Forestil dig, at du får en blodprop. Du vil i al hast blive indlagt, udredt og få medicin. Men kan du også forestille dig, at du bliver sendt hjem, inden der er styr på behandlingen. Nej, vel? Ikke desto mindre er det, hvad en anden gruppe patienter oplever. De psykisk syge.
Det fortæller Gitte Ahle, der er psykiater og overlæge ved Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik. Ifølge hende er den almene psykiatri så belastet, at mange psykisk syge er utilstrækkeligt behandlet. Det er en central årsag til, at antallet af psykiatriske patienter, der begår noget kriminelt, er tidoblet inden for de seneste årtier, vurderer hun. 4.300 danskere tæller med i nyeste opgørelse over retspsykiatriske patienter.
”Det er ikke svært at behandle skizofreni, der er den hjernesygdom, mange retspsykiatriske patienter lider af. At en gruppe af disse mennesker, begår kriminalitet, er et symptom på en totalt presset psykiatri, hvor vi ikke tilbyder behandling i tide”, siger Gitte Ahle.
Nikolaj Petersen har på egen krop oplevet, hvad Gitte Ahle skitserer. Han har flere retspsykiatriske foranstaltninger bag sig, blandt andet for vold.
Før han blev en del af den retspsykiatriske statistik, var han dårligt medicineret for sin skizofreni og han levede en omflakkende tilværelse med jævnlig kontakt med psykiatriske afdelinger, hvilket ikke førte til stabilisering af hans sygdom.
”Jeg medicinerede langt hen ad vejen mig selv med sprut og stoffer. Retspsykiatrien blev på en måde min redning, for der blev jeg taget alvorligt, alene af den grund, at der havde domstolen sagt, at ham der bliver I nødt til at forholde jer nærmere til”, lyder hans vurdering.
Det er ikke svært at behandle skizofreni, der er den hjernesygdom, mange retspsykiatriske patienter lider af.
Gitte Ahle, psykiater
Udsigtsløs behandlingsdom
På baggrund af det sigende antal retspsykiatriske patienter udsendte Det Etiske Råd i februar 2020 en udtalelse om denne gren af psykiatrien. Tidligere rådsmedlem Karen Stæhr har stået i spidsen for arbejdsgruppen bag udtalelsen.
Historier som Nikolaj Petersens og øvrige beretninger fra patienter, pårørende og sundhedspersonale har rystet Karen Stæhr.
”I mine øjne er det et regulært svigt, at vi som samfund driver syge mennesker ud i vold, drab og anden kriminalitet i stedet for at give dem den behandling, de har brug for”, siger hun.
I Danmark er det forbudt at straffe psykisk syge mennesker, der træder ved siden af loven. De kan i stedet idømmes en foranstaltning, lige som Nikolaj Petersen, hvilket også kaldes en behandlingsdom. Det er domstolene, der tilkender foranstaltningen, som enten kan indebære indlæggelse eller foregå ambulant.
I dag holder Nikolaj Petersen sin sygdom i skak blandt andet med en række strikse daglige rutiner. Han er udøvende kunster og leder af et kreativt værksted i Roskilde for psykisk syge.
Han mener selv, at det er kunsten, der bragt ham på ret køl. Med penne, pensler og papir har han haft noget meningsfuldt at beskæftige sig med under sine indlæggelser.
Men for mennesker, der ikke har den interesse, kan en retspsykiatrisk foranstaltning være både udsigts- og indholdsløs. Det konkluderer udtalelsen om retspsykiatrien fra Det Etiske Råd. Langt størstedelen af de mennesker, der har været i berøring med retspsykiatrien, har svært ved at stå på egne ben, når foranstaltningen afsluttes. Mange ender med at begå en ny kriminel handling.
Ifølge Karen Stæhr svarer dagligdagen på et retspsykiatrisk afsnit ikke til patienternes behov.
”Der er elementær mangel på beskæftigelsesmuligheder mange af de steder, vi i arbejdsgruppen besøgte i forbindelse med udtalelsen. Der er et fitnessrum og måske kommer der en bogvogn forbi i ny og næ, men ofte ikke reelle tilbud, der forbereder de retspsykiatriske patienter på, at deres foranstaltning på et tidspunkt slutter med alt, hvad det kræver af almindelige færdigheder”, siger Karen Stæhr, formand for arbejdsgruppen.
Et anden forhold, Karen Stæhr finder problematisk, er, at retspsykiatriske patienter er forment adgang til at tage en uddannelse, mens de er underlagt en foranstaltning.
”Mennesker, der afsoner en fængselsdom, har ret til at tage en uddannelse. Det mener vi også skal omfatte mennesker, der har en retspsykiatrisk foranstaltning, blandt andet fordi det vil skabe retning i tilværelsen for patienterne”, lyder det fra Karen Stæhr som repræsentant for Det Etiske Råd.
I mine øjne er det et regulært svigt, at vi som samfund driver syge mennesker ud i vold, drab og anden kriminalitet i stedet for at give dem den behandling, de har brug for
Karen Stæhr, FMD. for rådets arbejdsgruppe
Pårørende på sidespor
Også set fra de pårørendes synsvinkel, er der meget tilbage at ønske i retspsykiatrien. Heidi Andersen, der er mor til Nanna, som i mere end ti år har været retspsykiatrisk patient, betegner det som ”noget af det hårdeste, man kan forestille sig”, at være pårørende til den patientgruppe.
”Jeg føler, at vi banker på døren altid for at blive inddraget i Nannas behandling”, fortæller Heidi Andersen, som blandt andet har oplevet at skulle køre tre timer ud og tre timer hjem for at kunne være samme med sin datter under overvåget samvær i et kvarter, ligesom hun har oplevet forbud mod at være i telefonisk kontakt med datteren.
Sådan nogle vilkår får Karen Stæhr til at reagere.
”I retspsykiatrien er der på papiret fokus på at inddrage de pårørende for at støtte patienterne. Derfor er det uacceptabelt at placere en ung patient så langt væk fra familien og derudover byde dem et kvarters samvær. Det er mangel på respekt. Ikke bare for de pårørende men også for patienten, der har brug for tryghed for at få det bedre”, udtaler hun.
Det Etiske Råds udtalelse sætter fokus på en række øvrige etisk problematiske forhold i retspsykiatrien, herunder brug af tvang, udarbejdelse af mentalerklæringer og varigheden af foranstaltningsdommene.
I podcasten "Syg/dom" kan du høre Nikolaj Petersen og Heidi Andersen give deres personlige indblik i retspsykiatrien. Du kan også høre Gitte Ahle fortælle, hvordan mentalerklæringer bliver til, og få hendes konkrete anvisninger til, hvordan det stigende antal retspsykiatriske patienter kan nedbringes til fordel for patienter, pårørende og samfundet i almindelighed. Karen Stæhrs kommentarer afslutter podcastserien.