De fleste levende væsner er opbygget af forskellige celler, som er specialiseret til at udføre forskellige funktioner. Alligevel har alle celler i en organisme det samme sæt af genetiske instruktioner. Men hvordan kan det lade sig gøre, at forskellige celler har så forskellige strukturer og funktioner? Biokemiske processer er især bestemt af specifikke enzymer (proteiner). Derfor må forskellige sæt af gener kunne slås til og fra i de forskellige celletyper. På den måde kommer cellerne til at adskille sig fra hinanden.
Ideen om, at celler kan udtrykke forskellige gener, bliver understøttet af eksperimenter, hvor man identificerer den særlige mRNA i en bestemt celletype. For nylig har dna-microarray og genchips åbnet mulighed for hurtigt at screene alle genaktiviteterne i en organisme. Når man udsætter cellerne for bestemte ydre påvirkninger, kan man undersøge, hvilke gener der slås til.