Om bioenergi er gavnligt, afhænger altså af en række forhold; nogle typer er billige at dyrke og gavner forsyningssikkerheden til glæde for de danskere, der lever her og nu. Til gengæld har de en negativ klimaeffekt, så de skader de næste generationer af danskere og de mennesker andre steder, der allerede nu rammes af klimaforandringerne. De konkurrerer også med fødevareafgrøderne om landbrugsjord, så verdensmarkedspriserne på fødevarer stiger til skade for verdens fattigste. Andre typer bioenergi har en positiv klimaeffekt og kan fremstilles, uden at lægge beslag på landbrugsjord, men de er ikke økonomisk konkurrencedygtige i dag, så de vil give forringet købekraft for danskerne på kort sigt. Atter andre typer bioenergi baserer sig på afgrøder, der giver en positiv klimaeffekt, men de fylder meget og skæmmer i naturen.
Der er altså forskellige hensyn, der er i modstrid med hinanden, og vi må afveje, hvilke hensyn, der skal veje tungest. For at kunne gøre det, må vi gøre os nogle tanker om, hvem vi bør tage etiske hensyn til: skal vi kun tage hensyn til mennesker – og måske endda kun de mennesker, vi kender eller har en relation til (det kan for eksempel være fordi de er vores landsmænd, eller fordi vi har en anden relation til dem)? Skal vi også tage hensyn til dyrene? Og til naturen? Og hvis vi skal, skal vi så tage lige så meget hensyn til dyrene og naturen, som til mennesker? Er det for eksempel i orden at slå dyr ihjel og inddrage natur for at skaffe mad til mennesker? Eller skal vi bare tage hensyn til naturen i det omfang, det skader mennesker, hvis vi ødelægger den?
Det er den slags spørgsmål, etikken beskæftiger sig med. I teksterne Menneskets særstilling på jorden og Værdi i naturen gennemgås forskellige etiske tilgange til de spørgsmål mere grundigt.
Etiske forpligtelser gælder mennesker, man har relationer til
En opfattelse er, at etiske forpligtelser først og fremmest udspringer af relationer, man har til andre mennesker – det kan være i kulturelle fællesskaber eller i stater, hvor man jo er bundet sammen af nogle fælles love og institutioner, der er gensidigt forpligtende. Så etiske hensyn afhænger af de konkrete omstændigheder og er ikke de samme overfor alle mennesker. De forpligtelser, man har overfor nære mennesker eller overfor dem, man deler nation eller fællesskaber med, er stærkere end forpligtelserne overfor mennesker, som er fjernere, enten fordi de bor i fjerne lande, eller fordi de først bliver født i kommende generationer.[1] Der skal så at sige mere til, før man som stat eller individ har en moralsk pligt til at hjælpe mennesker, man ikke har relationer til.
Når etiske hensyn afhænger af relationer, skylder mennesker ikke som enkeltindivider – eller som samfund – de samme hensyn til dem, de ikke deler nation og dermed institutioner med, som til deres landsmænd. Det betyder ikke, at danskerne ingenting skylder mennesker i andre lande; for eksempel kan der være en gensidig forpligtelse mellem lande til at yde nødhjælp og anerkende basale menneskerettigheder. Men der er ikke i så høj grad tale om individuelle forpligtelser, mennesker har overfor andre mennesker; der er mere tale om forpligtelser, stater har overfor andre stater. Internationalt samarbejde bliver primært et anliggende for nationer.
Hvis man har det udgangspunkt, vil det være etisk forsvarligt at prioritere de typer af bioenergi, der kan skaffe billig energi til danskerne, så deres levevilkår her og nu tilgodeses. Det vejer også tungt i regnskabet, hvis danskerne synes, det øger deres livskvalitet at spise kød, for vi er ikke forpligtet til at tage hensyn til dyrevelfærd eller til om mennesker i fjerne lande kan få tilstrækkeligt med mad. Vi er heller ikke forpligtet til at tage hensyn til klimaeffekterne af den energi, vi bruger, for klimaforandringerne rammer formentlig ikke de nulevende danskere særligt hårdt.
Her bør man dog skelne mellem positive og negative forpligtelser, hvor de negative pligter vedrører det, vi ikke må gøre mod andre – fx ikke at skade dem – og de positive handler om, hvad vi har pligt til at gøre for andre – altså fx at hjælpe dem til at få mad nok. Selvom man vil mene, at vi har langt færre positive forpligtelser overfor 'fjerne mennesker', end for dem, vi har relationer til, så vil de fleste anerkende, at de negative forpligtelser er de samme i forhold til alle mennesker. De fleste vil anerkende, at man ikke har ret til at skade andre, uanset om man har en relation til dem eller ej. For eksempel har man lige så stærke forpligtelser til ikke at skade et fremmed menneske alvorligt, som til ikke at skade et medlem af sin egen familie. Så i det omfang, vores udledning af klimagasser direkte skader levevilkårene for mennesker i andre lande, er vi forpligtet til at nedbringe udledningerne. Det kan enten ske ved at indføre de klimavenlige bioenergiformer, ved at bruge mindre energi, spise mindre kød eller noget andet.
Man har etiske forpligtelser over for alle mennesker
De fleste er dog enige om, at alle mennesker, uanset tilfældige omstændigheder som hvor de er født, og hvor de bor, har krav på samme hensyn. Det er også den tanke, der ligger til grund for FNs menneskerettighedserklæring fra 1948, som de fleste lande har tilsluttet sig.[2] Det skyldes, at alle mennesker har nogle egenskaber, som giver dem en særlig status i verden. Det er egenskaber som at være rationelle og selvbevidste, at være i stand til at have planer for sin fremtid og have et bevidst ønske om at fortsætte livet. Fordi mennesker kan disse ting, har de krav på, at andre mennesker tager hensyn til dem, at de behandler dem som mål i sig selv og beskytter deres interesser i at leve et godt liv.
Konsekvensen af den tilgang er, at det principielt ikke kan forsvares etisk at tage større hensyn til sin familie eller sine nærmeste, end til andre mennesker, der er fjerne for én. Konsekvensetikere (se teksten, Hvad er etik?) vil dog typisk anerkende, at det samlet set kan have de bedste konsekvenser, hvis man tager hensyn til, at mennesker fra naturen er disponeret for at tage sig mest af deres allernærmeste. Hvis man forhindrer dem i at gøre det, vil det føre til en masse ulykke, derfor bør man anerkende en form for moralsk arbejdsdeling, som i praksis indebærer, at alle er særligt forpligtede overfor deres nærmeste. Så må man håbe, at de, som er fremmede, også har familie eller venner, der føler særlige forpligtelser for dem. Men det ændrer ikke på, at hvis der er mennesker, ingen kan eller vil tage sig af, så er alle andre mennesker forpligtet til at sørge for, at de ikke lider alvorlig nød. Derfor er det også danskernes problem, når fattige mennesker sulter, og vi bør hjælpe dem, så længe vi ikke skal ofre noget meget væsentligt for at gøre det. Læs om hvorfor i teksten, Skal vi ændre vores madvaner af hensyn til fjerne mennesker?
Hvis man har den opfattelse, kan det ikke forsvares at udlede drivhusgasser, hvis det skader andre mennesker. Så bør man også være villig til at vælge de typer af bioenergi, der er mest klimavenlige, selvom de ikke er de billigste. For det er vigtigere at forhindre klimaforandringerne - også selvom dem, de i første omgang vil gå ud over, er fjerne mennesker i ulandene og kommende generationer - end at vi kan have en meget høj levestandard. Samtidig kan danskerne ikke bare producere bioenergiafgrøder i stedet for fødevarer, hvis det får verdensmarkedsprisen på mad til at stige. Men man kan arbejde på at finde jordarealerne til bioenergi på andre måder, for eksempel ved at producere mindre kød eller finde nogle bioenergityper, der ikke kræver jordarealer (fx fordi de er baseret på alger, der kan dyrkes i vandet[3]).
Man har etiske forpligtelser for naturen
Ikke alle er dog enige i, at det kun er mennesker, man er moralsk forpligtet til at tage sig af. Indenfor de sidste årtier er der opstået forskellige former for miljøetik, som fremhæver, at naturen eller dele af den har værdi 'i sig selv' – altså ikke kun har værdi for mennesker, men værdi på den måde, at vi er forpligtede til at tage hensyn til naturen for dens egen skyld. Nogle miljøetikere er biocentrister; de argumenterer for, at alle levende organismer, også organismer uden bevidsthed, kan forfølge deres biologiske mål, og at det er en lige så god grund til, at vi skal tage hensyn til dem, som menneskers rationalitet og selvbevidsthed er grund til at tage hensyn til os.
Andre er økocentrister og mener, at alt i naturen har værdi, ikke bare det, der er levende og ikke bare individuelle mennesker, dyr og planter. Også biologiske arter, økosystemer og kloden som sådan har en værdi, der må beskyttes. Der er forskellige bud på, hvorfor vi skal respektere og tage hensyn til hele naturen; ét bud er, at hvis man konsekvent fremdyrker de rigtige karaktertræk som omsorgsfuldhed, mådeholdenhed, nænsomhed, opmærksomhed og ansvarlighed, vil det stille krav til, hvordan man bør behandle ikke bare mennesker men også naturen og dens dele, som vil være uforenelige med, hvordan vi agerer i dag.
Man kan dog også dele synspunktet om, at mennesker bør tage langt større hensyn til naturen og dens balancer, end de gør i dag, selvom man ikke mener, naturen eller alle ting i den har værdi i sig selv og dermed 'krav på', at vi gør det. Mange vil mene, at vi alene af hensyn til andre mennesker, og måske til dyrene, bør passe langt bedre på naturen, og holde op med at bruge den til at nå vores kortsigtede mål. Vores nuværende ressourceforbrugende adfærd nedbryder nemlig naturen og dermed nedbryder den også vores eget livsgrundlag, så selvom vi ikke bør tage hensyn til naturen for dens egen skyld, så bør vi gøre det for andre menneskers skyld.
Hvis man har det udgangspunkt vil det føre til, at danskerne bør vælge de typer af bioenergi, der har en gavnlig klimaeffekt, ikke kun fordi de er forpligtet til ikke at skade menneskers og dyrs livsgrundlag, men også fordi klimaet er en væsentlig del af naturens balance. En balance, som mennesket ikke har ret til at rokke ved blot for at få opfyldt luksusbehov. Derfor er det også væsentligt ikke bare at forsøge at opretholde det nuværende energiforbrug ved at indføre forskellige teknologier såsom bioenergi. Vi skal se kritisk på brugen af energi i det hele taget, for det høje forbrug er udtryk for en uholdbar levevis. Målet må være at nedbringe forbruget, så der også kan blive plads til mere natur.
Noter
[1] Der er en række forskellige etiske tilgange, der på forskellig vis lægger vægt på relationer i forhold til at afgøre, hvilke etiske hensyn, vi skylder andre mennesker. I nogle tilgange er det, at etiske forpligtelser udspringer af relationer mellem mennesker, dog foreneligt med, at man kan have stærke forpligtelser overfor fjerne mennesker, som bunder i den indlevelse og det engagement i forholdet til andre mennesker, som grundlægges i de nære relationer.
[2] Se erklæringen på: http://www.un.org/en/documents/udhr/.
[3] Der er dog nogle andre problemer ved at dyrke alger i havet, men dem skal vi ikke komme ind på her.