Ny formand for Det Etiske Råd: Christine Nellemann afløser Leif Vestergaard Pedersen

Publiceret 16-04-2025

Det Etiske Råd har fået ny formand. Prorektor for DTU Christine Nellemann overtager posten efter Leif Vestergaard Pedersen, der har siddet som formand siden 2022. Christine Nellemann har været medlem af Det Etiske Råd siden 2023 og har markeret sig som en stærk stemme i spørgsmål om natur, fødevarer og bioteknologi.

Udpegningen sker i en tid, hvor etiske spørgsmål i stigende grad knytter sig til områder som miljø, fødevarer og bæredygtighed – temaer, der rækker langt ud over den enkelte borger og kalder på refleksion over både værdier og ansvar. Christine Nellemann har mange års erfaring med bioetik og har bidraget bredt til både akademiske og samfundsmæssige diskussioner om etiske dilemmaer i mødet mellem mennesker og teknologi. Christines stærke faglige profil og brede etiske blik gør hende særligt kvalificeret til at lede rådet i en tid, hvor disse emner står højt på den samfundsmæssige dagsorden.

”Udnævnelsen er en stor anerkendelse og en tillidserklæring fra udvalget i Folketinget. Med min naturvidenskabelige erfaring ser jeg frem til at sætte endnu mere fokus på områder som natur, bioteknologi og fødevarer i Rådet,” siger Christine Nellemann.

”Teknologi bliver en mere og mere central del af vores hverdag. Det gør, at vi er nødt til at diskutere de etiske dilemmaer, der følger med den måde, vi udvikler og bruger teknologier på. Vi kan mange ting i forhold til at designe både vores eget liv og vores liv på planeten. Med det følger et stort ansvar, så emnerne, vi kunne behandle i Det Etiske Råd, står nærmest i kø. Grundlæggende er jeg optimistisk på teknologiudviklingen og tror på, at vi kan få en bedre verden ved at bruge teknologi. Men den skal bruges rigtigt. Det kan vi i Det Etiske Råd være med til at diskutere og vurdere – og dermed starte en bredere diskussion i samfundet også, afslutter Christine Nellemann.”

Med skiftet takker Det Etiske Råd samtidig afgående formand Leif Vestergaard Pedersen for hans store engagement og markante bidrag til rådets arbejde. Leif har været en tydelig og samlende stemme i spørgsmålet om omsorg i sundhedsvæsenet og har med stor integritet sat vigtige emner som blandt andet abortgrænse, aktiv dødshjælp, organdonation og fravalg af genoplivning efter hjertestop på dagsordenen både i rådet og i offentligheden.

 Læs også Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressemeddelelse her