DNA er pakket i et kromosom

I slutningen af 1800-tallet viste den cytologiske forskning, at hver levende organisme har et karakteristisk sæt af kromosomer i kernen af hver celle. I samme periode viste biokemiske studier, at kernematerialet, som danner kromosomerne, består af dna og proteiner. I de første fire årtier af 1900-tallet mente mange videnskabsfolk, at det var proteinerne, der gemte den genetiske kode, og at dna skulle opfattes som en slags støttende platform.

Men så i 1940’erne og 1950’erne udførte Avery en række forsøg, som beviste, at dna er det genetiske molekyle. Og senere forsøg fra 1960’erne og 1970’erne viste, at hvert kromosom er en meget tæt pakning af ét sammenhængende dna-molekyle, der kan være flere centimeter langt. I højere organismer vikles dna-strengen først rundt om nogle særlige kuglelignende proteiner – såkaldte histoner – der sidder sammen i grupper på otte. Herefter ligner dna-kæden en perlekæde. Siden pakkes kæden yderligere sammen ved hjælp af nogle andre proteiner – non-histonproteiner.

Aaron Klug og Roger Kornbergs eksperimenter viste, hvordan histonerne og DNA-molekylerne vekselvirker med hinanden. Du møder også forskerne Dean Hewish og Leigh Burgoyne, som bl.a. viste, at histonerne beskytter DNA mod at blive nedbrudt af enzymet DNA-nuklease.

Udregn, hvor effektivt DNA-molekylet bliver pakket – det vil sige, hvor kort det bliver, i forhold til den længde det ville have uden de effektive snoninger og viklinger.