Noget DNA koder ikke for proteiner

Det virker jo lidt uøkonomisk, og det krævede en række forsøg at komme frem til denne viden: Når man ekstraherer dna bliver proteinerne – inklusive histonerne – i de fleste tilfælde opløst. Det resulterer i lange “rensede” dna-molekyler, som indeholder den genetiske information. På den måde kan man se kromosomet som én lang kæde af dna. Generne er ordnet langs dna-strengen som specifikke områder, hvis sekvenser bærer den genetiske kode til at danne proteiner.

Generne i en bakterie er tæt pakket. Næsten al dna koder for proteiner. Men sådan er det ikke hos højerestående organismer. Det opdagede man i 1960’erne. I højerestående liv er der store områder af dna, som ikke koder for proteiner. Disse lange ikke-kodende sekvenser adskiller forholdsvis spredte “øer” af gener. I 1970’erne viste forskningen, at adskillige ikke-kodende sekvenser – introner – også findes inde i generne, hvor de afbryder de proteinkodende regioner – exoner.

Følg forskerne Roy Britten og David Kohne, som lavede forsøg med museceller. Ved opvarmning skilte de dobbeltstrenget DNA i enkeltstrengede molekyler. Herefter undersøgte de, hvor hurtigt strengene kunne finde sammen igen. Til deres overraskelse fandt store mængder muse-DNA-strenge hurtigere sammen end mindre mængder DNA-strenge fra E. coli. Forklaringen var, at musecellerne indeholdt mange sekvenser, der er gentaget igen og igen.

Arbejd med DNA-sekvenser, der indeholder et forskelligt antal gentagelser. Du skal vurdere kompleksiteten og mængden af DNA-molekyler.