Det, jeg har her, er den CRISPR, som vi klargjorde tidligere. Det indeholder gene drive’et med homologiregionerne, som skal kunne integrere sig ind i myggegenomet. Vi tager DNA’et ind i en injektionsnål, hvori enden er så lille, at den ikke er synlig med det blotte øje.
Man skal være meget grundig for at være sikker på, at der ikke er nogen bobler i enden, for så får man ikke nok tryk til injektionen.
Vi skruer den på dette injektionsmikroskop, og det er tilsluttet til en lufttrykskilde herovre, som vi forsigtigt regulerer. Det tillader os at sørge for et kort trykudbrud, der frigiver en lille mængde af den DNA, som vi fremstillede, ind i myggeembryoerne.
Det, vi har her, er nogle af de myggeembryoner, som bliver placeret forsigtigt; alle sammen fra hale til hoved. Vi skal injicere dem direkte ind i bagdelen af embryoet, fordi det er denne del af embryoet, der bliver til kønsceller, og derfor kan vi integrere DNA’et i de celler, som bliver til den kommende mygs afkom.
Disse embryoner skal være mellem omkring en halv time til halvanden time gamle, for hvis de er for unge, er embryoerne så skrøbelige, at de vil eksplodere, når man injicerer dem. Hvis de er for gamle, danner de en æggeskal, som er så hård, at nålen ikke kan komme igennem.
Typisk injicerer man ikke ét embryon og får én myg, der er gensplejset. Faktisk kræver det mange timers øvelse og i mit tilfælde mere end seks måneder.
Så det, vi plejer at finde ud af, er, at vi nok bliver nødt til at injicere mellem 100 og 2.000 embryoner, før man rent faktisk kommer frem til én myg, der er gensplejset.
Vi venter på, at disse embryoner udklækkes. Meget få af dem vil overleve injektionsprocessen; typisk mellem ti og tyve procent. Og ud af dem må vi nok forvente, at en eller to procent indeholder nogle dele af gene drive’et, men måske ikke det hele.
For at tjekke om det er kommet ind, og om det er kommet korrekt ind, venter vi på, at de udklækkes, og vi screener dem ét efter ét og leder efter spor fra RFP-markøren, ved at se at de lyser fluorescerende rødt.
Her kan man se larverne, når man ser dem naturligt i normalt lys. Når man lyser på dem med laseren, kan man se, de ligner små lyspærer. Hver af disse er et larvehoved, disse diamanter ned ad kroppen og nogle af neuronerne på vej ned. Dette rødt fluorescerende protein er altså udtrykt specifikt i neuronerne, hvilket er ret tydeligt i øjnene, hjernen, og dette er en nervestreng, som går ned ad kroppen. Det er meget let at identificere, hvilke myg der er gensplejsede, og hvilke der ikke er, ved at kigge på dette.