Straffeloven
I Straffeloven er det særligt tre paragraffer, der kan anvendes ved aktiv dødshjælp.
Drab: ”§ 237: Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.”
Drab efter begæring: "§ 239: Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år."
Assisteret selvmord: "§ 240: Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år."
Der skal ved straffens fastsættelse lægges vægt på oplysninger om gerningsmanden, herunder tages hensyn til dennes bevæggrunde til gerningen:
"§ 82: Ved fastsættelse af straf skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen."
"§ 83: Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde."
Sundhedsloven
I sundhedsloven findes regler om selvbestemmelse for patienter.
En alvorligt syg patient kan have et ønske om ikke at blive holdt i live og i stedet lade naturen gå sin gang. Hvis patienten ikke ønsker behandling, skal dette respekteres.
Hvis patienten ønsker en allerede iværksat behandling stoppet, skal dette ligeledes respekteres. Dette gælder uanset det drejer sig om livsnødvendig behandling, og afbrydelse kan føre til patientens død. Hvis patienten derimod ønsker, at en iværksat livsforlængende behandling skal fortsætte, kan en læge som hovedregel ikke afbryde behandlingen mod patientens ønske.
Livsforlængende behandling defineres i sundhedsloven som ”behandling hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse”.
I sundhedslovens § 25 er fastsat nogle bestemmelser om behandling af uafvendeligt døende patienter i visse situationer.
Hvis en uafvendeligt døende patient ikke selv er i stand til at tage stilling til behandling (er inhabil) gælder det ifølge sundhedslovens § 25, stk. 1, at en sundhedsperson kan ”undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling”.
Palliativ behandling
Palliativ behandling er reguleret i sundhedslovens § 25, stk. 2: ”En uafvendelig døende patient kan modtage de smertelindrende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”.
Dette gælder altså kun, hvis patienten er uafvendeligt døende, og hvis patienten giver samtykke. Er patienten inhabil, og dermed ikke i stand til at afgive samtykke, er det op til lægen at handle i patientens interesser. Så længe der ikke gives smertelindrende behandling i større doser end nødvendigt for at holde patienten smertefri, er dette lovligt. Derimod vil det være i strid med straffelovens § 237, hvis en læge liver patienten mere smertelindrende medicin end nødvendigt med det specifikke formål at afkorte patientens liv.
Behandlingstestamenter
Det er muligt på forhånd at udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling gennem et behandlingstestamente. Et behandlingstestamente træder i kraft, hvis patienten kommer i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.
I et behandlingstestamente kan der optages bestemmelser om, at patienten ikke ønsker
- livsforlængende behandling i en situation, hvor patienten er uafvendelige døende
- livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el. lign. har medført så svær invaliditet, at patienten varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysiske og mentalt
- livsforlængende behandling i en situation, hvor behandlingen kan føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af behandlingen vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.
Sådanne tidligere udtrykte ønsker i et behandlingstestamente er bindende for sundhedspersonalet. Hvis en sundhedsperson i tilfælde, hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte eller fortsætte livsforlængende behandling i situationer som beskrevet ovenfor, skal sundhedspersonen undersøge, om der foreligger et behandlingstestamente.
Kilder
Mette Hartlev, Ulla Hybel og Peter Bak Mortensen, Sundhed og jura. Sundhedsretlige perspektiver på sundhedsvæsen, sundhedspersoner og patientrettigheder, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2013.