At leve med psykisk sygdom
Børnerådet har talt med nogle unge, der selv er eller har været ramt af psykisk sygdom. De fortæller om de erfaringer, de har gjort sig i mødet med deres venner og skolekammerater og i deres sociale relationer i øvrigt:
- Man møder stigmatisering og tabu
- Man ved ikke selv nok om sygdommen
- Når man er indlagt, er der mange forestillinger om at være på ”galeanstalt” og andre fordomme
- Børn og unge skal have mere viden, så de bedre kan forstå og forholde sig til psykisk sygdom
- Forældre skal lære deres børn ikke at være fordomsfulde
- Der skal være mere åbenhed, og man skal selv turde fortælle og gøre en forskel
- Man skal spørge den, der er ramt af psykisk sygdom, om han eller hun har lyst til at tale om det. Man må respektere svaret – og så må man være oprigtigt interesseret i personen.
At kende nogen, der er ramt af psykisk sygdom
Psykiatrifonden har talt med unge, de har mødt, når de er kommet på besøg i klassen med fondens informationsbus. De unge fortæller om deres tanker og handlinger, når de oplever, at en nær ven eller klassekammerat har det dårligt. Vi får indblik i de svære overvejelser, unge nogle gange gør sig, når det bliver vanskeligt at tale om problemer.
Hvordan kan tegn på mistrivsel vise sig?
- Man gemmer sine problemer og har ikke lyst til at snakke med nogen
- Man trækker sig tilbage og bliver tavs
- Man holder en ”facade”
Hvad kan man gøre som ven?
- Man spørger ind til problemet, evt. ad omveje
- Man viser ægte interesse og er tydelig i sin kommunikation
- Man viser, at man stadig er der som ven
- Bare at være sammen gør en forskel – at tænke på andre ting og blive adspredt.
Hvad holder én tilbage?
- Man kan frygte, at det kan gå ud over én selv, hvis man er meget følsom og let bliver ked af det
- Man kan være bange for, hvad der åbnes op for, man tager et stort ansvar og skal derfor være klar til det ansvar – ellers er det bedre at lade være
- Man ved ikke, hvad man skal gøre, det virker stort og skræmmende og ikke til at håndtere
- Når man kommer for tæt på, kan det gøre éns ven ked af det, måske sur, og så bliver man bange for at miste sin ven.
- Det kan være svært at tale om, fordi man måske ikke helt ved, hvad éns ven fejler, eller ikke kender nok til sygdommen.