Menneskets særstilling på jorden

Oplysningstiden var i det hele taget præget af en tro på menneskets fornuft. Man troede generelt på fremskridtet, og det var fornuften der skulle sikre de nye og bedre tider. Gennem fornuften kunne man nemlig blive klogere på hvordan naturen fungerer, og ved hjælp af den slags viden håbede man på at kunne kontrollere naturens vildskab, udnytte dens ressourcer til egen fordel og bruge dens kræfter til at tilfredsstille egne behov.

Den franske filosof René Descartes (1596-1650) kan på mange måder betragtes som en af de vigtigste figurer i denne sammenhæng. Ifølge Descartes adskiller mennesket sig nemlig fra resten af naturen ved, at mennesket har fornuft, sprog og bevidsthed. For Descartes var sproget et tydeligt tegn på menneskets fornuft, og andre dyrs manglende sprog var et ligeså tydeligt tegn på deres mangel på fornuft. På denne måde knyttede Descartes altså fornuften sammen med det menneskelige sprog.

Descartes anså som sagt også mennesket for at være det eneste væsen der har en bevidsthed, og derfor også som det eneste væsen, der eksempelvis kan føle glæde eller smerte. Dyr kan muligvis se ud som om de har smerter, men i virkeligheden føler de ingenting. De har ingen indre oplevelser. På denne måde kan dyr sammenlignes med maskiner, og deres skrig kan eksempelvis sammenlignes med den lyd, som et ur laver, når det tikker. Derfor (mente Descartes) er det ikke noget problem at bruge andre dyr til forsøg, mad, beklædning og så videre.

Man kan sige, at Descartes på mange måder bekræftede den kristne forestilling om, at mennesket har en særlig status på jorden, og at vi kan tillade os at bruge naturen til at tilfredsstille vores egne behov. Dog henviser Descartes ikke til Gud på en direkte måde, selvom kristendommen også spillede en væsentlig rolle i hans tanker.

Descartes' synspunkt kan også læses på en anden måde. Descartes var kristen, og han troede ikke på, at Gud ville lokke mennesket i synd. Eftersom mennesker almindeligvis spiser dyr, og dermed tager deres liv og påfører dem skade, ville det være problematisk, hvis dette var syndig opførsel. Derfor nægtede Descartes andre dyr evnen til at føle smerte, for han anerkendte, at hvis andre dyr kunne føle smerte, ville det også være et problem at bruge dem som en ressource til menneskelige formål.

I dag er det de færreste, der vil nægte, at andre dyr har en bevidsthed, og at de kan føle glæde og smerte, etc. De fleste tror dog stadig på, at vi kan kontrollere naturen gennem fornuften, og at vi kan bruge naturen og de andre dyr til at tilfredsstille vores egne behov og ønsker.

Et andet særkende ved mennesket er, ifølge mange filosoffer, at vi hver især er frit stillet til at vælge, hvordan vi vil leve. Fordi vi er frie til at vælge, har vi dog også et ansvar for at leve på en måde, som vi kan forsvare over for både os selv og andre. Hvis vi vælger at gøre noget grusomt eller ondt, kan vi ofte bebrejdes (eller straffes) for det - vi kunne jo have valgt at gøre noget andet. Sådan er det ikke med andre væsener. Løven kan ikke bebrejdes, at den gør skade og slår andre dyr ihjel. Det er en del af dens væsen eller natur at gøre det, så den kan ganske enkelt ikke gøre andet. Eftersom mennesker har et frit valg, kan vi derimod ikke bruge vores væsen eller vores natur, som en undskyldning for at opføre os på en bestemt måde.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) har blandt andet skrevet om friheden, som et væsentligt træk ved det at være et menneske. Ifølge Kierkegaard, betyder denne frihed, at vi har til opgave at overtage os selv - det vil sige at gøre vores handlinger til vores egne, og tage ansvar for vores egen udvikling. I første omgang betyder det, at vi skal se på os selv på en særlig måde: det er vores eget ansvar, hvordan vi er som personer, og hvordan vi vælger at handle. Men det betyder også, at vi skal forsøge at blive til den slags person, som vi ønsker at være, blandt andet ved at handle efter vores egne idealer.

En person, der ikke har overtaget sig selv, kunne eksempelvis finde på at undskylde sig med at sige: "jeg er, som jeg er, fordi mine forældre har opdraget mig til at være sådan," men når vi har overtaget os selv, ser vi ikke længere os selv og vores handlinger som noget, der ligger uden for vores egen kontrol. Vi ser derimod vores person som noget, der tilhører os selv, noget vi selv har ansvaret for. Det kan selvfølgelig være svært at ændre ved sig selv, men ifølge Kierkegaard, har vi ikke desto mindre et ansvar for at prøve. Vi skal være kritiske over for os selv, mindske vores dårlige sider og pleje de gode.

Hos Kierkegaard finder vi altså den forståelse, at mennesket er kendetegnet ved at være et frit væsen, fordi vi selv er herre over vores værdier og handlinger. Ud fra en sådan forståelse kan man sige, at mennesket er noget særligt, fordi vi har en evne til at skabe os selv og vores handlinger i vores eget billede, det vil sige ud fra de værdier og målsætninger, vi selv kan stå inde for.

Det tredje særkende ved mennesket er, at vi kan forholde os til moralske spørgsmål, eller lovgive for os selv. Dette ligger i direkte forlængelse af forestillingen om mennesket som et frit væsen; ifølge nogle filosoffer kan vi nemlig kun handle moralsk, fordi vi er frie, og vores frihed synes at medføre et ansvar for at vælge det, som er det rigtige at gøre.

Eftersom vi er frie, er vi altså i stand til at skabe vores egen moral, og at gøre os til dommere over, hvad der er godt og ondt. Det medfører naturligvis det problem, at vi ikke nødvendigvis kan blive enige om, hvad der, etisk set, er det rigtige at gøre i en bestemt situation. Derfor er der ofte mange forskellige meninger på spil i etiske diskussioner, og det synes at være et grundliggende vilkår for situationen i dag.

Det forhold at vi kan lovgive for os selv kaldes også autonomi, og den tyske filosof Immanuel Kant er kendt for det synspunkt, at mennesket er et autonomt væsen. Ifølge Kant, kan alle mennesker således selv indse, hvad der er det rigtige at gøre. Det betyder ikke at alle altid har ret, på hver deres måde, men at vi hver især har evnen til at finde ud af, hvad der er rigtigt at gøre og dermed også til at træffe det rigtige valg.

Ifølge Kant kan vi finde ud af, om en handling er rigtig at gøre ved at overveje, hvorvidt vi kunne ønske, at alle andre handlede efter den samme regel. Det skal forstås på den måde, at nogle ting ikke ville kunne lade sig gøre, hvis alle handlede på en særlig måde: man kan eksempelvis kun fortælle en løgn, fordi folk normalt taler sandt. Hvis alle løj hele tiden, så ville ingen tro på hinanden, og det ville ikke længere være muligt at lyve. Det er altså ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt man ville kunne acceptere, at andre handler på samme måde. En tyv har muligvis ikke noget problem med, at alle andre stjæler. Hvis det var almindeligt at tage hinandens ting, ville der ikke længere være nogen der ejede noget, og dermed ville det heller ikke være muligt at stjæle. Derfor kan vi ikke ønske at leve i en verden, hvor alle stjæler, og ifølge denne tankegang, er det på denne baggrund, at tyveri er forkert.

I henhold til denne forestilling kunne man sige, at vi har et særligt krav på respekt for vores nuværende og fremtidige valg, fordi vi kan forholde os til etiske spørgsmål, og fordi vi selv kan indse, hvad der er rigtigt at gøre.

De fleste mennesker i dag mener også, at mennesket har en særlig status på Jorden. Det er i hvert fald det billede, der tegner sig, hvis man ser på, hvordan vi lever. Hvert år bruger vi eksempelvis milliarder af dyr til forsøg, beklædning og mad - som oftest til formål der ikke på nogle måder kan siges at være nødvendige. Ligeledes bruger vi som regel også naturen efter godtbefindende. Vi udrydder andre arter, forurener miljøet og ødelægger naturen, når vi vil have mere plads.

Det kan dog i høj grad diskuteres, hvorvidt det er etisk forsvarligt at tildele mennesket en særlig status. Gennem historien er denne forestilling blevet udfordret af forskellige filosoffer, teorier fra naturvidenskaben og ny teknologi. I dette afsnit kan du læse mere om nogle af disse udfordringer, der alle kredser om, hvorvidt mennesket er unikt, i den forstand at det kan forsvares at sætte os selv over dyr og resten af naturen.

En af disse udfordringer kommer som sagt fra filosofien. I slutningen af det 18. århundrede, skrev den britiske filosof Jeremy Bentham (1748-1832), at der forhåbentlig ville komme en dag, "[...] hvor dyrene får de rettigheder, som det ikke ville have været muligt at nægte dem for andre end en tyran. Franskmændene har allerede erkendt, at en sort hudfarve ikke er en begrundelse for at overlade et menneske i en bøddels lunefulde varetægt uden mulighed for indsigelse eller oprejsning. Måske bliver det en gang erkendt, at antallet af ben, hudens behåring, eller afslutningen på os sacrum, er lige så utilstrækkelige begrundelser for at overlade et sansende væsen til den samme skæbne. Hvad ellers er det, der kan markere den uoverskridelige grænse? Et det evnen til at tænke eller måske evnen til at tale? Men en fuldtudviklet hest er uden sammenligning mere rationel og bedre til at indgå I en samtale end et barn på en dag, en uge eller endda en måned. Men antag, at det ikke var sådan, hvad ville det så vise? Spørgsmålet er ikke, kan de tænke? Heller ikke, kan de tale? Det er, kan de lide?" (Bentham, 1789)

Ifølge Bentham, har man altså krav på hensyn i det omfang, at man kan lide, og dermed adskiller Bentham sig fra de filosoffer, der i stedet har lagt vægt på fornuften eller sproget. I modsætning til Descartes mente Bentham også, at dyr har evnen til at føle glæde og smerte, og at de har et ligeså stort krav på at vi ikke skader dem, som andre mennesker har.

I nogenlunde samme ånd har den nulevende australske filosof Peter Singer fremført det synspunkt, at dyr har krav på at få taget hensyn til deres interesser, i det omfang deres interesser kan sammenlignes med vores. Dyr har eksempelvis ikke nogen interesse i at stemme ved et valg, tage et kørekort og gå i skole, men de har en interesse i ikke at lide, og ifølge Singer, skal vi behandle ens tilfælde på samme måde. Hvis ikke vi kan pege på en relevant forskel mellem mennesker og andre dyr, så bliver vi nødt til at anerkende, at de har krav på de samme hensyn, som vi har. Ifølge Singer, så er der intet specielt over at tilhøre den menneskelige art, og der er ligeledes heller ikke noget specielt over ikke at gøre det. Det der er vigtigt er, hvilke interesser man har, ikke hvorvidt man tilhører den ene eller den anden art.

Naturvidenskaben har som sagt også udfordret forestillingen om menneskets særlige status. Nogle filosoffer har således peget på, hvordan det traditionelle grundlag for menneskets særlige status er i modstrid med Darwin's evolutionsteori. I henhold til Darwin's teori, er der ikke noget der adskiller mennesket fra andre dyr. Ifølge Darwin, har vi et fælles ophav, og alle vores egenskaber, blandt andet fornuft, sprog, bevidsthed, moral og så videre, findes i større eller mindre grad hos dyr. Nogle ville mene, at dette på mange måder rykker ved grundlaget for at tildele mennesket en særlig status på Jorden.

På samme måde har den teknologiske udvikling også rejst nogle spørgsmål om grundlaget for menneskets særlige status. I henhold til moderne genteknologi afviger en chimpanses DNA sig eksempelvis kun omkring 1 % fra et menneskes - i et genetisk perspektiv. Chimpanser er ikke blot vores tætteste slægtning, men meget tyder på, at vi også er deres tætteste slægtning. Det betyder, at en chimpanse har mere til fælles med os, end den har med de andre menneskeaber.

Samtidig er vi blevet mere opmærksomme på, hvordan den menneskelige hjerne fungerer, og hvordan det kan lade sig gøre, at påvirke mennesker på en måde der virker undergravende for vores forestillinger om mennesket som et frit væsen. Man kan eksempelvis påvirke menneskers koncentrationsevne ved hjælp af medicin (Ritalin, Adderall etc.), og man kan ligeledes påvirke menneskers humør ved hjælp af antidepressiver. Det tyder på, at mennesker ikke er ligeså frie som vi godt kan lide at tro, men at vi også er underlagt en masse forhold der rækker ud over os selv.