Bl.a. kan polymerasen fra én organisme ganske nøjagtigt transkribere et gen fra en anden organisme.
For eksempel kan visse bakterier blive resistente over for antibiotika ved at udveksle små kromosom-stumper, som kaldes plasmider. I begyndelsen af 1970’erne brugte forskere i Californien denne type gen-overførsel til at flytte et “rekombinant” dna-molekyle mellem to arter. I begyndelsen af 1980’erne tog andre forskere teknikken til sig og splejsede et menneske-gen ind i colibakterien for at danne gensplejset human insulin og væksthormon.
Rekombinant dna-teknologi kaldes også gensplejsning. Disse teknikker har givet indsigt i, hvordan gener arbejder. I tilfælde, hvor det er upraktisk at teste genernes funktion i dyreforsøg, kan generne udtrykkes i bakterier eller i cellekulturer. Tilsvarende kan man ved hjælp af gensplejsning teste fænotyperne fra genetiske mutationer og effektiviteten af medicin eller andre stoffer.