Et af de begreber er udtrykket passiv dødshjælp. Passiv dødshjælp bliver ofte anset for at være så nært beslægtet med aktiv dødshjælp, at man i debatten kan støde på udsagn som: hvorfor ikke bare indføre aktiv dødshjælp, når det alligevel er lovligt at udføre passiv dødshjælp. I sådan en udsagn ses det tydeligt, at afgrænsninger mellem de to slags dødshjælp ikke altid fremstår så klart.
Passiv dødshjælp er en betegnelse, som ved livets afslutning af og til anvendes om lægelige indgreb og beslutninger, der som en sidevirkning kan føre til fremskyndelse af patientens død. Det er med andre ord blevet en konvention i debatten, at passiv dødshjælp dækker over afbrydelse af livsforlængende behandling samt lindrende behandling af døende, der forudsigeligt fremskynder dødens indtræden.
Ved aktiv dødshjælp er det tydeligt, at hensigten med de handlinger, der her sigtes til, er at bringe patientens liv til ophør. Derfor kan man i sådanne tilfælde med mening sige, at lægen hjælper patienten til at dø.
Lidt anderledes forholder det sig, når passiv dødshjælp bruges som betegnelse for smertelindring og ophør af helbredende og livsforlængende behandling ved livets slutning. For disse lægelige handlinger har ikke til hensigt at hjælpe patienten til at dø. Slet ikke i henhold til lovgivningens logik, ligesom det formentligt kun er sjældent forekommende, at det i en læges bevidsthed er et skjult motiv.
Hensigten med lindrende behandling hos uafvendeligt døende er, som det jo ligger i ordene, at lindre patientens tilstand. Uanset om døden indtræder tidligere på grund af smertelindring, kan man mene, at behandlingen ikke er dødshjælp, men hjælp til at leve mere tåleligt, indtil døden indtræder. Når en læge undlader at påbegynde en livsforlængende behandling eller afbryder en sådan, er det ikke dødshjælp. I nogle af disse tilfælde vil lægen blot efterfølge patientens ret til at fravælge behandling og dermed handle ud fra det lovfæstede princip om, at en beslutningsdygtig patient ikke kan udsættes for tvang. I andre tilfælde vil der være tale om, at lægen beslutter at afbryde eller undlade livsforlængende behandling for en ikke beslutningsdygtig og uafvendeligt døende patient ud fra en vurdering af, at behandlingen er udsigtsløs eller vil føre til mere skade end gavn. Ifølge Mogens Skadborg, der er speciallæge i anæstesiologi og overlæge på Aarhus Universitetshospital, kan smertelindring i stort set alle tilfælde udføres tilfredsstillende, uden at patienten dør af det.
En af sondringerne mellem de to slags dødshjælp kan siges at være, at hvis en patient modtager aktiv dødshjælp, dør han eller hun af den indsprøjtede medicin, mens patienten ved passiv dødshjælp dør af sin sygdom.
Virker det rimeligt, at terminologien aktiv og passiv dødshjælp bringer forskellige indgreb med forskellige hensigter ind under en fællesbetegnelse, der slår fast, at hensigten under alle omstændigheder er at hjælpe patienten til at dø? Det gør det kun, hvis man mener, at der reelt ikke er nogen etisk relevant forskel på aktiv og passiv dødshjælp. Det vil sige, hvis man mener, at aktiv dødshjælp primært skal opfattes som lindrende behandling, og/eller at smertebehandling samt ophør af helbredende eller livsforlængende behandling også forsvarligt kan opfattes som hjælp til at dø.
Kilder
Det Etiske Råd 2012. Etik og sprogbrug – fra vugge til grav. Det Etiske Råd.
Det Etiske Råd 2012. Det Etiske Råds udtalelse om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp.
Det Etiske Råd 1996. Dødshjælp? En redegørelse. Det Etiske Råd.