Er der et større pres på unge i dag?
”Jeg tror, at man i dag i højere grad end tidligere oplever kroppen som formbar”, siger Niels Ulrik. ”Det er i vid udstrækning et plastisk materiale, som man selv har ansvaret for at forme. Og med sådan en indstilling, så er der også en højere grad af skam forbundet med det ikke at forme kroppen på den rigtige måde. Så på den måde kan man sige, at formbarheden giver nogle muligheder - men det giver også et ansvar i forhold til vores krop, som kan være hårdt eller tyngende for unge. Også fordi der jo stadig er forskelle på unge. Vi har forskellige forudsætninger, og vi er vokset op i familier med forskellige praksisser, og vi lærer noget forskelligt. Vi har også forskellige biologiske forudsætninger for, hvordan vores krop kommer til at se ud. Og vi har også forskellige muligheder for at forvalte den livsstil, der gør os i stand til at leve op til disse kropsidealer. Så der ligger forskellige præmisser for de unge, men samtidig ligger der en benhård forestilling om, at kroppen er vores eget ansvar. På dén måde kan man sige, at der er et pres, der er mere udpræget end tidligere. Det gælder i øvrigt ikke kun kroppen, den er en del af et samlet billede af livet, hvor der i dag er en højere grad af forestilling om, at man skaber sig selv, så det med kroppen som den plastiske krop er en del af en forestilling om et plastisk liv, som vi selv skal forvalte. Og det er mere udpræget nu, end det har været tidligere.”
Liva er enig: ”Jeg tror, der er et vist pres for at se godt ud…man skal i hvert fald have pænt tøj på, og ikke komme i skole i joggingtøj!” Hun mener også, at presset først og fremmest skabes i de indbyrdes relationer. ”Det er nok mest i forhold til dem, man er sammen med – man skaber et pres i forhold til hinanden, tror jeg”, siger Liva.
Er det ikke godt, at unge har så mange muligheder – at både kroppen og livet er så formbart, som det er?
”Der er flere ting at sige om det”, mener Niels Ulrik. ”Alt det der med, at det er ens eget ansvar kan jo virke tyngende, og der kan opstå en frygt for ikke at kunne leve op til det, og deri ligger jo en risiko for at blive positioneret som en taber.” Niels Ulrik siger videre: ”Hvis man mestrer det, kan man sole sig i sin egen succes, men oplever man ikke at kunne mestre det, så har man også kun sig selv at skyde skylden for fiaskoen på. Det er jo en figur, som på en eller anden måde er meget voldsom. Og så tænker jeg faktisk, at der jo er masser af unge, der stadig oplever mange begrænsninger.”
Niels Ulrik mener, at det er en fortælling, at vi har alle mulighederne, og at vi rent teoretisk har rigtig mange muligheder. Men han peger også på, at mange unge oplever nogle sociale begrænsninger i forhold til at kunne folde de mange muligheder ud: ”Alle er ikke opdraget på samme måde og har ikke samme sociale ressourcer med sig hjemmefra. Der er også rigtig meget med kropsdyrkelsen, som handler om disciplin, vedholdenhed osv. – og det har vi ikke alle sammen fået med i samme omfang hjemmefra. Vi har altså forskellige personlige ressourcer, vi har ikke samme intelligens, og ikke samme kreativitet - vi er simpelthen forskellige personer, og vi har dermed ikke de samme forudsætninger for at gribe de muligheder, der er. Det gælder i forhold til kroppen, men det gælder også alle mulige andre ting i livet.”
”Fortællingen om de mange muligheder er en fortælling, som vi bærer rundt på, og som styrer os rigtig meget, fordi den netop understøtter det med, at det er vores eget ansvar. Men vi er nødt til at holde fast i, at vi faktisk har forskellige muligheder, vi har forskellige kroppe, og vi er født ind i familier med forskellige ressourcer”, mener Niels Ulrik.