Det Etiske Råd

Det Etiske Råd: Udvalget for en mere værdig død’ efterlader en del ubesvarede etiske spørgsmål i deres refleksionsoplæg

Publiceret 31-01-2025

Det Etiske Råd har med stor interesse fulgt arbejdet i ’Udvalget for en mere værdig død’ og er enige med Udvalget i, at den palliative indsats bør styrkes, men ellers er rådet uenige i de anbefalinger, Udvalget kommer med i deres refleksionsoplæg.

Medlemmer af Det Etiske Råd anbefaler ikke at indføre legaliseret dødshjælp i Danmark og savner fra Udvalgets side en stillingtagen til en række etiske spørgsmål, der vil være forbundet med en legalisering.

Udvalget har indskrænket deres anbefaling om at indføre legaliseret dødshjælp til kun at gælde assisteret selvmord for patienter med kort levetid tilbage.

Medlemmer af Det Etiske Råd mener dog ikke, at Udvalget forholder sig tilstrækkeligt til, hvilke konsekvenser en legalisering af assisteret selvmord vil have - herunder hvordan man sikrer, at ønsket om dødshjælp har tilstrækkelig dybde, og at den syge er tilstrækkeligt velinformeret. Et helt centralt spørgsmål er, hvordan man undgår, at lignende patientgrupper oplever tab af værdighed og retten til at være til besvær.

”Jeg ville ønske, at Udvalget havde reflekteret lidt videre. Med den model der lægges op til, står en række uafklarede forhold tilbage. Hvorfor er det lige sundhedspersoner, der skal medvirke til assisteret selvmord? Hvordan forholder man sig til lægers vanskeligheder ved at bedømme patienters restlevetid og vanskelighederne ved at bedømme, om patienter lider af depression, som er kendt fra Oregon-modellen? Og bør vi ikke være bekymrede over, at en tredjedel af de patienter, som får udleveret dødbringende medicin i Oregon, aldrig bruger den?” udtaler formand for Det Etiske Råd Leif Vestergaard Pedersen.

Det er rådets opfattelse, at Udvalget ikke i tilstrækkelig grad besvarer de spørgsmål, som Det Etiske Råd stillede i sin redegørelse fra 2023 om dødshjælp, og rådet efterlyser derfor en fortsat samfundsdebat om de ubesvarede spørgsmål, inden en politisk stillingtagen til emnet.

 Uddybende bemærkninger fra Det Etiske Råd

Debatten om aktiv dødshjælp er kompleks og vanskelig. I Det Etiske Råds ’Udtalelse om dødshjælp’ fra 2023 stillede rådet fem spørgsmål, som enhver stillingtagen til dødshjælp må kunne besvare. ’Udvalget for en mere værdig død’ efterlader stadig uafklarede spørgsmål og dilemmaer.

Det Etiske Råds fem spørgsmål (2023)

1. spørgsmål: Skal det være assisteret selvmord og/eller eutanasi?

Ønsker man at legalisere dødshjælp, vil det kræve en stillingtagen til, hvilken form for dødshjælp der skal være tale om. Der er to måder, hvorpå dette kan finde sted. Ved assisteret selvmord ordinerer en læge et dødeligt middel til en patient, som derefter selvadministrerer midlet. Ved eutanasi er der tale om en anden person, ofte en læge, som anvender det dødelige middel og dermed ender med at give den dødelige dosis.

’Udvalget for en mere værdig død’ har reflekteret over dette spørgsmål og har også taget stilling. Ingen af Udvalgets medlemmer anbefaler eutanasi som en mulighed, sådan som det fx kendes fra Nederlandene. Eutanasi anbefales alene som undtagelse, i de tilfælde hvor patienter ikke selv er i stand til at gennemføre et assisteret selvmord (sådan som det fx foregår i den australske delstat Victoria).

2. spørgsmål: Skal dødshjælp tilbydes, de, der er ved at dø, og/eller de, der ikke er ved at dø?

Ønsker man at legalisere dødshjælp vil det kræve en stillingtagen til, hvem der først og fremmest skal have adgang hertil. Internationalt er der to grundlæggende kriterier at vælge mellem. Enten skal adgangen baseres på en kendt, terminal prognose, således at man skal have en overskuelig levetid tilbage, eller også skal adgangen baseres på en tilstand af stor eller ubærlig lidelse. Udfordringen er, at de, som vil være de mest oplagte kandidater til at modtage dødshjælp, er personer, som i egen bedømmelse, har udsigt til et forfærdelig liv, og ikke de, som i egen bedømmelse har udsigt til en forfærdelig død. Skal man støtte sig til læger med klinisk erfaring, så siger de samstemmende, at det er meget få patienter, som med det rette palliative tilbud har udsigt til en forfærdelig død.

Et flertal i ’Udvalget for en mere værdig død’ anbefaler en afgrænsning, således at det kun er patienter med en forventet restlevetid på mindre end seks måneder, der kan få adgang til dødshjælp. Dette betyder i praksis, at en række landes modeller for dødshjælp ikke kommer i betragtning (fx Benelux, Spanien og Canada).

3. spørgsmål: Skal dødshjælp tilbydes de patienter, der lider af somatiske sygdomme, og/eller de, der lider af psykiske sygdomme?

Ønsker man at legalisere dødshjælp, vil det kræve en stillingtagen til, om det alene er på grundlag af en somatisk diagnose, man kan få adgang hertil, eller om også personer med en psykiatrisk diagnose kan få adgang.

’Udvalget for en mere værdig død’ har ikke direkte forholdt sig til dette spørgsmål. Udvalgets anbefalinger om at afgrænse dødshjælp til patienter, der har mindre end seks måneder tilbage at leve i, rummer dog en indirekte afvisning af, at personer med en psykiatrisk diagnose får adgang til dødshjælp.

 4. spørgsmål: Skal dødshjælp foregå ved lægers og sundhedsvæsenets medvirken?

Ønsker man at legalisere dødshjælp, vil det kræve en stillingtagen til, om det er læger, som skal assistere personer med et selvmord eller udøve eutanasi. Læger medvirker i en række modeller enten ved at assistere patienter i selvmord, eller ved selv at udøve eutanasi. I det omfang der skal træffes beslutning om, hvorvidt en given person lever op til fastsatte kriterier for at få adgang til et tilbud om dødshjælp, vil der være tale om en vurdering. Som forholdene er nu, er det en vurdering, det som oftest forventes, at en læge foretager. I alle de lande og delstater hvor dødshjælp under en eller anden form finder sted, er det en lægelig vurdering, der afgør, om en person kan få hjælp til at dø.

Et flertal af medlemmerne i ’Udvalget for en mere værdig død’ lægger her op til, at patienter, der vurderes at have en levetid på mindre end seks måneder, kan få ordineret en dødelig medicin. En sådan prognose skal foretages af sundhedspersoner i et behandlingsforløb, og en dødelig medicin skal ordineres af en læge. Desuden lægger et mindre flertal af Udvalgets medlemmer op til, at sundhedspersoner kan gennemføre den livsafsluttende handling, hvis patienten ikke selv er i stand til at afslutte livet.

5. spørgsmål: Hvilke konsekvenser vil eksistensen af dødshjælp have for vurderingen af livskvalitet?

Dødshjælp handler i udgangspunktet om at respektere lidende personers selvbestemmelse. For at få hjælp til at dø, skal en person demonstrere overfor en sundhedsperson, at man har en tilstrækkelig lav livskvalitet, som berettiger til dødshjælp, altså at der er tilstrækkelig stor lidelse, som en fremskyndelse af døden vil afhjælpe. Fokuseres der alene på selvbestemmelse, kan der være en risiko for, at man kommer til at se bort fra, at mennesker også er sårbare og påvirkelige, og at det ikke er alle, der besidder samme selvstændighed og viljefasthed.

Et flertal i ’Udvalget for en mere værdig død påpeger’: ”at samfundet allerede håndterer og accepterer dette mulige pres i forhold til f.eks. valg af abort eller fravalg af livsforlængende behandling, hvorfor udvalgets flertal mener, at det samme vil gøre sig gældende i relation til selvvalgt livsafslutning. En legalisering vil betyde, at de, der ønsker selvvalgt livsafslutning, kan få det, og de, der ikke ønsker det, kan undlade at anmode om det.”

Det Etiske Råd finder ikke, at Udvalgets refleksioner i tilstrækkelig grad favner de mange etiske dilemmaer, der ligger i dette spørgsmål og efterlyser yderligere samfundsdebat.

 Læs også Det Etiske Råds Udtalelse om dødshjælp fra 2023