Forskningen i dna-molekylet stod i lang tid i skyggen af forskningen i proteinerne. Proteiner er opbygget af 20 aminosyrer, mens dna er opbygget af fire forskellige nukleotider. Og det virkede ret indlysende, at et alfabet på 20 bogstaver kunne bære mere information end et alfabet med beskedne fire bogstaver.
Faktisk var dna blevet opdaget som et væsentligt stof i cellekernen på nogenlunde samme tid, som Mendel og Darwin offentliggjorde deres arbejder. Men der gik lang tid, før man blev klar over, at det var dna der indeholdt den genetiske kode. I begyndelsen af 1900-tallet mente man, at det måtte være proteiner, der kunne overføre store mængder arvelig information fra generation til generation.
Man var godt klar over, at dna var et meget stort molekyle. Men man troede, at dets fire nukleotider sad i en fast rækkefølge efter hinanden. Desuden havde man endnu ikke fundet nogen specifik cellefunktion for dna. Proteiner var derimod vigtige som enzymer og strukturelle komponenter i levende celler. Men den vigtigste grund var nok, at man mente, at proteinmolekylernes mulighed for variation var så meget større end dna-molekylets.