Folketingets Udvalg vedrørende Det Etiske Råd har udpeget professor og institutleder ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet Ayo Wahlberg som nyt medlem af Det Etiske Råd.
Ayo Wahlberg er uddannet på Roskilde Universitet og London School of Economics og står bag adskillige publikationer og bøger – herunder Good Quality: The Routinization of Sperm Banking in China - og har i sin forskning blandt andet beskæftiget sig med fertilitet, selektiv reproduktion og genetisk prædisponering.
Sammen med de øvrige rådsmedlemmer skal Ayo Wahlberg være med til at rådgive og skabe debat om etiske spørgsmål inden for sundhed, nye bio- og genteknologier, natur, miljø og fødevarer.
Om sit medlemskab i Det Etiske Råd udtaler Ayo Wahlberg:
”Når nye teknologier udvikles, er det vigtigt at vi aldrig afkobler ’dimserne’ fra de menneskelige relationer og fællesskaber de kan være med til at forstærke, afsvække eller afskære. Nu om dage kan nysgerrige slægtsinteresserede indsende en biologiskprøve til genanalyse hos en kommerciel virksomhed for så utilsigtet at få at vide at de har 10 halvsøskende, være med til at opklare en 30 år gammel mordsag eller at de er prædisponeret for en alvorlig sygdom. Jeg ser meget frem til at bidrage til vigtige etiske diskussioner i en tid hvor bioteknologierne er i hastig udvikling og fylder mere og mere i hverdagen”