dem. Derfor har de britiske forskere foreslået, at det blev gjort lovligt at betale for æggene og på den måde få flere kvinder til at donere (BBC 2007). Forslaget er dog blevet kritiseret, fordi mange er bange for, at kvinder vil blive udnyttet og af økonomiske grunde vil udsætte sig for nogle risici, de ellers ikke ønskede at løbe.
Men nok så vigtigt åbner forslaget for en kommercialisering, som er uforenelig med det syn på menneskekroppen, der ligger til grund for lovgivningen i de fleste vestlige lande. Ifølge denne tankegang har mennesker en særlig værdighed, hvilket i en kantiansk fortolkning er uforeneligt med at have en pris:
I formålenes verden har alt enten en pris eller en værdighed. Alt, hvad der har en pris, kan erstattes af noget andet med samme værdi. Men alt det, som er hævet over at have en pris, og derfor ikke kan erstattes af noget andet, det har værdighed.
(Immanuel Kant, Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785), 434 (egen oversættelse))
Ud fra sådanne overvejelser opfatter mange vestlige politikere og bioetikere menneskekroppen som omfattet af en absolut værdighed, som er uforenelig med, at kroppen eller dele af den kan sælges på et marked.
Det afspejler sig i lovgivningen i de fleste vestlige lande, som er baseret på, at mennesker ikke må sælge deres væv eller organer (I USA blev salg af hele organer forbudt i 1980'erne, mens væv som æg, sæd og blod stadig må sælges (Waldby 2006, 21)). Den britiske samfundsforsker Richard Titmuss har også haft stor indflydelse på lovgiverne med sine teorier udviklet ud fra studier af henholdsvis det britiske og det amerikanske bloddonationssystem i 1960'erne. Han påviste, at et system baseret på et gaveprincip ikke alene fungerer bedre end et system baseret på betalt donation. Det medvirker også til at skabe samhørighed mellem borgerne indbyrdes og mellem borgerne og nationalstaten.
Det er disse etiske principper, nedfældet i nationalstaternes lovgivning, som udfordres af globaliseringen og af den internationale handel med væv og organer. Man kan sige, at nationalstaten kan beskytte sine borgere mod af økonomiske grunde at lade sig presse til at sælge dele af deres kroppe, som for eksempel deres ubefrugtede æg. Men den kan ikke forhindre andre borgere, som ønsker at skaffe sig sådanne æg - om det så skal være mod betaling - i at rejse til andre lande, hvor de lovligt kan købe dem af fattige mennesker, som er villige til at sælge deres æg.
Nationalstaternes indskrænkede spillerum
Alt dette peger på, at nationalstaters mulighed for at gennemsætte deres lovgivning på mange punkter indskrænkes i en globaliseret verden. Men hvilke konsekvenser skal man drage af dette faktum? Betyder det, at vi skal opgive at forbyde de dele af bioteknologien, vi i Danmark kan blive enige om at betragte som uetiske? Eller at vi måske skal tillade flere ting, end vi egentlig finder rimeligt, fordi vi ellers sender borgere og firmaer ud i verden til lande, hvor de kan finde mere lempelige regler?
En tilgang til dilemmaet er ganske pragmatisk: Når det alligevel er sådan, at nationale forbud bare får patienter og forskere til at rejse til andre lande, så bør et land som Danmark ikke have en restriktiv lovgivning på det bioteknologiske område. Det vil bare stille Danmark ringere i den internationale konkurrence om investeringer og arbejdspladser og begrænse borgernes muligheder for at få de behandlinger, de ønsker.
Heroverfor står en mere principiel holdning, som går ud på, at vi må fastholde, at lovgivningen i Danmark skal afspejle de værdier, vi finder vigtige. Hvis vi ikke håndhæver dem og forbyder det, vi finder forkert at gøre, vil vores samfund udvikle sig i en forkert og uacceptabel retning. Det er trods alt også de færreste borgere, som vil rejse ud i verden for at omgå sådanne forbud. Og hvis nogle forskere eller virksomheder, som udfører stamcelleforskning, vælger at flytte til andre lande, må vi leve med det frem for at give køb på væsentlige principper.
Begge tilgange spiller formentlig ind, når politikerne skal lovgive om bioteknologiske spørgsmål. I den forbindelse er det dog interessant at se, at Kina i 2007 for første gang vedtog etiske regler for regulering af biomedicinske forsøg med deltagelse af mennesker. En begrundelse for at vedtage sådanne regler var, at kinesisk forskning kunne miste sin folkelige støtte såvel i hjemlandet som internationalt, hvis den ikke tog etiske hensyn (se Det Etiske Råd 2007).