Kasper Lippert-Rasmussen: Jeg mener, at det er vigtigt at være opmærksom på, at en GMO kan være risikabel på mange måder. Den kan jo være risikabel, men ikke i den forstand, at man bliver syg af den, så på den måde skal man ikke kun se på den fysiske risiko.
Mickey Gjerris: Problemet er, at kun hvis det er farligt for nogen, kan vi forbyde de her planter. Det betyder, at en meget stor del af modstanden mod GMO har folk været nødt til at oversætte til en eller anden form for risiko. Der er ikke meget, der tyder på, at GMO'er er farlige i betydningen risikable at spise, men ikke desto mindre har diskussionen været nødt til at handle om det. Jeg har fx en naturlighedsdagsorden, jeg gerne vil slå på, og den er enormt svær at få plads til i den her diskussion. Så derfor kan jeg føle mig nødsaget til at oversætte det til en eller anden form for videnskabelig risiko, for ellers bliver jeg ikke taget alvorligt.
Vi kan ikke forbyde noget alene på grundlag af, at det ikke er helt sikkert. Så skulle vi jo også forbyde biler. Vi bliver nødt til at sige, at det er, fordi det går imod nogle værdier, vi har. Det kan så være naturlighed – fordi vi har et andet natursyn.
Kasper Lippert-Rasmussen: På trods af, at alle undersøgelser måske viser, at der ikke er nogen risici knyttet til GMO, føler et flertal i befolkningen sig måske ikke overbevist om, at det faktisk forholder sig på den måde. Eller måske har de nogle helt andre indvendinger mod GMO'er. Derfor ville det ikke være et demokratisk problem, hvis Folketinget besluttede at forbyde GMO. Men hvis det ellers er sådan, at vi kan bruge de her planter til at løse nogle væsentlige problemer, kan man stadigvæk fastholde, at moralsk set burde vi ikke forbyde dem.
Mickey Gjerris: Men vi skal være åbne om, hvad det egentlig er, der gør, at vi har en modstand mod den her teknik – så vi ikke ender i en eller anden underlig diskussion om risiko, som så ikke handler om risiko alligevel. For så kan jeg godt forstå, at dem, der laver risikoforskning, bliver enormt frustrerede. Alle de undersøgelser, de laver, viser, at det her ikke er farligt – og så får de bare at vide, nå men det stoler vi ikke på – det er jo ikke en måde at diskutere på.
Kasper Lippert-Rasmussen: Ja, noget af befolkningens skepsis over for risikovurderinger – fx deres frygt for, at GMO'er er risikable – kan jo afspejle, at folk er dårligt informeret; ligesom når folk bare tror, at det kun er genmodificerede planter, der indeholder gener i planten. Men det kunne også afspejle, at de simpelt hen er uenige i nogle af de værdimæssige vurderinger, der ligger til grund for de her risikovurderinger.
Derfor er det demokratisk set godt, at man spørger folk, hvad de mener, så der ikke er for stor uoverensstemmelse mellem lovgivningen og så de holdninger, folk har. Men demokratisk set ville det være endnu bedre, hvis det så var meget kvalificerede holdninger, folk havde til de her spørgsmål.
Mickey Gjerris: Det er nu ikke helt enkelt at afgøre, hvad der er en ”kvalificeret holdning”. Hvis uenigheden om GMO handlede om, hvorvidt det er fysisk farligt eller ej, ville det selvfølgelig være nødvendigt at have en vis viden for at kunne vurdere risikoen. Men hvis uenigheden fx går på, at du mener, at GMO er unaturligt, eller du mener, at GMO krænker naturens integritet – eller hvad det kunne være for værdier, du havde – så er den viden jo ikke særlig nødvendig. Så kræves der meget lidt viden om genteknologi for at kunne sige, at det bryder jeg mig ikke om, nej tak. Ud fra de undersøgelser jeg kender, er der ikke noget der tyder på, at hvis folk vidste mere om GMO, ville de også være mere positive.
Kasper Lippert-Rasmussen: Men det er ikke nok at se på nytte og risici ved at bruge en GMO – man må også se på fordele og risici ved at undlade at anvende dem. Hvis man nu står med en GMO, som kan modvirke udledningen af drivhusgasser, skal man også kigge på, at der allerede er nogle risici, som vi lever med, fx den risiko, der er knyttet til global opvarmning. Det kan jo godt være, at ved at bruge sådan en GMO, bliver vi udsat for nogle nye risici. Men omvendt kan det måske være, at det reducerer nogle andre risici, som vi allerede er udsat for – som fx de risici, som knytter sig til klimaforandringerne.
Så når vi bruger ny teknologi, så skal vi jo ideelt set lave en samlet risikovurdering og ikke bare se isoleret på konsekvenser af ny teknologi.
Mickey Gjerris: Ja, og der vil jeg tilføje, at man samtidig skulle spørge, hvilken risiko der er ved de alternative løsninger, der kunne være. Men jeg er meget enig med dig i, at man aldrig løser et problem uden at skabe nogle nye – sådan er det med teknologi. Vi fik løst en masse problemer, da vi lavede bilen, men vi fik også skabt en masse nye. Sådan er det, og man kan ikke forudsige dem; nogle af dem kan man forudsige, og dem kan man forsøge at gardere sig imod. I andre tilfælde må man sige, at der er bare uforudsete bivirkninger ved alt. Det er også farligt at få en kæreste. Der kan ske mange ting, men man lader jo ikke være af den grund, bare fordi man tænker, nå men jeg ved da, hvad der sker, når jeg spiser popcorn og drikker cola foran fjernsynet.
Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at tingene hænger sammen. Hvis man har en teknologi, der kan løse en masse problemer, man står med, og som er meget kraftfuld, meget potent – og sådan er denne teknologi blevet fremstillet – så skal man nok også være forberedt på, at de bivirkninger, der kommer, kan være tilsvarende store. Derfor er der grund til at træde lidt mere varsomt med denne her teknologi end ved så mange andre. Jo mere kraftfuld en hammer, vi står med, jo mere forsigtige skal vi også være, når vi slår med den. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at slå, men vi skal måske tænke os om en ekstra gang. Det kunne være sådan et forsigtighedsprincip at lægge ned over det.
Kasper Lippert-Rasmussen: Men hvis man tænkte over det, så er det måske egentlig lidt svært at begrunde, at vi stiller det krav til nye teknologier – for hvorfor bør vi så egentlig ikke stille det samme krav til de teknologier, vi allerede anvender? Mange af de teknologier, vi anvender i dag, er der en masse risici knyttet til. Privatbilisme er jo et eksempel. Hvis vi anlagde samme strenge vurdering af risici, som når vi ser på nye teknologier, ville bilkørsel måske blive forbudt.
Mickey Gjerris: Ja, vi accepterer meget af ren vane. Men hvis det lykkes at udvikle en GMO, der vil løse nogle alvorlige problemer, såsom sultproblemer for verdens fattigste, og vi ikke kan løse dem på andre måder, så accepterer jeg blankt at vi gør det.
Derudover synes jeg, at genteknologi er et meget godt eksempel på, at det nok ikke er dyr teknologi, der skal løse de fattige menneskers problemer her i verden – det har det i hvert fald ikke været indtil videre. Der har du jo haft nogle meget store virksomheder, som – i det omfang de overhovedet har produceret planter, der kan bruges i de lande – har gjort det med deres egne aktionærer for øje, og det har ikke hjulpet de mennesker, der burde have haft hjælp.
Kasper Lippert-Rasmussen: Det viser måske samtidig, at overvejelser om GMO er stillet på et alt for generelt plan. Det vi skal gøre er måske i virkeligheden at sige; Jamen der findes masser af forskellige GMO-planter, og det her spørgsmål skal stilles om hver enkelt plante i stedet for om GMO som sådan. Der er måske nogle, hvor svaret vil være ja, og der er andre, hvor svaret vil være nej.
Mickey Gjerris: Men det er altså ikke genteknologien, der skal løse ulandenes problemer. Det er dels et politisk spørgsmål, og det er dels et uddannelsesmæssigt spørgsmål. Altså, der foreligger masser af undersøgelser, der viser, at hvis du tager til områder i Afrika, hvor de har en relativt lav landbrugsproduktion, og du introducerer landmændene til basale økologiske dyrkningsmetoder, så vil de øge deres udbytte i hvert fald fem gange, ene og alene på den konto, og uden noget som helst teknologi –andet end en tavle og et stykke kridt og en mand, der ved, hvad han taler om. Fint, så lad os da bruge nogle hundrede milliarder på det, i stedet for at prøve på at udvikle en eller anden GMO.
Kasper Lippert-Rasmussen: Hvis det er sådan, at nogle af de her genmodificerede planter bliver udviklet til at tage højde for klimaproblemer, som i høj grad – altså indtil nu i hvert fald – er et resultat af CO2-udledningen eller andre former for klimapåvirkninger, som vi har skabt for ulandene – så forekommer det at være sådan lidt en absurd situation, hvis vi på en eller anden måde forsøger at forhindre dem i at benytte afgrøder, som skal afhjælpe problemerne. Selvfølgelig, hvis vi afhjalp de her problemer på anden måde, så var det en anden sag, men faktum er jo nok, at det ikke sker.
Mickey Gjerris: Det er lige præcis den diskussion, vi skal have, om ikke det var vigtigere, at vi så afhjalp problemet på en anden måde. For mig at se er det en ringe hjælp at opfordre dem til at fortsætte ned ad det spor, som har kørt vores egen kultur på vildspor. I stedet for at udvikle mere teknologi til dem skulle vi prøve at se på, hvad deres problemer er – om der er andre måder, vi kan løse dem på, som i højere grad kan bekræfte den relation, vi står i til naturen.