RNA kom før DNA

RNA spiller flere roller. Messenger-RNA - mRNA - kan lagre genetisk information, mens tRNA (transfer-RNA) og rRNA (ribosomalt RNA) kan oversætte genetisk information til proteiner. Det fandt man ud af i 1960'erne. Og omkring 20 år senere viste det sig, at noget RNA også kan optræde som et enzym - et såkaldt ribozym - og selv ændre på sin egen genetiske kode.

I 1990'erne fandt forskerne så ud af, at nogle RNA-molekyler kan regulere geners aktivitet. Disse molekyler er bl.a. miRNA-molekyler og siRNA-molekyler.

Det rejste to spørgsmål:

1. Hvorfor spiller RNA så mange forskellige roller i strømmen af genetisk information?
2. Hvorfor gemmer cellerne genetisk information i form af dna, hvis RNA kan klare det alene?

RNA kan overkomme meget som genetisk molekyle. Engang måtte RNA sørge for arveprocessen på egen hånd.

I dag mener man, at RNA var det første molekyle, der kunne overføre arvelige egenskaber. Så længe før dna gjorde sin entré på scenen, havde RNA allerede udviklet alle de grundlæggende metoder til, hvordan den genetiske kode lagres og udtrykkes.

Men hvorfor skiftede naturen så fra RNA til dna? En forklaring er, at enkeltstrenget RNA er temmelig ustabilt, og det bliver hurtigt skadet af enzymer. Ved at dublere det eksisterende RNA-molekyle – og ved at bruge deoxyribose i stedet for ribose – udviklede dna sig til et meget mere stabilt molekyle, som kunne sende arvelige egenskaber videre til næste generation med stor præcision.

Mød forskerne Stanley Miller og Harold Urey, som designede et system, som simulerede de tilstande, der var på Jorden, før der opstod liv. De viste, at alle livets basale byggesten - som nukleotider, sukkerstoffer og andre organiske molekyler - kunne laves i deres enkle forsøgsopstilling.

Arbejd med et RNA-molekyle, som kan gensplejse sig selv. Protozoen Tetrahymena har et tilsvarende selvsplejsende RNA-molekyle. Ved at indsætte nye baser i et intron i dit forsøgs-RNA, opdager du, at evnen til selvsplejsning falder dramatisk. Men hvorfor?